Indblik: Her er man ikke patient

”Har I en lighter?” lyder det pludselig på hollandsk fra en ældre herre i en mørkeblå frakke.

”Nej, vi ryger ikke, men prøv ovre på den Store Plads. Folk ryger af og til derovre.”

”Nej, ingen derovre har en lighter,” siger manden, inden han alligevel begiver sig over til ”Grote Plein”.

Manden har svær demens og er beboer på et plejehjem. Men plejehjemmet De Hogeweyk i den lille by Weesp, 12 kilometer syd for Amsterdam, hvor han bor, er ikke, som plejehjem er flest.

Det er indrettet som sit eget lille samfund med forskellige kvarterer og pladser og med eget teater, supermarked, pub og restaurant. Og på den lille hovedgade, som skærer tværs igennem hjemmet, finder man blandt andet en fysioterapeut, en frisør og et eventbureau. Der kan handles i alle butikker og er derfor ikke blot kulisser.

De 150 beboere, som alle lider af svær demens, kan frit gå rundt imellem butikker og boliger, som de lyster.

”Ideen bag De Hogeweyk er, at mennesker med demens, præcis som os andre, ønsker at træffe deres egne beslutninger i hverdagen. De har en sygdom, og de kommer til at dø, for vi kan ikke kurere demens, men indtil da bør vi fokusere på, hvad de kan, og ikke, hvad de ikke kan,” siger seniorkonsulent hos De Hogeweyk, Eloy van Hal, som viser rundt under Boligens besøg.

Global inspirationskilde
Eloy van Hal var selv med til at åbne De Hogeweyk, som det ser ud i dag. Første del åbnede i 2008 og anden del i 2010. Før det lå mange års kamp for at få omdannet det mere traditionelle plejehjem, der lå på stedet før, til en ny og mere fri institution.

”Da vi startede med at lave mad sammen med beboerne for tyve år siden, sagde alle i Holland, at det ikke var tilladt på grund af hygiejnereglerne. Alle var jo vant til den traditionelle tankegang, hvor man kun bekymrer sig om, hvad der kan gå galt. Men i dag er reglerne lavet om, så beboerne gerne må hjælpe med at lave mad,” siger Eloy van Hal.

Og siden stedet åbnede fuldt for seks år siden, har det nydt stor opmærksomhed fra både ind- og udland. Store medier som BBC og CNN har været der for at se nærmere på det hollandske minisamfund, og by og boligudviklere fra flere lande har også været forbi.

”Et af målene med stedet er at inspirere andre til også at ændre måden, de tager sig af ældre med demens. Folk kommer fra hele verden. Både fra Europa, Australien, Kina og USA. Og nogle gange kommer de i bølger. For tre år siden kom der mange fra Tyskland, og sidste år kom folk fra Danmark og Norge,” siger Eloy van Hal.

Delt op efter interesser
Fem minutter efter hans første henvendelse kommer manden med den mørkeblå frakke tilbage.

”Har I en lighter?” spørger han entusiastisk, mens han fumler med en cigaret.

Manden bor i den urbane del af plejehjemmet. Her er folk åbne og udadvendte, og de er vant til at bo i byen og drikke øl, forklarer Eloy van Hal.

Den urbane levevis er en af plejehjemmets fire vigtigste livsstile. Man kan også bo i den kulturelle del, hvor beboerne har rejst meget, i den hjemmelige del, hvor beboerne går op i traditionelle hollandske værdier, og i den velhavende del, hvor beboerne lytter til klassisk musik og har været vant til penge imellem hænderne.

Der findes også tre andre livsstile, men de vil snart blive nedlagt. Hvilke af livsstilsområderne, som de demensramte flytter ind i, beslutter deres pårørende. De får hjælp af et spørgeskema med 144 spørgsmål, som de udfylder, når de skriver sig på ventelisten. Hver af de fire livsstile har deres egen venteliste, og de er ikke alle lige lange.

”Vi vil skære antallet af livsstile ned fra syv til fire. I øjeblikket kan man også vælge en kristen livsstil, en indonesisk livsstil og en landlig livsstil, men som den slags værdier bliver mindre fremtrædende i det hollandske samfund, bliver efterspørgslen på de livsstile også mindre,” siger Eloy van Hal.

Nyder solen
Ud over livsstilene er de demente også delt ind i 25 boligenheder med seks beboere i hver. Her deler beboerne køkken og to toiletter, men har egne værelser. Hver enhed har også sin egen plejer tilknyttet, som hjælper sine seks beboere med alt fra madlavning til påklædning.

Ude foran en af disse enheder i den kulturelle del af De Hogeweyk sidder beboeren Ans Dusée og nyder februarsolen med sin datter. Efter at have stået på venteliste i otte måneder er der endelig blevet plads til hende.

”Jeg er meget glad for, at min mor har fået lov at flytte ind her. Det er det bedste sted i Holland og måske endda i verden for hende. Her kan hun jo for eksempel sætte sig ud at nyde solen, uden at nogen skal give hende lov først,” siger datteren Esther Hagedooren.

”Det er ikke helt det samme, som da hun boede for sig selv, men de forsøger at gøre det så hjemmeligt så muligt. De vasker tøjet her, og de kokkerer her, så det lugter af mad om eftermiddagen,” siger Esther Hagedooren.

”Og vi sover her,” tilføjer Ans Dusée fra sin havestol.

Arrangerer aktiviteter
Besøget fra Danmark minder mor og datter om, at de burde tage en tur i IKEA, og de begynder straks at diskutere, hvornår det skal være. Hvis beboerne vil forlade plejehjemmet, kan det både ske sammen med pårørende eller på ture arrangeret af De Hogeweyk. På hovedgaden uden for Eventbureauet står et skilt med 30 forskellige klubber. Beboerne kan i samarbejde med deres pårørende for eksempel melde sig til teater, bingo eller dagsture til Amsterdam og andre hollandske byer.

Alle har ret til 30 minutters gratis aktiviteter om ugen og skal derefter betale et mindre beløb. Mange af aktiviteterne bliver arrangeret af hjemmets 140 frivillige, så priserne bliver på den måde holdt nede.

Andre prioriteter
De Hogeweyk klarer sig for de samme offentlige midler, som andre hollandske demensplejehjem. Så for at kunne opretholde de mange aktivitetsmuligheder, som tilbydes, og de små beboelsesenheder med seks i hver, har man derfor måttet skære ned på andre områder.

”Hvis man kun fokuserer på sygdommen, skal man bruge flere fysioterapeuter og psykologer. På et traditionelt plejehjem af denne størrelse ville man nok have ansat tre af hver. Men vi har prioriteret anderledes, så vi har kun én fultids fysioterapeut og en psykolog, som er på deltid,” siger Eloy van Hal.

Især de små boligenheder prioriteres højt. De er altafgørende i at få beboerne til at føle sig hjemme, og det alene holder sygdomsniveauet nede og mindsker udgifterne til pleje, understreger Eloy van Hal. Han er derfor ikke stor fan af et lignende planlagt projekt et andet sted i Holland, som har valgt at bygge boligenheder til otte personer i stedet for seks.

Inden vi forlader De Hogeweyk igennem hjemmets slusedøre – det eneste sted, man kan komme ind og ud – henvender manden i den mørkeblå frakke sig for tredje gang. Han har endnu ikke fået ild i sin cigaret.