21. JAN. 2016 KL. 00:00

Afvæbning

side_10.jpg

Stefan Kai Nielsen

Ministeren for udlændinge, integration og boliger besøgte Mjølner­parken og afdelinger på Østerbro.

Boligens fotograf var i hård konkurrence, da Inger Støjberg besøgte Mjølnerparken.

Der er trangt i foyeren til ”Mødestedet” i Mjølnerparken først på eftermiddagen fredag den 15. januar. Repræsentanter fra værtsorganisationen, Lejerbo, andre boligorganisationer, BL, kommune, det lokale politi og ministeriet lytter til afdelingsformand, Søren Dalsgaard, der med akkompagnement fra en powerpoint-serie redegør for den kommende fysiske renovering af afdelingen. Centreret i lokalet står Inger Støjberg og lytter interesseret.

”Der går ikke lang tid, så er Mjølnerparken ikke længere på listen. Der går heller ikke lang tid, så behøver vi slet ikke en boligsocial indsats mere.”

Jan Hüttel, formanden for Lejerbo i København,

Pludselig rives der i døren. Et par unge mænd vil ind. Sekretariatslederen, Eskild Dahl Pedersen, stikker hovedet ud og fortæller, at de ikke kan komme ind nu.

Endnu et par unge mænd kommer til. De kigger nysgerrigt ind igennem vinduet. To af dem har ivrigt gang i deres telefoner.. 

Få minutter senere er de få unge mænd blevet til flere, og endnu en forsøger at komme ind, mens de nytilkomne også skal kigge ind ad vinduet. Endnu engang siger sekretariats-chefen, at det ikke kan lade sig gøre.

Afdelingsformanden er nu færdig med sit indlæg. Ministeren bliver bedt om at forlade lokalet, hvor en ikke ubetydelig usikkerhed har bredt sig grundet opbuddet uden for vinduerne. Hun skal følge med op på næste etage, hvor hun i øvrigt i overensstemmelse med programmet skal møde en gruppe -lokale kvinder.

”Øjeblik!,” siger hun.

”Jeg går lige ud,” fortsætter hun, mens hun kaster et blik på manden fra PET, der tilsyneladende er den, der er ansvarlig for hendes sikkerhed.

”Det afgør du selv,” siger han uden at udtrykke større overraskelse.

Han har dog – trods den korte sætning – ikke talt færdigt, før Inger Støjberg har åbnet døren, er trådt ud og er i gang med smilende at hilse på de -forsamlede unge mænd.

”Vi vil bare se, hvad her foregår,” -siger en af dem.

Ministeren forklarer, at hun er in-viteret til at se på deres kvarter. 

”Må jeg ikke tage et foto af dig?” spørger en.

”Jo! Naturligvis. Meget gerne.”

I de efterfølgende sekunder tages der mange selfies, hvor ministeren står tæt sammen med de forsamlede. 

Attraktivt og tæt ved søerne
Et improviseret øjeblik i et ellers stramt program, hvor ministeren to en halv time tidligere indledte besøgs-turen i en helt anden slags almene boligafdelinger i Ryesgade på Østerbro. Små afdelinger, der blandet med andre boligtyper, ligger med suveræn god beliggenhed i det centrale København med halvandet stenkast ned til søerne. Her blev hun blandt andet af AAB’s -direktør, Christian Høgsbro, præsenteret for en afdeling, der er bygget på grunden, som en gang var legepladsen ”Byggeren”.

Et diskret, men stort, opbud af politi er spredt ned ad gaden. Betjentene holder årvågent øje med selskabet, mens det efter historien om besværlighederne og navnlig urolighederne, der i 80’erne var forbundet med byggeriet på den tidligere legeplads, bevæger sig ned ad Ryesgade. Endnu et kort stop – denne gang ved en Lejerbo--afdeling, som får et par ord med på -vejen af BL’s formand, Palle Adamsen – inden følget når en af 3B’s afdelinger.

Her byder organisationens næstformand, Iris Gausbo, velkommen. Under besøget fortæller hun blandt andet om variationen, der er i de almene boliger.

”Det er også os, der har Egedalsvænge… afdelingen med juletræet,” forklarer hun blandt andet ministeren, efter denne har besøgt Berit Liberti, der har boet hele sit liv i den attraktive afdeling på skellet imellem Østerbro og Nørrebro. 

Kvindemøde
I Mjølnerparken gav de begejstrede unge mænd slip på ministeren, som så kunne gå til sit lukkede møde med en gruppe stærke lokale kvinder, der blandt andet har sat sig tungt på det lokale beboerdemokrati. En gruppe kvinder, der i væsentlig grad må tilskrives en -betydelig del af æren for, at ikke kun beboerdemokratiet fungerer, men også skal have en del af æren for de betydelige sociale fremskridt, der igennem de seneste år er sket i bydelen. 

Efter mødet med kvinderne slutter Inger Støjberg sig igen til sit følge, der begiver sig ud på en spadseretur igennem afdelingen. Der er godt med politi, der passer på ministeren. Om det længere er nødvendigt, er tvivlsomt. Foran og bag ministerens følge går -boligområdets unge mænd og vogter påpasseligt over deres nye veninde. 

Et stort løfte
Ministeren for udlændinge, integration og boliger slutter efter vandringen igennem området sit besøg i en af Mjølnerparkens prøvelejligheder. Her redegør chefen for Mjølnerparkens boligsociale indsats og lederen af det lokale politi for succeserne med at nedbringe kriminaliteten i området. Der bliver ligeledes redegjort for succeser med organiseret lektiehjælp og indgåelse af mere end 300 fritidsjob til bydelens unge. Indsatser, som formentlig også er baggrund for, at Mjølnerparken efter mange års fast placering på regeringens liste over udsatte boligområder nu er tæt på at komme af -listen. Hvor boligområdet tidligere kunne sætte flueben ved alle fem kriterier, som kvalificerer et område til -listen, så opfylder Mjølnerparken i dag kun tre. 

Formanden for Lejerbo i København, Jan Hüttel, og de øvrige lejerbo-repræsentanter siger farvel til ministeren med et stort løfte:

”Der går ikke lang tid, så er Mjølnerparken ikke længere på listen. Der går heller ikke lang tid, så behøver vi slet ikke en boligsocial indsats mere.”  

Boligen nr. 2 - 2016

Om skribenten

Regnar Nielsen BL
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Efter fem år virker hjemløsegaranti stadig

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Efter fem år virker hjemløsegaranti stadig

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste