27. MAJ. 2020 KL. 00:00

Borgmester: Man skal ikke fedte sociale problemer af på et boligområde

benedictekjaer_2.jpg

Gitte Redder

Alle kommuner har fejlet og været med til at skabe ghettoer ved at proppe for mange udsatte borgere ind i de samme boligområder, mener Helsingørs borgmester Benedikte Kiær. Boligpolitik i en kommune er mindst lige så vigtig som gode daginstitutioner og arbejdspladser, fastslår hun.

Mere end hver fjerde bolig i Helsingør er en almen bolig. Godt 27 procent af boligerne i den nordsjællandske kommune er almene, og dermed ligger nordsjællandske Helsingør et pænt stykke over det kommunale gennemsnit på 20 procent. Det er borgmester Benedikte Kiær (K) glad for.

”Det er ekstremt vigtigt at have boliger og boligområder til alle. Høj som lav og forskellige grupper. Det er afgørende at have en mangfoldighed af boligtyper, og jeg synes, at vi har en fin balance i Helsingør,” siger hun.

Inden Benedikte Kiær satte sig i borgmesterstolen i Helsingør i 2014, var hun blandt andet social- og boligminister og sad i Folketinget for Konservative Folkeparti.

De sociale udfordringer, der kan være i et boligområde er og bliver kommunens ansvar. Man kan ikke fedte sociale problemer af på et boligområde.

Benedicte Kiær, borgmester for Helrsingør kommune

Lige nu er hun glad for, at der er landet en bred boligaftale i Folketinget, hvor almene boliger skal renoveres for 30 milliarder kroner i de kommende år.

”Det er ikke altid lige nemt at få sat penge af til renoveringer, og det er et godt tidspunkt at komme med et ordentligt boost i renoveringer på det almene boligområde,” siger hun og fremhæver, at det både er godt at få sat gang i beskæftigelsen i skyggen af covid19-krisen og få gang i energirenoveringer.

Når Benedikte Kiær skuer udover sin egen kommune er der et hav af velfungerende almene boligområder og stærke boligforeninger, som kommunen har et godt samarbejde med.

”Vi har kun et enkelt alment boligområde i Helsingør, hvor der er store udfordringer. Det er Nøjsomhed. De øvrige almene boliger er i dag attraktive områder, hvor der bor vidt forskellige mennesker,” siger hun.

Vi har lært af historien

Når I som kommune har anvisningsret til almene boligforeninger, har I så også et medansvar for, at vi har fået socialt belastede boligområder, som for eksempel Nøjsomhed?

”Det er det samme her som i alle andre kommuner. Vi har fejlet og selv skabt de her boligområder. I dag ved vi, at det er ufattelig kortsigtet kun at anvise bestemte grupper ind i bestemte områder”.

”Alle vi kommuner, der har udsatte boligområder og ghettoer har lært af historien og er i dag meget påpasselige med at anvise boliger. Vi skal simpelt hen sikre en klog anvisning,” siger hun og betoner, at en kommune skal stoppe op, hvis et boligområde begynder at have en for høj andel af borgere på overførselsindkomst eller med ikke vestlig oprindelse.

Borgmesteren pointerer, at mangfoldighed i beboersammensætningen i høj grad er et kommunalt anliggende. Og hvis man har et boligområde, der er ved at køre af sporet, handler det ifølge Benedikte Kiær om både at renovere og opdatere boliger, så de bliver attraktive og moderne at bo i og samtidig sætte ind med en boligsocial indsats.

”De sociale udfordringer, der kan være i et boligområde er og bliver kommunens ansvar. Man kan ikke fedte sociale problemer af på et boligområde,” fastslår hun og betoner, at Folketinget og kommunerne heller ikke kan lade Landsbyggefonden, der er lejernes egne penge, betale regningen for det boligsociale arbejde.

Boligpolitik enorm vigtig i kommunerne

Hvad er en god boligpolitik i 2020 set med en borgmesters øjne?

”Det er at sikre en mangfoldighed af boliger. Det skal være tidssvarende boliger, der er gode at bo i og lever op til nutidens krav om komfort og klima. Som kommune skal du have attraktive boliger, som folk gerne vil flytte for. Derfor er boligpolitik enorm vigtig, for hvis du ikke har attraktive boliger, er der ikke nogen, der har lyst til at bosætte sig i kommunen,” siger hun.

Benedikte Kiær pointerer, at boligpolitik spiller en afgørende rolle, når landets 98 kommuner konkurrerer indbyrdes om at tiltrække borgere.

”En ting er, at kommunen ligger smukt, har vækst, gode arbejdspladser og gode institutioner. Men hvis du ikke har nogle velegnede boliger at flytte ind i, er det jo lige meget. Så det handler om at sikre, at der er boliger, som folk har lyst til at bo i og kan betale for og har lyst til at flytte hertil for,” fastslår Benedikte Kiær.

I det hele taget beklager Benedikte Kiær, at almene boligområder fortsat slås med et dårligt ry mange steder.

”Mange almene boligforeninger slæber stadig af sted med en gammel arv fra dengang, hvor det blev kaldt socialt boligbyggeri,” siger hun og tilføjer, at hun ikke fatter, at det har en negativ klang.

”Socialt boligbyggeri kan lige så godt være, at man skaber rum for fællesskab. Noget positivt. Vi skal huske, at de udsatte boligområder kun udgør en meget lille del af det samlede antal almene boliger. Nogle gange har folk opfattelsen af, at almene boligområder er meget problematiske. Men sådan er det jo slet ikke,” siger hun.

Ghetto-etikette var nødvendig

Som social- og boligminister sad Benedikte Kiær for ti år siden for bordenden, da der blev forhandlet en boligaftale, ghettoplan og de forkætrede ghettolister så dagens lys.

I dag vil boligminister Kaare Dybvad (S) slet ikke bruge ordet ghetto, og Benedikte Kiær forstår ham godt.

”På det tidspunkt, hvor vi brugte ordet ghetto, var det nødvendigt for at få en eller anden form for politisk opmærksomhed på, at det var vigtigt at sætte ind i de udsatte boligområder. Den tid, som vi lever i, gør, at vi godt kan lide at sætte en etikette på ting, så det fænger,” siger hun.

Benedikte Kiær mener, at hele ghetto-debatten var god, fordi den satte turbo på nødvendige initiativer til forebyggelse af nye ghettoer. 

Derfor ærgrer det hende, at ordet ghettoer i dag bliver brugt i flæng.

”Nogle gange bliver et område kaldt en ghetto, selvom det ikke en gang er et udsat boligområde,” beklager hun.

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2877 )

0

Læseliste