;

Foto: Nana Reimers, Scanpix. Den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsen satte i 1950’erne og 60’erne et solidt fingeraftryk på Rødovre. Her er vi ved Carlsro i Rødovre.

Foto: Nana Reimers, Scanpix. Den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsen satte i 1950’erne og 60’erne et solidt fingeraftryk på Rødovre. Her er vi ved Carlsro i Rødovre.

Ikonisk Arne Jacobsen-byggeri står i kø til renovering

02. apr 2020

Arkitekten Arne Jacobsens rækkehuse står i kø i Landsbyggefonden for at blive renoveret.

 

Den verdenskendte arkitekt Arne Jacobsen satte i 1950’erne og 60’erne et solidt fingeraftryk på Rødovre.


Arne Jacobsen står bag kommunens rådhus og bibliotek, og han var også med til at tegne den store ikoniske almene afdeling Carlsro, der nu venter på at blive renoveret med støtte fra Landsbyggefonden ligesom 72.000 andre almene boliger. 


”Vi har store økonomiske udfordringer i den afdeling, som vi ikke kan løse selv i forbindelse med en kommende renovering. Der skal vi have Landsbyggefondens hjælp. Så vi står i kø og venter, og det er pinedød nødvendigt, at vi får noget hjælp for at kunne komme i gang,” siger Anders Gohr Holmgren, afdelingschef i DAB, der administrerer afdelingen for Rødovre almennyttige Boligselskab.


Læs også: Politisk flertal for at renovere for milliarder

Afdeling med fødeklinik

Carlsro består af i alt 901 boliger, fordelt på 597 rækkehuse og en syv etagers blok med 304 boliger kaldt Langhuset. Det var Danmarks længste hus, da afdelingen blev bygget 1952-1957. Afdelingen var tænkt som en modernistisk kollektivby med mange fælles faciliteter, blandt andet en fødeklinik og et centralkøkken som beboerne betalte over huslejen og fik madbilletter til.

Fødeklinikken og centralkøkkenet er lukket for mange år siden, og nu trænger afdelingen til et løft. Langhuset har blandt andet byggeskader på facaderne, og de 597 rækkehuse har brug for en gennemgribende renovering.


”Det store problem er, at rækkehusene har udfordringer med fundamentet. De er bygget direkte ovenpå jorden, med halmmåtter som isolering, og når disse halmmåtter bliver fugtige, så kan der opstå fugt- og skimmeludfordringer,” siger Anders Gohr Holmgren.

 

Populære huse - men trænger til renovering

Rækkehusene ligger i et dejligt grønt område, og ventetiden er over 30 år. Mange af de boliger, der i disse år bliver tomme, har huset de samme beboere siden opførelsen for 60 år siden.

”Hvis du spørger beboerne, vil de nok sige, at de er superglade for at bo der og har det godt,” siger Anders Gohr Holmgren.


”Det er ikke farligt at bo der lige nu, og afdelingen er heller ikke del af en ghettoplan, så det er fuldt forståeligt, at den ikke står så højt på Landsbyggefondens liste. Det handler om forældede byggemetoder og mangel på byggematerialer fra opførelsens tid, som der skal rådes bod på, og derfor ligger den i køen som en ret stor udgift, når den kommer.”

 

Udgifterne stiger og stiger

Foreløbig har Landsbyggefonden afsat 300 millioner kroner til at renovere den samlede afdeling for, men det ligger ikke fast hvornår. Anders Gohr Holmgren anslår, at renoveringen samlet set vil koste omkring 900 millioner kroner, hvoraf afdelingen selv skal betale en stor del.

”Vedligeholdelsesudgifterne er stigende, og når der opstår skimmelproblemer, kan udgifterne til udbedring løbe op i en halv million kroner for et enkelt rækkehus. Hvis vi ikke får noget hjælp, bliver det en situation, hvor man må tage det hus for hus. Så stiger omkostningerne helt vildt, og det har afdelingen ikke råd til,” siger Anders Gohr Holmgren.


Hvis man har lyst til at se et videoklip fra 1961 i Carlsro, så klik på linket her. Her kan du se et interview med en familie i bebyggelsen Carlsro i Rødovre. I hvor høj grad benytter familien sig af de muligheder den kollektive boform lægger op til? Der er f.eks. fællesspisning alle ugens dage.