09. JUN. 2020 KL. 00:00

Fra boligaktivist til boligdirektør

ebbe-frank.jpg

Ebbe Frank, direktør for boligselskabet BO42. Foto: BO42

Som ung aktivist kæmpede Ebbe Frank for retten til en god bolig. I dag er han direktør i Bornholms største boligorganisation og kæmper for, at Bornholm bliver et brand, som alle vil være en del af.     

Hvornår blev du direktør i boligselskabet, og hvad er det helt fantastiske ved det?

”Jeg blev boligdirektør i Bo42 i år 2000. Der flyttede jeg og min familie tilbage til Bornholm efter 17 år i den pulserede storby København. Jeg kan i dag ikke ønske mig et bedre liv eller et bedre job. I Bo42 arbejder jeg med et dreamteam – min meget alsidige og kompetent bestyrelse og dygtige kollegaer. Vi arbejder alle med de samme værdier og i den samme retning i ønsket om at skabe de bedste rammer for vores beboere. Jeg elsker alsidigheden og uforudsigeligheden i mit job. Alle kompetencer er i spil, oftest i smuk harmoni. Det er aldrig kedeligt, for ikke en dag ligner den forudgående.”

Som barn har jeg boet steder, som burde have været revet ned. Så fra en meget tidlig alder forstod jeg betydningen af en god bolig.

Hvad var din indgang til den almene boligsektor?
”Som barn har jeg boet steder, som burde have været revet ned. Så fra en meget tidlig alder forstod jeg betydningen af en god bolig. Som ung blev jeg aktivist i boligbevægelsen, beboerrepræsentant og frivillig i LLO Hovedstaden – mens jeg læste jura. Mit første job var i LLO’s ejendomsadministration, hvor jeg havde fokus på andelsboliger. Det var i den periode, hvor Københavns Kommune solgte ud af sine ejendomme, og der blev stiftet en lang række andelsboligforeninger. Jeg har også været ansat i den kommercielle boligsektor og administrerede boliger for blandt andre advokater og private investorer. Så jeg har både haft en faglig og personlig tilgang til boligverdenen.”

Hvad optager jer lige nu?
”Bornholm er førende på bæredygtighed med udgangspunkt i en Green-Bright-Island strategi og netop kåret til EU's mest bæredygtige energi-ø. Så for os er det en selvfølgelighed at prioritere bæredygtighed i alle vores projekter. Vi har derfor gennemført en række energioptimeringsprojekter og energirenoveringer. Vi har blandt andet lige afsluttet opførelsen af 30 nye almene ungdomsboliger. ’Kølehuse’ med træbeklædning, solceller og boligbatterier. De er Danmarks billigste nyopførte ungdomsboliger og med den nyeste og grønneste teknologi. Bo42’s boligmasse er generelt ældre, så vi har de sidste år renoveret knap 600 boliger og gjort dem tidssvarende.”

Hvad er jeres største udfordringer?

”Der er vækst i Bornholms befolkningstal. Den moderne børnefamilie efterspørger i højere og højere grad tryghed, ro og frisk luft. Bo42’s og Bornholms udfordring er at have modet og viljen til at handle på de nye muligheder. Give plads til at opføre mange flere almene boliger i for eksempel kystnære miljøer og komme væk fra den udbredte ejer- og parcelhuskultur på Bornholm.

Lovgivningen tilgodeser nybyggeri i de større byer, hvor også rammebeløbene for alment byggeri er højere. Det er ikke vores erfaring, at nybyggeri er billigere på en ø i Østersøen. Byggematerialer er typisk 10-15 procent dyrere grundet transport, og byggepriserne højere grundet mindre konkurrence blandt byggefirmaerne. Sammenlægning af afdelinger kommer også til at fylde i Bo42 i de kommende år. Beboerdemokratiet og økonomien er udfordret i de mindre afdelinger. Det er svært at gennemføre traditionelle renoveringer, og dokumentationskravene til en helhedsplan er for mange og for dyre.”

Hvad optager jer lokalpolitisk?

”Bo42 er meget optaget af at få en lokalpolitisk forståelse for, at vi ved alment nybyggeri arbejder med to grundforudsætninger. Anlægssummen skal ligge inden for rammebeløb, og lejen skal være så lav, at den kan konkurrere med et ejerboligmarked. Det kræver, at vi kan bygge forholdsvis stort og gerne kystnært/havneområde. Vi skal også kunne bygge højt, og det er der ikke tradition for på Bornholm. Alt over to etager er en sjældenhed.  Der er også en historisk tendens til bevarende lokalplaner og gamle byggeteknikker. Det udfordrer og fordyrer fornyelse og vedligeholdelse.

På Bornholm er der forholdsvis få ”boligbyer”. Mange områder og mindre byer er fritaget for bopælspligt. De områder er uegnede at opføre almene boliger i, fordi alt andet er lukket, og der er 10 km til nærmeste indkøbssted.”

Hvordan interessevaretager I hos jer?

”Efter en lang årrække med negativ samfundsudvikling, er Bornholm nu den landsdel med den højeste vækst. Bornholm er blevet hot og et brand, som alle vil være en del af. Vildt at være med i forandringen og udviklingen, der sker i disse år. Vi har ikke bygget nyt i 25 år. Der er nu meget større fokus på et alsidigt boligmarked, og både jeg og vores formand er blevet mere interessante samarbejdspartnere. Vi inviteres til at deltage med oplæg i mange organisationer og fællesskaber og inddrages i alle lokalsamfundets funktioner, som medlemmer eller som særligt indbudte gæster. Derudover er vores bestyrelsesmedlemmer og ansatte også aktive i brugerråd, lokalforeninger og interesseorganisationer.”

Hvad ønsker du for fremtiden?

”Det er mit store ønske for fremtiden, at Bo42 fortsat kan være attraktiv for frivillige i bestyrelser og afdelingsbestyrelser. Indgå forpligtende fællesskaber, hvor vi sammen kan understøtte gode og anstændige boliger for alle, uanset forudsætninger. Personligt er mit største ønske, at jeg sammen med mine dygtige kollegaer de næste mindst 20-25 år kan gøre en forskel og sammen sætte spor i det lokale landskab til glæde for alle, der kan se en mening i at bo alment.”

Gode råd til landets politikere?

”I mere end 100 år har vi været et væsentligt element i velfærdssamfundet. Skal vi fortsat være det i de næste 100 år, så skal den stramme regelregulering løsnes og bygge på højere grad af tillid. Signalpolitik hører ikke hjemme i den danske model. Slå ned over for dem, der ikke agerer inden for rammerne, og stop med at lave endnu strammere regler og højere grad af generalisering. Nedrivning af gode boliger i de udsatte boligområder giver heller ikke mening. Vi skal til gengæld alle være åbne og lære af de fejl, vi historisk har gjort. Boligorganisationernes indbetaling til Landsbyggefonden skal også gentænkes. Der kunne over en årrække indføres et ensartet kvadratmeter-bidrag for alle afdelinger, når den oprindelige finansiering er ophørt.”

Et godt råd fra direktør til direktør?

Jeg kan klart anbefale alle boligdirektører at blive en del af det fantastisk fællesskab, der er i Boligdirektørforeningen. Jeg er først inden for de senere år blevet medlem og har fortrudt, at jeg ikke gjorde det for mange år siden. Det er utroligt at mærke den energi, der er blandt kollegaerne. Og sparringen er værdifuld for dig som topleder og for hele boligorganisationen. Erfaringsgrundlaget er en kilde til inspiration og udvikling.

Om skribenten

Anja Andersen BL
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Kredsformand: "Vi skal sikre de rigtige boliger til de personer, der vil bo her”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste