Leder: Rituel dans

I ÅR ER DER UDSIGT til to rituelle politiske danse, som har betydning for det almene boligområde. Det er kommuneforhandlingerne her i foråret og eftersynet af boligaftalen fra 2014, som forventes at ske i efteråret. Når jeg skriver ”rituelle danse”, så er det, fordi vi på forhånd kan forudsige en hel del af dansetrinene.

I kommuneforhandlingerne vil Finansministeriet utvivlsomt (igen) forsøge at få øget den kommunale grundkapital, altså dét beløb, kommunerne indskyder, når de giver tilsagn til en ny almen bolig.

Der er typisk tale om simpel byrdefordeling, hvor staten i økonomiforhandlingerne forsøger at presse kommunerne til at betale mere. Men denne gang er der dog rygter om en variation af dansen, hvor staten ønsker en grundkapital, der er mindre for små almene boliger – end for større. Det vil fungere som en tilskyndelse for kommunerne til at bygge mindre. Og den behagelige sideeffekt vil være en besparelse for staten.

Det er jo ikke ukendt, at grundkapitalen er steget og faldet, og vi har tidligere set lidt af en stop-go-politik, hvor der blev givet tilsagn i perioder med 7 procent og stoppet op i perioder med 14 procent. Dét er grundlæggende ikke en sund politik, da boligudbygning typisk er koblet til kommunernes langsigtede udviklingsstrategier. Derfor kan man også blive noget bekymret over forsøg på at introducere en grundkapital, der skal favorisere små boliger. Al erfaring viser, at forskellige boligstørrelser giver det mest robuste byggeri, og det blev der jo også taget højde for, da man lavede puljen til de såkaldte flygtningeboliger.

Når vi kommer til efteråret med eftersynet af boligaftalen fra 2014, kan vi også forudsige rituelle udmeldinger, hvor Finansministeriet vil holde fast i en meget lav renoveringsramme på trods af en betydelig venteliste på mere end 10 milliarder kroner. En venteliste, som ikke kan undre, fordi der renoveres noget mindre end forskellige behovsanalyser viser. Derimod kan det undre, hvis man holder fast i det rituelle synspunkt om at presse renoveringsrammen, når fakta er, at beboerne selv betaler for den.

En naiv, men ikke desto mindre klog, anbefaling herfra vil være: Drop nu de rituelle danse og lav stabile rammer om de langsigtede investeringer, som boliger og renoveringer er. Fasthold grundkapitalen. Fastlæg en langsigtet realistisk renoveringsramme. Det vil være en klog politik.

Boligen nr. 5 - 2017