07. FEB. 2018 KL. 14:23

Flere etniske danskere flytter ind i Varbergparken

hab01.jpg

HAB

Små fif og en omfattende renovering har betydet, at Varbergparken i Haderslev nu har etnisk balance i beboersammensætningen.  Den positive udvikling tog for alvor fart tilbage i 2010, da boligområdet fik vristet sig fri af den af regeringen såkaldte ghettoliste.


I 2017 kunne HAB notere sig en fifty-fifty fordeling af etniske danskere og beboere med anden etnisk baggrund end dansk i Varbergparken. Ifølge direktør Christian Skovfoged er hovedårsagen at finde i den store renovering, som boligområdet har undergået samt en kontinuerlig og målrettet indsats fra den boligsociale helhedsplan.

”Der er tale om et langt sejt træk, hvor vi startede med at renovere de ældste og dårligste lejligheder først".

Direktør Christian Skovfoged, HAB

”Der er tale om et langt sejt træk, hvor vi startede med at renovere de ældste og dårligste lejligheder først. 77 topmoderne lejligheder står helt færdige i år. Dernæst følger renoveringen af to afdelinger mere.  En del af lejlighederne er ændret i størrelse. De mindste er slået sammen til mere tidssvarende boliger, som ikke mindst tilgodeser seniorernes behov. Blandt  HAB’s nye beboere er en del i den ældre aldersgruppe. De vil ikke nøjes med en to-værelses, for der skal være plads til, at de kan have børnebørnene på besøg. Seniorerne er aktive, og de stiller høje krav til deres bolig,” siger direktøren.

Han tilføjer, at de ældre typisk har skiftet parcelhuset, som de synes er blevet for stort, ud med en ejerbolig.

Samarbejde med Ældre Sagen

Men der har skullet lidt ekstra til for at få de nye beboere gjort interesserede i området, som i mange år kæmpede med et ekstremt dårligt ry. 

”Tidligere var der mange af byens indbyggere, som aldrig satte deres ben i Varbergparken. De turde ikke.  “I  Varbergparken brænder de biler af,” sådan har det lydt. En antropolog gav os det gode råd, at vi skulle åbne området op, så man kunne gå direkte ind fra byen. Vi etablerede både flere ind- og udgange, og det har gjort en stor forskel. Den naturlige vej ind gør, at folk kan gå og cykle igennem på vej et andet sted hen. Derved lærer de området at kende, og de oplever, at hold da op her er jo dejligt,” siger Christian Skovfoged.

En gang om året er der åbent hus i Varbergparken, hvor HAB inviterer indenfor i lejlighederne og viser området frem for alle, som måtte have lyst. Nævnes skal også, at HAB i samarbejde med Ældre Sagen har haft fire hold ældre af hver 60 personer på rundvisning i Varbergparken. 

”Flere af deltagerne fortalte, at de havde boet i Haderslev i flere årtier uden nogensinde at have besøgt området. Ikke desto mindre gav turene konkrete tilsagn om indflytninger, ligesom nogle er blevet skrevet på venteliste. Flere er flyttet ind,” siger Christian Skovfoged.

Med tilfredshed noterer han, at interessen blandt etniske danskere har været støt stigende, og fortsat er det.

”Det går fra mund til mund. Når dem, der bor her, taler med folk, de kender.”

Men Varbergparken vil gerne åbne endnu mere op, samtidig med at man styrker integrationen for beboere af mellemøstlig baggrund. Derfor har HAB indledt et samarbejde med AOF, som vil afholde flere forskellige kurser i HAB’s lokaler. Der er planer om såvel forberedende voksenundervisning som sprog- og andre typiske aftenskolekurser. Åbne for alle, også for folk udefra.

Læs også: Alt om ghettolisten

Stor udskiftning

Varbergparken består i dag af omkring 650 lejemål af forskellig størrelse, kvalitet og pris. Hvad betyder lejeprisen for beboersammensætningen? Er der nogle, som efter renoveringen ikke længere har råd til at bo i Varbergparken?

”Det ved vi ikke så meget om. Men i forbindelse med renoveringen og genhusningen er der sket en stor udskiftning blandt beboerne. Nogle har f.eks. købt hus, og andre har fundet sig til rette der, hvor de er blevet genhuset,” siger Christian Skovfoged.

Han tilføjer, at Haderslev Kommune fortsat har rådighed over hver fjerde lejlighed til borgere, der akut mangler en bolig.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste