Indblik: Fællesskab, når vi ønsker det

50 friskfangede fisk fra Ærø, dagbladet Information (der kun er et par dage gammel), and Mortensaften, nytårskur med champagne, eftermiddagskaffe mandag og fredag, fællesmiddage – og en beliggenhed lige midt i Odense med gåafstand til alt det, der betyder noget.

Mange forhold gør seniorbofællesskabet Kastaniegården til et eftertragtet sted, og omkring halvdelen af dem, der flyttede ind, da det blev dannet i 2003, bor der endnu. Stort set ingen flytter frivilligt herfra. Udflytning sker i reglen kun, når beboerne bliver så gamle, at de kommer på plejehjem eller dør.

Bestyrelsen, Inge Marie Frederiksen, Hanne Grethe Pedersen, Lene Hansen (Fur), Lene Rasmussen og en af grundlæggerne, Kristian List, kan kun komme i tanker om nogle få stykker, der er flyttet. Én ville efter nogle år gerne flytte tættere på børnebørnene på Sjælland, én anden arvede penge og købte en dyr ejerlejlighed. Men ellers bliver man boende, når først man har været så heldig at få en af lejlighederne, og der er altid folk nok på venteliste til både de små og de store boliger.

En undtagelse var under finanskrisen, da folk fortsat gerne ville flytte ind, men ofte ikke kunne få solgt deres store huse eller lejligheder.

Kristian List fortæller om et par, der efter flere år på ventelisten blev udvalgt til en ledig lejlighed, fik den sat i stand og betalte husleje i fem måneder, inden de måtte opgive, fordi deres gamle hus ikke blev solgt. De kom tilbage på ventelisten, da huset endelig blev solgt.

Lene fra Fur

En af de nyeste beboere er Lene Hansen. Hun bliver kaldt Fur, for det er øen, hun kom fra for et par år siden, og hun har navnesammenfald med boligselskabets driftschef. Hun er single og flyttede til Odense, fordi to børn og fem børnebørn bor her, og hun vidste, at hun ønskede at flytte ind i en eller anden form for fællesskab.

”Jeg er ret kollektivt anlagt og boede i kollektiv som ung,” siger hun og tilføjer, at graden af fællesskab i Kastaniegården tiltaler hende.

Beboerne bruger flere gange talemåden "Sammen og dog hver for sig" om deres sted. Det er vigtigt, at man har sin egen lejlighed og sin egen husholdning. Men det er ligeså vigtigt, at der ved de flestes hoveddør står et par gode stole og et lille bord på den brede svalegang. Her kan man sidde i solen med sin avis og kaffe og signalere, at man er åben for fællesskab.

Hun nævner også, at man holder øje med hinandens  lejligheder, når nogen er bortrejst, henter post og vander blomster, og ansvaret for hinanden bliver bekræftet, da en anden beboer stikker hovedet ind og fortæller Lene Hansen, at hun har glemt at lukke sin hoveddør.

De gamle

Ansvarsfølelsen rækker langt – også til at ringe på, hvis gardinerne ikke bliver trukket fra i løbet af dagen. Her kommer man ikke til at ligge syg og hjælpeløs i flere dage. Men beboerne bliver aldrig hinandens hjemmehjælpere.

”Der er overhovedet ingen tvivl om, at vi, der bor i fællesskaber, holder os friskere i en højere alder, end de, der bor alene,” siger Inge Marie Frederiksen og tilføjer, at der ikke er mange beboere, der får hjemmehjælp, selv om mange er i 80’erne.

Når en beboer ikke længere kan klare sig selv, sker det, at en af naboerne kontakter de voksne børn eller kommunen og meddeler, at der skal professionel hjælp til.

”Man skal være selvhjulpen for at bo her, og nogle gange er det os, der ser de forandringer, der betyder, at en nabo ikke længere kan klare sig selv,” siger hun.

De er spændte på, hvordan Kastaniegården udvikler sig, når folk efterhånden skal arbejde, til de er omkring 70 år.

”Måske vil folk så være ti år ældre, inden de flytter i seniorbofællesskaber,” siger Lene Hansen.

Det betyder måske, at de ikke har så meget energi tilbage, når de flytter ind. I dag er kun en enkelt af beboerne stadig i arbejde, så der er plads til masser af snak og fælles aktiviteter i dagens løb – og masser af energi til at arrangere udflugter og fester.

Kristian List og hans kone, Else, der er socialrådgiver, var med helt fra begyndelsen og deltog i den forberedende studiekreds, for Else List havde i sit arbejde observeret mange ældre, der blev triste og ensomme, når de blev enlige. Det ville de ikke risikere, og derfor var de med til at etablere fællesskabet.

Vælger selv

Det er vigtigt, at de selv beslutter, hvem der skal have de ledige lejligheder. Det går ikke efter tur eller retfærdighed, men efter hvem indstillingsudvalget synes passer ind i fællesskabet, for man skal være interesseret i fællesmiddage, hjælpsomhed og lejlighedsvis efter- middagskaffe eller vin, hvis man vil bo her.

Der er bestemt ansøgere, der bruger alle de rigtige ord, når de er til samtale – men reelt ikke vil bidrage til fællesskabet, men bare bruger det som en smutvej til en attraktiv bolig midt i byen. Den slags prøver udvalget at sortere fra. Det er vigtigt, at man vælger de rigtige, for der er ingen mulighed for at smide folk ud, når de først har fået en lejlighed.

Interesserede bliver på helt normale vilkår skrevet op i boligforeningen Civica, der giver henvendelsen videre til indstillingsudvalget i Kastaniegården. Herefter bliver de indkaldt til møder og samtaler, så begge parter kan se hinanden an, inden de bliver skrevet på ventelisten.

”Det er helt afgørende, at vi selv bestemmer, hvem der skal ind,” erklærer Hanne Grethe Pedersen.

”Og selvfølgelig undgår vi ikke nabostridigheder. Vi er jo ikke anderledes end andre, der bor tæt sammen,” konstaterer hun.

Men hidtil har det aldrig været nødvendigt at gøre brug af boligforeningens mæglingstilbud.

På madhold

En af de få forpligtende dele af fællesskabet er fællesspisningerne den tredje tirsdag i hver måned. Beboerne er delt op i tre madhold, der på skift står for middagen og værtsskabet. Deltagelse koster 40 kroner, og der bliver gjort noget ud af aftenen. De fleste klæder sig pænt på, og inden middagen er der velkomstdrink og snacks, og bagefter er der amerikansk lotteri.

”Og vi er jo lykkelige, når vi vinder 400 gram kaffe, selv om vi har købt lodder for 80 kroner,” griner Kristian List.

Men lotteriet finansierer både champagne og kransekage til nytår og adskillige små og store udflugter rundt om på Fyn i årets løb. Tilstrækkeligt mange af beboerne har bil, så alle kan komme med, uden det er nødvendigt at leje bus.