;

Foto: Kristian Brasen

Foto: Kristian Brasen

”Ressourcestærke beboere kan ikke fastholdes fra vugge til grav”

19. mar 2019

I stedet bør fokus flyttes til at forlænge de ressourcestærkes ophold i udsatte boligområder så længe som muligt. Det foreslår en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling.

Det har længe været et ideal i boligorganisationer, at alle danskere skal kunne bo i en almen bolig i hele deres liv. De skal kunne flytte hjemmefra til en ungdomsbolig, stifte familie og flytte i familiebolig og afslutte tilværelsen i en ældrebolig.


Men denne drøm om en almen idealtilværelse lever ikke i samme grad hos alle de ressourcestærke familier, som har valgt at bosætte sig i landets udsatte boligområder. Og denne forskel i forventningerne til de ressourcestærke beboeres ”boligkarrierer”, kan ifølge en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) have ført til et forkert fokus i arbejdet med at fastholde de ressourcestærke beboere.


”Det er måske lidt utopisk at forvente, at familierne bliver boende i deres boligområde fra vugge til grav. Så i stedet for kun at tale om fastholdelse af de ressourcestærke beboere, så bør man måske i stedet se på, hvordan man kan forlænge deres ophold i de udsatte boligområder,” siger konsulent ved CFBU Siff Monrad Langkilde, som står bag rapporten.

 

Boligdrøm uden for området

Hun peger på, at mange ressourcestærke familier i løbet af deres liv gør ”boligkarriere”. I disse karrierer starter de som oftest i små betalelige lejligheder i almene boligområder, og efterhånden som de får flere børn og højere løn, stiger deres ønske om at bo i større og dyrere boliger. Og endemålet for de unge ressourcestærke par er sjældent en bolig i et alment boligområde.


Da dette skyldes faktorer, som er sværere at ændre på, som for eksempel det økonomisk lukrative ved at eje en bolig, mener Siff Monrad Langkilde, at man bør fokusere mindre på at give de ressourcestærke en bolig for livet i de udsatte boligområder. I stedet bør man fokusere på at forlænge den periode, hvor en almen bolig kan tilfredsstille deres behov.


”Når man forsøger at tiltrække ressourcestærke beboere udefra til de udsatte områder, så bør man også overveje, hvilke andre muligheder de har på boligmarkedet. Her kan det være svært at konkurrere med andre boformer. Så det, vi foreslår, er, at man bruger mere tid på at holde på de mange ressourcestærke unge par, som allerede bor i områderne,” siger Siff Monrad Langkilde, og fortsætter:


”De har nemlig endnu ikke så mange andre muligheder på boligmarkedet, så måske skulle man sigte efter at få dem til at blive boende i de områder, som de allerede kender og trives i.”

 

Intern flytning hjælper

CFBU’s rapport bygger på en række interviews med ressourcestærke beboere i tre forskellige udsatte boligområder på Sjælland. Og ud fra interviewene er Siff Monrad Langkilde også kommet frem til nogle bud på, hvad man som boligorganisation kan gøre for at holde fast på de ressourcestærke unge, der allerede bor i områderne.


Den vigtigste metode er at sørge for, at familierne hurtigt, for eksempel med interne ventelister, kan få tilbudt en bolig i boligområdet, når deres livssituation ændrer sig.


”Det at have plads nok og at kunne få sig en lille have, det er virkelig noget, som børnefamilierne ønsker sig. Så det med at kunne få tilbudt en lejlighed til det stadie af livet, som man er i, kan gøre en stor forskel. Man forstår jo godt, at børnefamilier får lyst til at flytte, hvis de ikke føler, de har plads nok,” siger Siff Monrad Langkilde.

 

Ikke kun boligsociale aktiviteter

Ud over de enkelte familiers praktiske behov, så peger rapporten også på to andre vigtige faktorer, der spiller ind, når familier skal vælge, om de vil blive boende i et udsat boligområde. Nemlig omverdenens syn på boligområdet og det sociale liv i boligområdet.

Omverdenens syn på boligområdet influeres meget af mediernes omtale af det. Det bekymrer ifølge rapporten de ressourcestærke beboere meget, når deres boligområde omtales negativt, da de er bange for, om deres børn kommer til at lide skade af at bo i udsat boligområde. Som løsning på det foreslår rapporten blandt andet, at man splitter nogle boligområder op i mindre enheder, så den negative omtale ikke rammer hele området, men kun den del af området, hvor problemerne finder sted.

Familiernes sociale liv i et boligområde udgør det tredje ben i rapportens fokus, og på dette område har Siff Monrad Langkilde også et forslag til, hvad der ville holde mere på de ressourcestærke beboere.

”De ressourcestærke beboere er egentlig rigtig glade for de boligsociale aktiviteter, som foregår i områderne, men de føler ikke nødvendigvis, at de retter sig mod dem. Nogle savner derfor, at der for eksempel var flere kommercielle caféer i området. Det er noget, som tiltaler dem, og som kunne være med til at normalisere området og på den måde trække omverdenen ind i det,” siger Siff Monrad Langkilde.


Inspiration, ikke kritik

Selvom Siff Monrad Langkilde mener, at man måske bør flytte fokus væk fra kun at fastholde ressourcestærke familier hele deres liv, så er hun dog ikke blind for, at det i nogle tilfælde vil kunne lade sig gøre.

”Øverst i de fleste familiers bolighierarki, der ligger det at eje en bolig allerøverst. Men på vej dertil, der er jo en masse trin. Det at bo i et hus, selvom man kun lejer det, det ligger for de fleste højere end at bo i en lejlighed. Og nogle familier ender også med at stille sig fuldstændigt tilfredse med kun at leje,” siger hun.

Rapporten fra CFBU er blevet til på baggrund af kvalitative interviews. Derfor kan man ikke bruge den til at sige, om arbejdet med at fastholde ressourcestærke beboere generelt i den almene boligsektor har været fokuseret forkert. Den skal i stedet bruges som mulig inspiration.

”Rapporten skal ses som en perspektivering og noget, der kan sætte nogle tanker i gang. Vi ved ikke, hvordan fokusset er i alle de udsatte boligområder i Danmark, men vi håber, at rapporten kan være med til at give boligorganisationerne noget viden om, hvad de ressourcestærke beboere lægger vægt på i deres boligvalg,” siger Siff Monrad Langkilde.