;

Foto: Seks modige piger vinder kulturpris for deres selvportrætter, som er en del af projektet 'Unge Stemmer'. Foto: Martin Ballund / Midtjyllands Avis

Foto: Seks modige piger vinder kulturpris for deres selvportrætter, som er en del af projektet 'Unge Stemmer'. Foto: Martin Ballund / Midtjyllands Avis

’Unge Stemmer’ vinder kulturpris

17. jan 2020

Seks unge piger fra to almene boligområder i Silkeborg vinder pris for deres selvportrætter, som i billeder og lyd giver et indblik i, hvordan det er at være ung i Silkeborg.

 

Overrækkelsen af Den Kulturelle Iværksætter Pris fandt sted i Jysk Musikteater i Silkeborg den 11. januar.

 

I år gik den til ’Unge Stemmer’ med pigerne Aya J, Leonora, Shahad, Aya K., Victoria og Naimco i front. De har alle deltaget i forløbet ’Unge Stemmer’, som er blevet til sammen med Den Boligsociale Helhedsplan på Lupinvej og Resedavej i Silkeborg.

 

Foto: AAB Silkeborg.

 

Fælles for de vindende selvportrætter er, at pigerne har søgt inspiration i seks ikoniske malerier fra verdenshistoriens mest legendariske malere til at beskrive oplevelsen af deres egen identitet og af at være ung. Det har de gjort i samarbejde med personale fra den boligsociale helhedsplan og andre professionelle voksne.

 

 

Vi er til for at give de unge en tro på sig selv – ved at give dem en stemme.

 

Mia Butler, som er leder af den Boligsociale Helhedsplan, er stolt af de unge piger:

”Det er en stor anerkendelse for vores projekt, som er til for at give de unge en tro på sig selv – ved at give dem en stemme. De får redskaberne, så de får medindflydelse i det omgivende samfund og på eget liv. Sammen med de unge skaber vi gode relationer og netværk i livet uden for boligområderne, som de kan bruge i deres videre færd.”

 

Hvert år uddeler Silkeborg Kommune prisen til en ’enkeltperson, gruppe eller forening, som i særlig grad har taget et eksperimenterende og nytænkende initiativ, som udvikler kulturlivet i kommunen’.

 

”Unge Stemmer” fik et diplom og en check på 5.000 kroner.

 

Projekt med demokrati som kerne

”Unge Stemmer” er en del af den Boligsociale Helhedsplan i Silkeborg og startede oprindeligt som et demokratiprojekt. Det har siden udviklet sig til en bredere palette, hvor de unge også lærer om aktivt medborgerskab, at finde sin egen stemme og motivere dem til uddannelse og job.

 

Første forløb i 2018 havde fokus på ’magt’, og hvad man kan med den. Her mødte de unge lokale erhvervsledere og beslutningstagere for at skabe interesse for fritidsjob og starte aktiviteter op i lokalområdet. Det endte ud i blandt andet fodboldhold, Legepatrulje i lokalområdet og 15 fritidsjob.

 

Andet forløb af ”Unge Stemmer” i 2019 havde fokus på ’identitet’. Her skulle de unge igennem teater, foto og kunst skildre, hvordan deltagerne oplever livet som ung i de omgivelser, de er i.

 

Næste forløb er ifølge Mia Butler ikke endeligt på plads endnu.

 

"Det underliggende tema vil stadig være at give de unge en stemme og nedbryde de fordomme, de har om samfundet, så de bedre tør at gå ud i det," siger Mia Butler.

 

Frem til marts bliver selvportrætterne udstillet på Kunstcentret Silkeborg Bad.