09. OKT. 2019 KL. 10:11

Frygt for overfyldte veje sætter stopper for ”Rambla” i Ikast

byhaver-stadion-alle-ikast-aug-2019-6_2.jpg

Nogle af blomsterbedene, byhaverne og gangstierne i den boligsociale helhedsplan for Stadion Allé i Ikast er allerede bygget. Om der kommer mere til, er nu uvist.

En central del af den boligsociale helhedsplan for boligområdet Stadion Allé gik ud på at spærre en vej for biltrafik. Men planen må nu droppes af frygt for overfyldte veje andre steder i byen.

Indtil for nylig spillede den boligsociale helhedsplan for boligområdet Stadion Allé op i en højere enhed. Boligområdet består nemlig af 297 lejligheder fordelt på ti boligblokke med fem på hver side af den allé, som området er opkaldt efter.

Gennem årene er vejen blevet mere og mere trafikeret, og det har fællesskabet mellem beboerne på hver side af vejen lidt under. Da Ikast Andelsboligforening, som ejer boligerne i området, for nogle år siden spurgte beboerne, hvordan man kunne styrke fællesskabet i området, pegede mange således på, at vejen splittede området op i to, og at de sjældent havde noget at gøre med beboerne på den anden side af Stadion Allé.

Deraf opstod en simpel idé: At spærre vejen for biltrafik og i stedet skabe en gågade tværs igennem området, som kunne sy det iturevne område sammen igen. En såkaldt ”Rambla”, som man kender dem fra Barcelona og andre sydeuropæiske byer.

Og med hjælp fra et arkitektfirma blev planen klar. Ikast Andelsboligforening skulle købe vejen Stadion Allé, og der skulle så bygges et fælleshus og en lille plads med borde og bænke midt på den. Regnvandsbassiner skulle skabe små søer, og dermed også plante- og dyreliv mellem blokkene, og en oplevelsesrute gennem området skulle lokke folk udefra til også at besøge Stadion Allé.

Men for nylig måtte blev der altså stukket en kæp i det ellers lovende renoveringshjul, der faktisk allerede var begyndt at rulle.

”Vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke kan få lov til at spærre vejen. I den plan for området, der var lavet, var det en meget vigtig del. Det ville kunne have skabt en masse oplevelser og fællesskab for vores beboere, så nu må vi gå i tænkeboks, og se om vi kan opnå det samme på en anden måde,” siger forretningsfører i Ikast Andelsboligforening Kent Damm Kristiansen.

1200 biler om dagen

Grunden til, at Ikast Andelsboligforening må droppe sine planer, er, at Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune vendte tommelfingeren nedad til projektet. Et flertal i udvalget mente nemlig, at en afspærring af Stadion Allé ville skabe for store trafikale problemer i andre dele af det nordvestlige Ikast.

Det var ellers planlagt, at vejen skulle spærres i en prøveperiode på seks måneder, så man kunne teste om trafikken på de nærliggende veje ville blive overbelastet. Den trafikoptælling, som Ikast-Brande Kommune har foretaget, viser, at der hver dag kører cirka 1200 biler på Stadion Allé, og den mængde regnede Kent Damm Kristiansen godt med, at de omkringliggende veje ville kunne absorbere.

”Vi havde et møde med et rådgivende ingeniørfirma, og de mente heller ikke, at trafikken ville blive et stort problem. Så det undrer mig lidt, hvordan kommunen er kommet frem til deres beslutning,” siger Kent Damm Kristiansen.

Skulle lokke naboer til

Mange steder i landet, for eksempel i Gellerupparken i Aarhus og i Vollsmose i Odense, gør boligselskaber og helhedsplaner faktisk det modsatte af Ikast Andelsboligforenings ramblaplaner og trafikspærringer. Her forsøger man at åbne boligområderne op for omverdenen ved at anlægge bygader og invitere trafikken indenfor i området.

Men trods en omvendt metode, så mener Kent Damm Kristiansen alligevel, at målet med helhedsplanen for Stadion Allé er det samme.

”Selvom vi ville spærre vejen, så havde vi håbet, at vi kunne gøre området så interessant, at nogle af naboerne også ville komme forbi, når de skulle gå tur og lignende. Det var det, som de små stier og vandhuller og selve ramblaen også ville kunne hjælpe med,” siger Kent Damm Kristiansen.

Hvilke af alle Ikast Andelsboligforenings gode idéer, der kan blive til noget, er nu uvist. Nogle byhaver, blomsterbede og gangstier er allerede anlagt, men om flere dele af planerne for udearealerne kan gennemføres, ved Kent Damm Kristiansen endnu ikke.

”Nu skal vi lige have et møde med bestyrelsen og med arkitektfirmaet, der har stået for planerne, og så må vi se, hvordan vi reagerer på det her,” siger han.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste