En fiktion der virker

I Japan er der 2000 år gamle shinto-templer, der ser helt nye ud. Og de ér nye: hvert 20. år, eller deromkring, rives templerne ned og genopbygges i en tro kopi med nyt træ. Denne ceremonielle genopbygning kaldes ”Sengu” og indebærer en lang forberedelse, hvor hele fællesskabet deltager. Templet bliver identisk med originalen, og som et biprodukt af denne praksis bevares forfædrenes byggetraditioner.

Jeg bringer dette på bane, fordi byggeriet, vi besøger i dag, er et paradoks. Det almene boligselskab B45 har indrettet 89 ungdomsboliger, 6 familieboliger og 2 erhvervslejemål på den grund, hvor det gamle Grenaa Dampvæveri engang lå. Det nye byggeri ligner den gamle fabrik – med røde mursten i hvid indramning og lignende overvældende proportioner – men er kun få år gammelt. 

Det gamle byggeri, Grenaas stolthed og glæde, var verdensberømt for sine stoffers kvaliteter. Dampvæveriet blev grundlagt i 1893 af H. P. Rosenvinge og var indtil 1960’erne landets største bomuldsvæveri. På sit højdepunkt beskæftigede det 10 procent af Grenaas befolkning. Det blev i 2013 revet ned efter at have stået og forfaldet i mange år. Meget lidt, hvis noget, af det oprindelige byggeri er bevaret.

En hård beslutning

Der er en tænkemåde, der langsomt, men sikkert, vinder indpas i arkitekturen: vi må bygge med fortiden. Heldigvis er drømmen om ”tabula rasa” (den nye verden skabt fra bunden, som visse militante modernistiske arkitekter forsvarede) ikke så fremherskende mere. Vi kan lide at bo i byer, hvor forskellige arkitektoniske perioder sam­eksisterer. Vi er ikke så besatte af fremtiden, men omfavner også gårsdagens by. Og mere præcist har vi forstået, at genanvendelsen af disse robuste og imponerende gamle industrielle strukturer ofte tillader nye rumlige muligheder, uventede rigdomme og kvaliteter.

Modstandsdygtighed, fleksibilitet, tilpasningsevne og kontinuitet er begreber, som peger imod disse gamle bygningers bæredygtighed.

I Grenaa har man bevæget sig i en anden retning og opført noget, der ligner det, der netop er blevet revet ned. Og årsagen til det kan kun være økonomisk, da det ofte er billigere at rive ned og bygge op igen, end det er at renovere. Men set i lyset af dampvæveriets betydning for Grenaas identitet (det var byens sjæl ifølge mange), gætter jeg på og håber, at det har været en hård beslutning.

Og alligevel bliver paradokset større, når vi oplever, at de nye bygninger på en eller anden måde formår at styrke tilstedeværelsen af det gamle byggeri og endog på overraskende vis genskaber nogle af de gamle strukturers spændende rumligheder.

Byggeriet rejser sig som en stor rød kirke ved Grenaa Havnevej. Sammenligningen med en kirke eller kloster bliver styrket af elevatortårnet, der har erstattet den gamle skorsten. Med jernværket, der kroner det, ledes tankerne hen på kirkeklokketårne. Men i stedet for gravstene er dette tempel omgivet af parkeringspladser og indkøbsvogne fra de nærliggende Kvickly og Fakta-butikker. Det gamle maskinhus, der lå øverst på turbinehallen, er i dag et glashus på tagterrassen, der giver beboerne en vidunderlig udsigt over hele byen, helt til vandet.

Fabriksliv

Da vi besøger byggeriet, er den tredje og sidste byggefase godt i gang. Der bygges 32 seniorvenlige boliger, der skal stå færdige i 2019. Det er rækkehuse, der minder om de gamle, lave bygninger med savtændertag, der før omgav turbinehallen. 

Byggeriets første og anden fase derimod er helt taget i brug nu og består af den høje turbinehal og to lavere og længere bygninger, på henholdsvis tre og fire etager, der svarer til det tidligere jetfarveri og maskinværksted. Imellem de to bygninger løber en gennemgående gade fra parkeringspladserne imod øst til turbinehallen og indkøbscentret i vest. Denne gade eller fortovsstrækning er et af byggeriets højdepunkter. Man mærker synergien, der er opstået imellem indgangene til lejlighederne og de dobbelthøje stueetager, der rummer erhvervslejemål og skaber et iværksættermiljø. Gadens fortovsbelægning af cementfliser er ret hård og rå, men tilføjer en urban atmosfære til helheden. 

Mere problematisk er det for mig, når arkitekterne indimellem (heldigvis få gange) fjerner sig fra den gamle fabriks ånd – som altid er sindig og behersket – og vover en ”fornyelse”. Det sker især to steder. For eksempel er der de mindre saddeltage, som markerer det lavere byggeris (de 6 familieboligers) indgange. En iøjnefaldende detalje, der gør æstetisk ondt. Det andet ”moderne” aftryk er de nye turbinehalsvinduers dans, lidt til højre på én etage og lidt til venstre på næste. Disse tiltag er måske ikke så væsentlige, men de er ude af takt og efter min mening unødvendige.

Men det virker

Som vi går ind i bygningen, sætter det blotlagte beton og de synlige installationer den industrielle stemning. De to lejligheder, vi besøger, er beboet henholdsvis af et ungt par med en nyfødt datter og en enke, der bor alene.

Begge boliger har et New Yorker-lofts rumlige luksus, store vinduer og en loftshøjde, der må være mere end syv meter. Men, som jeg tror, billederne viser, er disse rå loftslejligheder ikke på nogen måde uforenelige med høje doser af dansk hygge. Lejlighederne har en tilhørende privat terrasse i stueplan. Og der findes også fælles og private tagterrasser, hvor en privilegeret udsigt kan nydes. 

Når det kommer til værdifulde gamle bygningsstrukturer, plejer min holdning at være fuldstændig respektfuld: vær tro imod dem med et minimum af tilpasninger til vores moderne livsstil. Og alligevel – i en mindre dogmatisk tone – tror jeg, at hvis noget virker, altså glæder øjet og forbedrer byens liv, så må man godt kaste sig ud i det. Og med de få forbehold, jeg nævner ovenfor, så tror jeg, det er lykkedes her.

Som vi forlader bygningen og går tilbage imod vores hotel, forsøger jeg at samle mine indtryk af dette byggeri. Som arkitektonisk kulturarv er den ikke mere end en illusion, men som kollektiv bolig er den bestemt anderledes og interessant. Vi lader det være ved det: en fiktion, der virker.