30. MAR. 2020 KL. 11:21

Ekstra brug for viceværterne

bdk-vicevaert.jpg

Nu står en række viceværter i almene boligselskaber klar til at hjælpe udsatte og ældre beboere med indkøb i hverdagen. Foto: Boligkontoret Danmark.

Mange holder sig hjemme for at undgå smitte med coronavirus, og udsatte beboere bliver endnu mere udsatte i denne tid.

Flere steder i landet er netværk af frivillige ved at vokse sig store. Der opstår hele tiden gode ideer til at hjælpe til i dagligdagen for de borgere, der har brug for det. Det mærkes også i de almene boligområder over hele landet, som Boligkontoret Danmark administrerer.

”Flere gange dagligt modtager mine kolleger og jeg velmenende beskeder og forslag til, hvordan vores viceværter ønsker at gøre en forskel for de ældre eller særligt udsatte beboere – det er fantastisk at opleve,” fortæller forvaltningsdirektør i Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann, i en pressemeddelelse.

I denne tid, hvor de ældre og sårbare beboere i vores boligområder ikke kan få besøg og hjælp af deres pårørende, er der ekstra meget brug for viceværterne.

Ny arbejdsopgave

Hardy Schanz, der gennem 25 år har været ansat som vicevært i Hareskov-Værløse Andelsboligforening, har budt ind med et af de gode initiativer til ekstra beboerhjælp. Han og syv driftskolleger tilbyder at købe ind for beboere i deres boligområde, som er særligt udsatte og derfor holder sig inden døre.

”Rent praktisk tilbyder vi, at beboerne kan ringe ind til ejendomskontoret og bede os om at handle ind for dem. Derefter afleverer vi indkøbene på trappen foran døren, så vi undgår fysisk kontakt,” fortæller Hardy Schanz.

Ekstra synlige viceværter

Og det er lige præcis Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at holde afstand til hinanden, som har givet anledning til initiativet.

Viceværternes sædvanlige arbejdsopgaver i beboernes hjem er nemlig på grund af fare for smitte af covid-19 blevet stærkt begrænset. Men så kan tiden bruges til andre gode gerninger i de almene boligområder. Opgaver, som ikke indebærer smitterisiko for hverken viceværter eller beboere.

Hardy Schanz’ initiativ er blevet taget godt imod af både Hareskov-Værløse Andelsboligforening og Boligkontoret Danmark.

”Det er et fantastisk initiativ, som viser, at vores viceværter i den grad har hjertet med på arbejdet, og jeg har derfor sendt opfordringen videre til deres kolleger i vores øvrige boligselskaber sammen med en besked om fortsat at holde fokus på at mindske smittespredning,” siger forvaltningsdirektør Lars Lehmann og uddyber:

”I denne tid, hvor de ældre og sårbare beboere i vores boligområder ikke kan få besøg og hjælp af deres pårørende, er der ekstra meget brug for viceværterne. Vi har allerede bedt dem om at være mere synlige udenfor i boligområderne, og vi støtter også op om det her initiativ.”

Frivillig ekstra service

I samarbejde med viceværterne og bestyrelserne i en række boligselskaber åbner Boligkontoret Danmark nu op for, at viceværterne kan yde en ekstra udstrakt beboerservice til en begrænset gruppe af ældre og sårbare beboere. Dog uden at det går ud over de almindelige arbejdsopgaver til glæde for de øvrige beboere i boligafdelingerne.

Det er frivilligt for den enkelte vicevært, om de ønsker at tilbyde denne ekstraordinære beboerservice og skal blot afstemmes med deres ledere.

Helt afgørende er dog, at viceværterne sikrer, at de overholder myndighedernes forholdsregler omkring brug af håndsprit, hyppig håndvask og fysisk afstand, når de udfører deres opgaver, så de ikke udsætter hverken dem selv eller beboerne for smittefare af covid-19.

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste