;

Foto: Foto: Gefion Group. Det nye byområde på Amager skal danne ramme om ungdomsboliger og hotel.

Foto: Foto: Gefion Group. Det nye byområde på Amager skal danne ramme om ungdomsboliger og hotel.

AAB opfører 75 ungdomsboliger

16. jan 2020

De nye ungdomsboliger skal bygges tæt på Amager Strandpark ved København som en del af et stort hotel- og ungdomsboligprojekt.

 

Ungdomsboligerne bliver en del af et byudviklingsprojekt med Gefion Group som totalentreprenør, og AAB's direktør, Christian Høgsbro, er ikke i tvivl om, at de kommende ungdomsboliger nemt bliver lejet ud.

 

"Beliggenheden er fantastisk. Lige om hjørnet ligger stranden og få skridt derfra metroen, som i løbet af ingen tid tager dig ind til centrum af København. Det bliver ikke meget federe.”

 

Blandet byggeri

AAB tog kontakt til Gefion Group i foråret 2019 for at byde ind på den andel af lokalplanen, som er forbeholdt almene boliger – i henhold til planloven (25 procent).

 

Det førte til en endelig aftale om opførelsen af 75 almene ungdomsboliger, som kommer til at ligge i et attraktivt og grønt byområde med alle faciliteter lige i nabolaget. Blandt andet hotel, supermarked, caféliv og uddannelsesinstitutioner.

 

 

Beliggenheden er fantastisk. Lige om hjørnet ligger stranden og få skridt derfra metroen, som i løbet af ingen tid tager dig ind til centrum af København. Det bliver ikke meget federe.
Christian Høgsbro, direktør i Boligforeningen AAB.

 

Erhvervsbygningerne, som Gefion købte tilbage i 2017, skal ud over de 75 almene boliger også danne ramme om 287 private ungdomsboliger og et større hotelprojekt.

 

Byggeriet bliver opført efter den såkaldt delegeret bygherremodel, som betyder, at AAB er overordnet bygherre og byggekoncernen BGB totalentreprenør.  

 

Den samlede anlægssum for AAB er ifølge Christian Høgsbro knap 83 millioner kroner.

 

Vækst i ungdomsboliger

Boligforeningen AAB har gang i flere projekter med almene ungdomsboliger i København.

 

”Vi vil gerne bidrage til, at København er en blandet by og ser også noget spændende i konceptet med ”blandet by i bydelen”, hvor der er forskellige ejerformer eller formål i samme område,” siger Christian Høgsbro.

 

De er blandt andet i gang med at opføre 14 kombinerede flygtninge-/ungdomsboliger på Falkoner Alle på Frederiksberg. Og i 2021 opfører AAB 195 ungdomsboliger i det nye bykvarter Carlsberg Byen.