20. APR. 2020 KL. 12:11

Boligorganisationer genåbner i skiftehold

istock-1205224556.jpg

iStock. Boligorganisationer arbejder ligesom mange andre hjemmefra. Det går godt med konference-kald på video og hjemmearbejdet er effektivt, lyder det fra AAB Aarhus og FAB i Odense.

Coronakrisen har ført til nye måder at arbejde på. Digitale gruppe-opkald er blevet normalt. Vi har snakket med to boligorganisationer om de ændrede arbejdsvilkår.

Der har været stille på kontorerne hos de to boligorganisationer Arbejdernes Andels Boligforening (AAB Aarhus) i Aarhus og Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) i Odense siden den 12. marts, hvor Danmark lukkede ned som følge af corona-virus.

Nu har myndighederne givet grønt lys for, at arbejdsgivere og medarbejdere igen kan møde fysisk på arbejde, hvis det foregår fuldt forsvarligt.

Direktør Anders Rønnebro i AAB Aarhus forventer, at medarbejderne arbejder hjemmefra foreløbig til omkring 10. maj.

”Så vil vi lave en stille og rolig tilbagevenden, hvor vi stiger ombord på skibet igen. Det vil være meget forsigtigt, måske med overvejelser om, at nogen kommer ind på kontoret mandag-tirsdag, og andre kommer onsdag-torsdag,” siger han.

AAB Aarhus har normalt 45-50 medarbejdere på kontorerne i administrationsbygningen. Nu sidder der 4-5 stykker.

”Vores it-folk sidder der på skift, så man kan gå derned, hvis man har nogle problemer eller skal printe noget ud. Så kommer folk stille og roligt ind og ordner det med håndsprit og social distance,” siger han.

Kantinen kan være lukket i længere periode

FAB i Odense er ved at udarbejde principper for en genåbning af administrationen efter myndighedernes retningslinjer.

”Vi holder fast i, at mange stadig arbejder hjemmefra, måske på skift, så vi hele tiden kan holde to meters afstand, og vi vil nok lukke kantinen ned i en periode,” siger Jacob Michaelsen, direktør i FAB.

Principperne for genåbningen skal både tage hensyn til de enkelte medarbejdere og til opgaveløsningen. Nogle medarbejdere er udfordret på helbredet, andre af børnepasning eller dårlige internetforbindelser.

”Vi har i vores ledergruppe besluttet at prioritere fleksibilitet og hensyn til sårbarhed,” siger Jacob Michaelsen.

"Jeg tror for eksempel, at en del administrative medarbejdere har fået øjnene op for, at det nogle gange kan være mere effektivt at arbejde hjemme end i storrumskontoret,” siger Jacob Michaelsen, direktør i FAB.

Administration kører fint hjemmefra

Både AAB Aarhus og FAB i Odense administrerer omkring 8.600 boliger.

Begge boligorganisationer har lukket for personligt fremmøde i kundeservice og aflyst afdelingsmøder, men derudover deler de oplevelsen af, at arbejdet fra hjemmekontorerne kører godt. Begge organisationer har fuld telefonåbningstid, betjening, sagsbehandling og udlejning i samme omfang som før nedlukningen.

”Tingene er kørt med Skype og Microsoft Teams. Hvis man i forvejen har taget de digitale værktøjer til sig, så har det her spring ikke været så voldsomt,” siger Anders Rønnebro, der er stolt over, at medarbejderne har klaret omstillingen så godt.

I FAB kan Jacob Michaelsen se, at medarbejderne har nået deres arbejde på trods af, at mange har passet børn samtidig.

”Nu har jeg også selv børn, og jeg kan godt mærke, at grænserne mellem arbejde og privatliv flyder sammen. Medarbejderne har gjort en rigtig stor indsats for at få det til at lykkes, og det fortjener de ros for,” sige Jacob Michaelsen.

AAB: Vigtigt at være synlig især overfor de ældre

De to boligorganisationer har kun udført akutte opgaver i beboernes lejligheder i tiden efter nedlukningen. Siden påske er medarbejderne i AAB Aarhus også gået op i beboernes lejligheder for at udføre mere almindelige reparationer samtidig med, at de overholder myndighedernes retningslinjer.

”Vi har haft folk ude i de grønne områder i ekstraordinært omfang. Det har været vigtigt for os, at vi var meget synlige, dels at vi tog telefonerne og besvarede mails, men også, at driften viser, at vi har styr på tingene i vores boligafdelinger. Jeg tror, det er vigtigt for mange af vores ældre og svage beboere at vide, at vi er der,” siger Anders Rønnebro.

"Jeg tror, det er vigtigt for mange af vores ældre og svage beboere at vide, at vi er der,” siger Anders Rønnebro, direktør i AAB Aarhus.

FAB: Hjemmearbejde mere effektivt end storrum

I FAB har nedlukningen ført til, at et par gamle rutiner ryger ud. For eksempel har udlejningen brugt papir i ringbind i forbindelse med en lille del af udlejningsprocessen. Den del af arbejdsgangen er nu ved at blive fuldt digitaliseret.

”Hvis man skal finde noget positivt ved situationen, så bliver man tvunget til at lave om på nogle rutiner og ser, at det fungerer fint. Jeg tror for eksempel, at en del administrative medarbejdere har fået øjnene op for, at det nogle gange kan være mere effektivt at arbejde hjemme end i storrumskontoret,” siger Jacob Michaelsen.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste