Jacob Riis - en genial agitator for slumbeboere

I en udstilling på et museum i New York, der kommer til Danmark dette efterår, sættes den danske immigrants fotografier af slumboliger fra 1880’erne for første gang i sammenhæng med hans langt vigtigere virke som journalist, forfatter og reform-agitator. 

I sine første 20 år i USA var den dansk-amerikanske fotojournalist og forfatter Jacob Riis primært kendt for den skarpe fokus, han satte på de sundhedsfarlige og uhumske leveforhold, indvandrere i New York var tvunget til at bo under i slutningen af 1800-tallet.

Riis, født i Ribe i 1849, var som ung mand udrejst i 1870 for at prøve sin lykke i det forjættede land. 

Det må siges at være lykkedes over al forventning. Omkring århundredeskiftet var han blevet én af datidens mest berømte amerikanere i kraft af sine vandrende lysbilledshows om New Yorks slumboliger og en selvbiografi, der solgte som varmt brød.

Fornylig var Jacob Riis genstand for en udstilling på Museum of the City of New York på 5th Avenue ved Central Park. Udstillingen, der sluttede den 20. marts, kommer dette år til Danmark i en lidt anden version. I oktober kan den ses i Kunstforeningen Gl. Strand i København og fra januar på Ribe Kunstmuseum.

Den amerikanske udstillings store fortjeneste var at sætte Jacob Riis’ sort/hvide billeder ind i en større sammenhæng, nemlig hans arbejde som kriminalreporter, forfatter, agitator og social reformator og ven af New Yorks mægtige politikere og rigmænd.

Kun én sal var viet til hans fotos. Resten forbeholdtes korrespondance, dagbøger og andet skriftligt materiale. Udstillingens højdepunkt var en redigeret udgave af et foredrag, Riis holdt i Washington D.C. i 1891 til en kongres for kristne velgørenhedsarbejdere.


Det én time lange foredrag er bevaret i sin helhed i skriftlig form og er af en New York-skuespiller blevet kogt ned til ét 8 minutter langt manuskript ledsaget af hans lysbilleder fra New Yorks slumkvarterer. Skuespilleren læser teksten op med en kunstig dansk accent, mens lysbillederne klikker. Det vil kunne ses i de danske udstillinger.

Latterliggørelsen
Som foredragsholder var Riis ikke blind for den velkendte sandhed, at succes ej sikres, med mindre publikum underholdes, uagtet emnets grimme karakter. Fremfor at lade tilhørerne føle sig skyldige i massernes armod, blev de derfor løftet op af hans positive budskab om de kristne borgeres pligt til at gøre noget godt.

”Måske det mest moderne og nyskabende ved Jacob Riis’ virkemidler var en fokus på hans baggrund som immigrant – en personlig fortællingsstil – der blev brugt til at formulere et kristent budskab om behovet for at hjælpe din næste,” siger udstillingens kurator, Bonnie Yochelson, der har beskæftiget sig med Riis’ liv og virke igennem 25 år.

Riis var mester i at inspirere sine tilhørere, men det skete ofte på bekostning af slumbeboerne.

I de første foredrag gjorde han rigeligt – man kunne sige – opportunistisk grin med immigranter af varierende nationaliteter, som han havde mødt og afbildet i slumboliger. 

De nedsættende bemærkninger blev ifølge den foreliggende tekst fra kongressen i Washington mødt med bifald – en bekræftelse af en udbredt opfattelse i datidens USA, at hvide protestanter nedstammet fra Nordeuropa var andre etniske grupper overlegne.

Men ifølge Bonnie Yochelson udviklede Riis med tiden et mere nuanceret blik på racerelationer, selv om han i sin overbevisning altid forblev en moralist af kristen støbning, der afskyede kommunisme, socialisme og fagforeninger.

Den umælende, arbejdende befolkning skulle have ordentlige levevilkår, men det skulle ifølge Riis tilbydes dem frivilligt af den privilegerede halvdel af befolkningen. 

Genopdaget
Efter Riis' død blev hans bedrift stort set glemt. Først under Depressionen i 1930’erne genopdagede sociale reformatorer hans skelsættende bog ”How the Other Half Lives”. De benyttede værket som argument for at opføre sociale boliger i New York – en statslig indblanding, den kristne filantrop Riis faktisk ville have modsat sig.

Ti år senere – i 1940’erne – blev Riis’ hidtil ukendte samling af fotografier – 350 af hans egne og 400 af andre fotografer – fundet af hans søn Roger William i en kasse på loftet i familiens villa i Brooklyn. Samlingen gik til Museum of the City of New York, der i 1947 arrangerede den første udstilling af Riis’ fotografier.

Opdagelsen lancerede post mortem Riis’ anden karriere som en pioner inden for fotografi i det 19. århundrede. I 1980’erne blev noget af glorien pillet af Riis. Venstreorienterede akademikere kritiserede ham for at have gjort fattige slumbeboere til ”ofre” for kameraet.

Det var især Riis’ ”indbrud” i lejligheder og på værtshuse sammen med et hold assistenter og politibetjente og den pludselige affyring af en magnesiumblitz, der gav anledning til kritik af hans ”udnyttelse” af de fattige til at fremme sin karriere. Slumbeboerne skulle have været uvidende statister i en film instrueret af Riis.

Riis var imidlertid en genial formidler, der i charme, karisma og talent ragede langt over nogle af sine forgængere i reformbevægelsen. Den dag i dag er det umuligt i en debat i USA at nævne social ulighed uden at referere til Jacob Riis’ bog og dens enorme indflydelse på eftertidens sociale reformer. Den har uafbrudt været optrykt siden 1890.