11. NOV. 2019 KL. 10:54

Store boligorganisationer i Aarhus aflyser planlagt fusion

aarhus-2313178_1280.jpg

To af Aarhus' store boligorganisationer aflyser en planlagt fusion. Foto: iStock

Det bliver ikke til en sammenlægning af de to århusianske boligorganisationer Alboa og Århus Omegn. Sidstnævnte ser flere fordele ved at forblive lille.

Bestyrelserne i både Århus Omegn og Alboa besluttede for nylig at undersøge mulighederne for en sammenlægning af de to boligforeninger. De undersøgelser må stoppe hurtigt igen, efter at Århus Omegn på et bestyrelsesmøde den 6. november kom frem til, at en fusion alligevel ikke er noget for dem.

Efterfølgende er der dog ingen sure miner hos de to århusianske boligforeninger.

”Det er ikke så dramatisk, som det måske kan lyde. Vi er jo to boligorganisationer, som ligger tæt på hinanden, og som har et tæt samarbejde om løsningen af mange opgaver, så vi besluttede hos Århus Omegn tilbage i august at undersøge muligheden for en fusion med Alboa. De undersøgelser har så været i gang med en række møder, og her er vores bestyrelse ikke blevet tilstrækkeligt overbevist om, at en fusion er vejen frem,” siger Leif Jensen, direktør i Århus Omegn.

Han understreger, at Århus Omegn vil forsætte sit tætte samarbejde med Alboa, men at det bliver uden for regi af en fusion.

Overraskede, men ikke sure

Hos Alboa er man blevet taget på sengen af, at Århus Omegn pludselig har ombestemt sig, men heller ikke her har man set sig sure på modparten.

”Vi er overraskede, men der er ’no hard feelings’. Vi er bare glade for, at de ombestemte sig tidligt, så vi ikke nåede at bruge en masse ressourcer på det. Det er dem, der er startet, og det er også dem, der har afsluttet det. Så vi har ligesom været det andet ben i det,” siger Svend Erik Møller, direktør i Alboa, og uddyber:

”Vi tager beslutningen til efterretning. Der skal jo to til tango. Det er to velkørende boligorganisationer, men forudsætningen for, at det kan blive til noget, er, at man vil det i begge bestyrelser.”

Allerede tæt samarbejde

De to boligorganisationer har i længere tid samarbejdet tæt på flere områder. I fire år har de eksempelvis haft en fælles medarbejder, som rådgiver udsatte beboere om økonomi, og i Viby Syd, hvor begge organisationer har boliger, har de en fælles boligsocial indsats.

Det var dette tætte samarbejde samt muligheden for at løse flere opgaver i eget hus, der i første omgang inspirerede Århus Omegn til at kigge nærmere på muligheden for en fusion. Men i sidste ende blev bestyrelsen i Århus Omegn enige om, at et punkt vejede tungere, end de mulige stordriftsfordele.

”Vi ville gerne fortsætte med selv at bestemme. Det er boligforeningens profil, som vi selv vil være herre over. Vores boligforening snakker for eksempel meget om at tage udgangspunkt i verdensmålene i forhold til sociale, miljømæssige og økonomiske indsatser. Dermed ikke sagt, at de ikke gør det hos Alboa, men vægtningen af den slags ting kan være anderledes. Og vi ville gerne sikre, at vi selv er herre over, hvornår vi gør det ene og det andet,” siger Leif Jensen.

Ikke pisket sammen

Alboa er med omkring 7.200 boliger den næststørste boligorganisation i Aarhus efter AAB Aarhus, som har 8.600 boliger. Var fusionen med Århus Omegn blevet til noget, ville den nye organisation have haft over 10.000 boliger.

Men da Alboa allerede er en stor organisation, er Svend Erik Møller overbevist om, at boligforeningen også uden en fusion vil kunne klare sig godt de kommende år. Det havde blot været endnu bedre for beboerne, hvis organisationen var vokset.

”Vi havde den opfattelse, at vi kunne blive endnu bedre, hvis vi blev noget større. For der er så mange områder, hvor boligorganisationer i specielt de store byer er udfordrede. Byudviklingen, renoveringer, udviklingen i beboersammensætningen, ghettodagsordenen og så videre. Der skal faktisk forholdsvis mange kræfter til i organisationen for at kunne løfte de opgaver. Og den opfattelse har vi stadigvæk,” siger Svend Erik Møller, og tilføjer:

”Det handler om at gøre vores boliger til et bedre sted at bo for vores beboere. Det handler om naboskab. Det handler om tryghed. Det handler om fællesskab, der fungerer. Det handler om gode boliger. Det er dette fokus på beboerne, som vil kræve flere og flere kræfter i de kommende år.”

Alboa vil derfor forsætte sit arbejde som hidtil, uden at lejerne vil kunne mærke noget, fortæller Svend Erik Møller. Fusioner i den almene sektor er nemlig anderledes end andre fusioner.

”I modsætning til i det private erhvervsliv skal sammenlægninger af boligorganisationer bero på politisk vilje og frivillighed. Vi er jo ikke pisket sammen, fordi vores bundlinje ikke hænger sammen. Det skal være fordi, vi kan gøre det bedre for vores beboere,” siger han.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste