;

Foto: Anna-Lene Riber

Leder: Procentregning til afvikling og udvikling

01. mar 2019

Overskriften kan lyde mærkelig, men der er mindst to gode grunde til at hæfte sig ved procentregning i denne tid. Parallelsamfundspakken og vores evne til at bryde den sociale arv.

 

Først parallelsamfundspakken og procenter. Siden offentliggørelsen af ghettolisten og mærkningen af de 15 hårde ghettoer den 1. december sidste år har uret talt nedad. Et halvt år senere – den 31. maj – skal udviklingsplanerne afleveres til ministeren. Den 31. januar var deadline for én type af dispensationer, og den 31. marts er deadline for en anden type. Fælles for dispensationerne er, at en række boligområder har mulighed for at afvige fra 40-procentreglen, så andelen af familieboliger i disse områder ikke skal nedbringes til 40 % i 2030, men måske til 70 % eller 90 %.

 

Behandlingen af de konkrete ansøgninger i ministeriet vil i den kommende tid vise, hvor stor viljen reelt er til at afvige fra den firkantede procentregel. De politiske forhandlinger i efteråret om dispensationsmuligheden tegnede billedet af en strammerminister, der i aftalen fik skrevet, at der i stedet for afvikling til 40 % familieboliger kunne lempes til fx 50 % eller 60 %. Modsat har to af forligspartierne klart fremført, at der kan søges dispensation til 90 % eller mere.

 

Det helt centrale spørgsmål er, om forligspartierne formår at sikre den tolkning, som de har flaget i offentligheden! Vi må herfra opfordre indtrængende til, at forligspartierne holder fast i bordkanten. Det er ikke bare procentregning. Det er fremtiden for mange familier, der er på spil.

 

Seriøst, hårdt arbejde for at få det bedste ud af en stor udfordring. Sådan kan situationen generelt karakteriseres i de 15 ”hårde ghettoer”, hvor boligorganisationer og kommuner knokler med at få stablet udviklingsplanerne på benene. Det er absolut ikke let, og teknikaliteter omkring fx matrikler kan give store udfordringer. Her er det – ligesom omkring dispensationerne – helt afgørende, at de statslige myndigheder er medspillere og ikke modspillere i forhold til de lokale bestræbelser på at få tingene til at hænge sammen.

 

Mens fokus for Christiansborgpolitikerne er på afviklingsprocenter, så arbejder vi lokalt med udvikling af procentregningen, nemlig børnenes matematikkundskaber, så de klarer sig bedre i skolen, og vi får brudt den sociale arv. Fem steder i landet er vi i gang med pilotprojekter, hvor vi tester en helt nyudviklet digital læringsplatform, hvor børn løser matematikopgaver og får belønning for indsatsen ligesom i et lommepengejob. I begyndelsen af uge 7 gav det et flot gennemslag i pressen, og den almene sektor fik stor anerkendelse for arbejdet med at bryde den sociale arv.

 

Det kan bidrage lidt til eftertænksomheden, at landspolitikerne bruger tiden på afviklingsprocenter i 15 boligområder, mens vi lokalt arbejder med at sikre god udvikling i godt 7.000 bolig­områder.