Kampen for den lokale politibetjent fortsætter på fredag

I gamle dage vidste man, hvem de lokale betjente var. Man vidste, hvor man kunne få fat i dem. Hvis ens unge kom galt ad sted, var det den lokale betjent, der bragte ham eller hende hjem med en formaning. Man sagde af og til goddag – om ikke andet, når man skulle forny sit pas. Alle større og mellemstore byer havde egen politistation eller politistationer. Betjentene var kendte i bybilledet, havde status og nød en ikke ubetydelig respekt.

Det blev der grundigt gjort op med i november 2006, hvor regeringen, der dengang bestod af Venstre og Det Konservative Folkeparti sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti vedtog den store politireform.

54 politikredse blev til 12. Ved ikke at have mandskab til at sidde på det lokale politikontor eller gå patruljerende rundt i gaderne havde Justitsministeriet og Rigspolitiet i fællesskab regnet ud, at der kunne spares 800 årsværk, der i stedet kunne indsættes til at opklare og forhindre forbrydelser.

Ifølge daværende justitsminister Lene Espersen var det reformen, der skulle effektivisere politiets indsats. Og målet var at sikre trygheden overalt i Danmark.

Tilliden forsvandt

Hvis befolkningens tilfredshed med politiets arbejde kan tages som en måling af trygheden, så gik det ikke den vej, ministeren havde ønsket.

Inden politireformens vedtagelse i 2006 var 76 procent af befolkningen tilfredse med politiets lokale arbejde. Fem år senere i 2011 var tilfredsheden faldet til 48 procent.

Ifølge professor i kriminologi, Flemming Balvig, der dengang var en del af Fagbladet Boligens ekspertpanel, hang den voksende utilfredshed sammen med, at politiet var blevet mindre synligt og mindre tilgængeligt.

Læs også: Politi og tryghed - hvor vi bor

Fra at være kendte personligheder i lokalmiljøet blev landets betjente efter politireformen i 2006 anonyme skikkelser i biler. 

I 2006 var der 74 procent af befolkningen, der følte, at politiet havde en fornemmelse af, hvad der foregik lokalt. Allerede i 2013 var det faldet til 54 procent.

Den stigende utilfredshed kom ikke af ingenting…

Politiet var der stadig, og de patruljerede også mere, end de havde gjort tidligere. Men det var ikke længere på fortovene eller med et besøg i ungdomsklubben eller i skolegården. Det var i politibiler. Og det var sjældent de samme betjente, der sad i bilen... Dem, som havde kendskab til området, dens beboere og dens rødder. Det var den nærmeste og forhåndenværende betjent i den pågældende nye stor-politikreds.

Det var betjente, som borgere og navnlig de unge på kanten ikke havde noget forhold til. Grupperingerne af unge drenge fandt i stedet de hyppigt patruljerende politibiler stærkt provokerende. Og serier af artikler om sammenstød mellem patruljerende politibiler og stenkastende drenge opstod i formiddagsbladene.

De første løfter

De utrygge forhold med specielt unge utilpassede drenge i de udsatte områder udviklede sig så meget, at emnet var centralt, da regeringen den 26. oktober 2010 fremlagde den første ghettoplan.

Fem ministre fremlagde initiativer inden for integration, undervisning, boligpolitik, socialpolitik, beskæftigelse, uddannelse og ikke mindst lov og ret.

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix / Justitsminister Lars Barfoed fremlægger sin del af regeringens første såkaldte ghettoplan i 2010.

”Politiet skal være mere synligt, der skal være en mærkbar konsekvens af lovovertrædelser, Forebyggelsen skal styrkes. Og ikke mindst: Indsatsen skal være forankret i lokalområdet,” lovede daværende justitsminister Lars Barfoed.

Tre måneder senere – den 27. januar 2011 – fremlagde den relativt nye chef for Rigspolitiet, Jens Henrik Højbjerg, politiets konkrete strategi for, hvordan målene i regeringens plan skulle opfyldes.

Løfterne var:

• Synligt politi
• Hurtig reaktion
• Brug af ungdomskontrakter og ungepålæg
• Brug af zoneforbud
• Markant forebyggende indsats
• Bidrag til at modvirke parallelsamfund.

Og politichefen angav i strategibeskrivelsen følgende vej til at opnå resultaterne:

”Politikredse med ghettoområder vil inden den 1. februar og efter drøftelser med relevante lokale interessenter i hvert af de udvalgte områder udarbejde en operationsplan for hvert af områderne, hvor den lokale indsats og metoder til opnåelse af målene skal beskrives," sagde Jens Henrik Højbjerg.

De udvalgte områder var på det tidspunkt de 26 boligområder, som stod på regeringens ghettoliste.

Og Jens Henrik Højbjerg afsluttede med at sige:

”Den lokale forankring af indsatsen i ghettområderne er alfa og omega, når det gælder den politimæssige indsats, og når det gælder samarbejdet med skoler, sociale myndigheder, boligforeninger med flere."

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg / Foto: Matthai Leland.

I dagene mellem den 5. og 12. maj 2011 – altså over tre måneder efter, at fristen for Rigspolitichefens løfte om færdiggjorte operationsplaner og inddragelse af lokalsamfundets aktører, kontaktede Fagbladet Boligens redaktion boligorganisationerne bag de 26 boligområder. Redaktionen ville høre til implementeringen af operationsplanerne og deres virkning.

Boligorganisationerne bag 21 af de 26 områder havde aldrig hørt om politimæssige operationsplaner for områderne og havde heller aldrig trods rigspolitichefens løfter været inviteret til at drøfte planerne.

Læs også: Politiets hemmelige operationsplan

Boligorganisationer bag tre af de resterende fem områder følte sig både godt informeret og hørt. I den fjerde boligorganisation var en ejendomsfunktionær blevet ringet op og udspurgt om forhold, der vist skulle bruges i en plan. I den femte af boligorganisationerne, der havde kendskab til udviklingen af de såkaldte operationsplaner, havde direktøren selv hørt rigspolitichefens løfte og havde henvendt sig til politiet, da han ikke mente, der skete noget.

Den kvarte milliard

Den 15. november 2011 vedtog den nytiltrådte regering, der bestod af ministre fra Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF, sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti et nyt fire-årigt forlig for politiets arbejde som erstatning for det politiforlig, der var indgået i 2006.

Problemerne med utilpassede unge i særlige boligområder havde udviklet sig så voldsomt, at der blev afsat 242 millioner kroner til politiet i en særbevilling til bekæmpelse af bandekriminalitet i de udsatte boligområder. Penge, der skulle stå til rådighed frem til 2015. Men der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved politiets nye taktiske strategi, der først og fremmest bestod af patruljekørsel.

Hvad politiindsatserne i de udsatte boligområder gik ud på, var fortsat så ugennemsigtig, at Folketingets By- og Boligudvalg den 9. februar 2012 kaldte justitsminister, Morten Bødskov, i samråd. Han skulle blandt andet redegøre for udviklingen i kriminaliteten i de udsatte boligområder.

På samrådet slog den nye justitsminister fast, at politiets overordnede strategi for arbejdet i de udsatte boligområder er hemmelig og fortrolig. Det samme er politiets lokale operationsplaner. Begrundelsen var, at det skulle være slut med, at udefrakommende – herunder politikere – skulle have indflydelse på politiets indsats.

En udmelding, der stod i skærende kontrast til det, den nytiltrådte socialdemokratisk ledede regering cirka fire måneder tidligere havde offentliggjort i regeringsgrundlag.

"Politiet skal styrke dialogen med åbenheden overfor befolkningen, så lokalsamfundet kender til kriminalitetens reelle omfang og politiets strategi for løsningen heraf" står der i papiret "Et Danmark der står sammen", som Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og Margrethe Vestager forpligtigede sig til med en underskrift i tårnet på Amager i oktober 2011.

Justitsminister Morten Bødskov slog videre fast, at han bakkede 100 procent op bag den strategi med patruljerende politi, som var indført i 2006.

Mørklægningen

Med justitsministerens udmelding til Folketingets Boligudvalg var det nu mørklagt, hvordan politiet brugte den kvarte milliard, som staten have fået som en tillægsbevilling i forbindelse med indgåelsen af politiforliget året før. Penge, politikerne havde besluttet skulle bruges til forebyggelse af bandekriminalitet i de udsatte boligområder.

Fagbladet Boligen, der dækkede samrådet, stillede nu spørgsmålstegn ved, om pengene skulle bruges til lokalt forankret politi eller vandkanoner. Og bladets artikler konstaterede også, at politiet på halvandet år med regeringens billigelse var gået fra åbenhed til mørklægning.

Læs artiklen i Fagbladet Boligen nummer 3 2012

Opblødningen

Presset på justitsminister Morten Bødskov om åbenhed, blev så stort, at Justitsministeriet indvilligede i, at de 12 politikredse skulle fremlægge de såkaldte resultatkontrakter, som rigspolitichefen indgår med politicheferne i hver politikreds. Det skete i oktober 2012. Her var beskrevet, hvordan de enkelte politikredse gennem kontrakterne var forpligtet til at gennemføre særlige unikke indsatser.

Eksempelvis var en del af det patruljerende politi i Vollsmose hevet ud af bilerne og patruljerede nu på cykel. Københavns Vestegns politi havde fået en mobil politistation, der kunne indsættes efter behov. Østjyllands Politi havde udviklet en taktik, hvor de kunne mandsopdække de mest kriminelle familier. Og Københavns Politi havde indledt en særlig indsats i forhold til at nedkæmpe bandernes rekrutteringsbaser. Indsatser, der klart gik den rigtige vej, men som næppe kunne bære et ekstrabudget på den kvarte milliard, som politiet havde fået til i løbet af fire år at bekæmpe bandernes rekruttering af nye medlemmer.

Den 12. december 2013 blev Morten Bødskov afløst af Karen Hækkerup som justitsminister. Umiddelbart efter blev der sendt en meddelelse ud til landets politikredse om, at de kunne søge penge til særlige forebyggende indsatser i de udsatte boligområder. Og i slutningen af januar 2014 offentliggjorde Justitsministeriet en række projekter, der havde modtaget støtte for i alt 140 millioner kroner. Kun meget få af dem brød med strategien fra politireformen i 2006, om at politiets indsats var patruljering. Men mange af aktiviteterne indebar politiets deltagelse i lokalt forankrede forebyggende aktiviteter.

På den politiske dagsorden

De lokalt forankrede aktiviteter gjorde en forskel. Af en undersøgelse, som Fagbladet Boligen gennemførte i foråret 2015, fremgik det. at 93 procent af boligorganisationerne bag boligområderne på Rigspolitiets liste over kriminalitetstruede boligområder følte sig inddraget i et samarbejde med politiet og andre lokale aktører om at nedbringe kriminalitet og skabe tryghed. Et helt andet resultat end den undersøgelse, Fagbladet Boligen lavede i 2011, hvor boligorganisationerne bag 21 ud af 26 boligområder aldrig hørte fra politiet.

Politiets betjente var ifølge undersøgelsen også i højere grad begyndt at stille op til aktiviteter, hvor de udgjorde rollemodeller for boligområdernes børn og unge.

I 2015 skulle der igen indgås et nyt politiforlig. Regeringsmagten var atter skiftet. Ny justitsminister var Venstres Søren Pind. Tre retsordførere gjorde det til en mærkesag, at strategien med patruljering med den forhåndenværende betjent i en politibil, der var blevet indført i 2006, skulle ændres til fast forankret lokalt politi.  Enkelte politikredse havde allerede gjort det ved egen drift. Det gjaldt eksempelvis Københavns Politi, der havde oprettet ordningen ’Din betjent’, under hvilken der arbejdede 100 betjente fast forankret i områder, som havde et særligt behov.

De tre ordførere var Peter Skaarup (Dansk Folkeparti), Sofie Carsten Nielsen (Det Radikale Venstre) og Pernille Skipper (Enhedslisten). Og en forstærket politiindsats i udsatte boligområder blev da også skrevet ind i aftaleteksten, der blev indgået den 17. november 2015.

Men princippet om, at det er den forhåndenværende betjent i den nærmeste patruljevogn, der varetog indsatserne, blev ikke brudt.

I foråret 2020 skal Folketingets partier forhandle og vedtage et nyt politiforlig, der skal gælde i fire år.

Den lokale betjent er tilbage

I 2018 blev der lavet en tillægsaftale til politiforliget. Her lykkedes det Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører at få ønsket om lokalt forankret politi skrevet ind i aftalen. I 2016 blev Søren Pind udskiftet med Den Konservative leder, Søren Pape Poulsen, som justitsminister. Han havde i et større interview i Beboerbladet givet udtryk for, at han også mente, at politiet skulle fonankres som fast og lokalt politi i områder, der var særligt truet af kriminalitet.

På Folkemødet på Bornholm i 2018 lovede han 100 betjente til særlige og faste indsatser i udsatte områder. I foråret 2019 blev det udmøntet. Ikke med 100, men med 150 betjente, der allerede nu gør en synlig forskel for beboerne i boligområder med særlige behov.

I morgen starter forhandlingerne mellem justitsminister Nick Hækkerup og partiernes retspolitiske ordførere om en ny aftale for politiet.

Læs også: Flemming Balvigs indlæg: Politiet og det lokale