Indblik: Almindelige mennesker tvinges ud af centrum i Sydney

To almene boligbebyggelser i det centrale Sydney i Australien nær operahuset og Harbour Bridge er sat til salg af delstatsregeringen. Hovedparten af beboerne har fået tilbudt anden bolig langt borte fra bymidten. Det er en politik om social eksport, siger kritikere.

En af de sidste dage i januar inviterede Myra Demetriou venner og støtter på te for at markere sin modvillige afsked med Sirius-bygningen, der havde været hendes hjem i en årrække.

Den 91-årige Demetriou var den sidste beboer, der forlod denne almene boligejendom – en bygning, som stikker af fra mængden i det centrale Sydney på grund af sin særlige geometriske og bastante arkitektoniske stil, brutalisme.

Hun blev ikon for en modstand imod delstatsregeringens politik om at lade et antal almene boligbebyggelser i området overgå fra offentlig til privat ejerskab og tvinge beboerne ud. 

Hendes status skyldes også, at hun i protest havde ophængt røde, blinkende lyspærer i sit stuevindue på 10. etage, der dannede bogstaverne SOS.

Under et besøg i Sydney et par måneder senere er et sort-hvidt For Sale-skilt sat op foran hovedindgangen til den nu gabende tomme Sirius-bygning, som havde været hjem for cirka 400 beboere, indtil processen om rømning blev indledt i 2014. Et mandshøjt trådhegn hindrer adgang for uvedkommende.

Sirius er nabo til den mægtige buebro Harbour Bridge og har frit udsyn til Jørn Utzons operahus – de to bygningsværker, der er Sydneys måske største seværdigheder.

Shaun Carter. Formand for arkitekterne i New South Wales og leder af et borgerinitiativ om at bevare Sirius-bygningen.

Gammelt havnekvarter

I samme nordvestlige hjørne af by­centrum ligger en anden almen boligbebyggelse, som har fået en lignende skæbne. Det er Millers Point, et kvarter med toetagers rækkehuse i røde sten og med flødefarvede rækværk, der blev opført tidligt i 1900-tallet til havnearbejdere.

Barney Gardner tager imod i et lokalt borgercenter. På sin t-shirt bærer han et emblem med budskabet ”Vi overgiver os ikke!”. Han er 69 år og har levet hele livet i Millers Point. Han har været en frontfigur for beboernes modstand, som også her begyndte for fire år siden med regeringens offentliggørelse af planen om salg.

”Delstatens boligminister stillede sig op på en gennemfartsvej og offentliggjorde beslutningen i en direkte sending på nationalt tv. 

Der var ingen forudgående konsultation,” siger Barney Gardner, som selv arbejdede på havnen, mens han var erhvervsaktiv.

Bekendtgørelsen blev fulgt op af et brev til de næsten 600 beboere med en forklaring om, at det vil være for dyrt for regeringen at istandsætte boligerne, som var kulturarv.

No surrender! Vi overgiver os ikke! Emblemet tilhører Barney Gardner, som har været en hovedperson i kampen for at bevare Millers Point som et alment boligområde. Millers Point (tv. på billedet) er et kvarter med toetagers rækkehuse i røde sten.

”Men det var regeringen selv, der var ansvarlig for, at boligerne var nedslidte. Der blev intet gjort for at holde dem ved lige,” siger han om bebyggelsen, som delstatsregeringen overtog midt i 1980’erne fra havnevæsenet i Sydney.

Cirka halvdelen af beboerne i Millers Point følte sig tæt knyttet til kvarteret og var ikke indstillet på at flytte.

”Vi ønskede at forhandle med myndighederne om en løsning. Det blev understreget over for os, at alle alternativer til flytning var udelukket,” siger Barney Gardner. Efter en lang og hård kamp lykkedes det ham og 22 andre at få ret til at blive, hvis de samlede sig i bestemte huse. Regeringen betegnede ordningen som ”en udsættelse af salget”. Resten af beboerne er spredt over hele Sydney og opland nu.

Flere står for tur

Den konservative delstatsregering i New South Wales begrunder sin fremgangsmåde med, at salget af Sirius og Millers Point vil indbringe store summer af penge til delstatens kasse, fordi det er et meget eftertragtet område til beboelse. Og disse penge kan bruges til at bygge langt flere almene boliger end de rømmede – ganske vist 20 kilometer og mere fra bycentrum.

Pru Goward, delstatsminister med ansvar for blandt andet almene boliger, har sagt, at det vil være uansvarligt at handle anderledes, når der er en venteliste på over 50.000 mennesker til almene boliger. Priserne på ejerboliger i Sydney er høje og stigende. Lejere på det private marked har ringe beskyttelse.

De næste almene bebyggelser, som står for tur til rømning, ligger i kvartererne Waterloo og Redfern nær den indre by i Sydney. Her risikerer omkring 4.000 beboere at blive tvangsudsat. Her har regeringen et projekt om at anlægge en ny banegård omgivet – langt overvejende – af privatejede højhuse.

Moralsk og økonomisk forkert

Kritikere siger, at regeringen gør sig skyldig i social eksport ved at reducere antallet af almene boliger i det centrale Sydney og mindske mulighederne for folk med en mellem­indkomst og derunder at bo i selve byen.

Shaun Carter har tegnestue i en sydvestlig forstad til Sydney. Han er formand for arkitekterne i New South Wales. Han er også leder af et borgerinitiativ om at bevare Sirius-bygningen.

”Regeringen har nærmest en idé om social udrensning. At de rige skal kunne være i centrum, mens resten skal holdes væk. Ikke kun er det moralsk forkert – det er økonomisk ufornuftigt. Hvis folk, hvis jobfunktioner er afgørende for at få byen til at fungere, har for langt til arbejde, svækker det byens økonomi. Byen kan ikke klare sig uden lærere, sygeplejersker og politibetjente,” siger Shaun Carter i en frokostpause på et lokalt asiatisk spisested.

Delstatsregeringen havde oprindelig et ønske om at rive Sirius ned og bygge en skyskraber, selv om Sirius fint kan holde i flere årtier frem. Ifølge Carter brød regeringen sig ikke om, at bygningen fremstod som et symbol på en forpligtelse over for at hjælpe sårbare borgere. Sirius blev bygget sidst i 1970’erne med det specifikke formål at huse folk fra et andet alment boligområde.

Borgerinitiativet havde held til at få Sirius anerkendt som kulturarv med henvisning til arkitekturen og historien, så nu er salg eneste mulighed. Shaun Carter og hans fæller forsøger at rejse kapital til at købe bygningen sammen med flere organisationer. Det er en ordentlig mundfuld. Prisskiltet er på, hvad svarer til 460 millioner kroner.

Alan Morris, professor i offentlig planlægning på University of Technology Sydney

Traumatisk oplevelse

Delstatsregeringen har annonceret en plan om at bygge 1.500 nye almene boligenheder for indtægter fra salg af boliger i Millers Point og dermed gøre ventelisten på bolig kortere. Foreløbig er kun cirka 870 færdiggjort, og yderligere 300 er under opførelse.

Den beskedne nettoforøgelse af antallet af almene boliger skal sammenholdes med, at tvangsflytningen fra Sirius og Millers Point har haft store menneskelige omkostninger, konkluderer sociologen Alan Morris, professor i offentlig planlægning på University of Technology Sydney.

Han har som led i forskning lavet interviews med et stort antal beboere i Millers Point før og efter flytningen – og har også fulgt forløbet i Sirius tæt.

Han siger i sit kontoraflukke, at mange boliger i Millers Point gik i arv fra generation til generation. Folk blev boende der op i alderen, men der kom også nye til, som værdsatte sammenholdet. Naboer hjalp naboer. Også i Sirius identificerede folk sig meget med deres sted at bo. Indretningen var god, og der var tilmed en fin udsigt, konstaterer han med et smil.

”For mange var de 2-3 år fra varslingen fra regeringen og til flytningen et kolossalt pres. De kunne afvise et formelt tilbud om ny bolig, men skulle så tage imod det næste og fik indskærpet, at dette kunne være værre. De var indre by-mennesker. Nogle af dem var heldige at få bolig i eller nær centrum, men de fleste endte i fjerne forstæder og fandt skiftet traumatisk,” siger Alan Morris.

Og hvad der blev af Myra Demetriou? Hun fik en lejlighed i Pyrmont-kvarteret i den indre by. Alan Morris besøgte hende samme morgen. Hans situationsrapport: Hun klarer sig. Hun er sej!