23. OKT. 2015 KL. 00:00

Almene boliger bliver ligestillet

solceller.jpg

Colourbox

Det betaler sig at være stædig og presse på. Det må være konklusionen, efter energi-, forsynings- og klimaministeret for få dage siden besluttede at sige go til såkaldt virtuel nettoafregning for solcelleanlæg.


Beslutningen betyder, at almene boligorganisationer fremover kan nøjes med at installere en måler, selvom et solcelleanlæg er placeret på flere boligblokke i en almen boligafdeling. Hidtil har det været sådan, at der skulle installeres en måler pr. tag, hvis nettet imellem boligblokkene ikke var ejet af boligforeningen.

Beslutningen gør det billigere at etablere og drive solcelleanlæg og betyder, at almene boliger endelig er blevet ligestillet med private ejerboliger, når det gælder støtte til solceller.

”Det er en meget glædelig nyhed,” siger Frans Clemmesen, cheføkonom i BL – Danmarks Almene Boliger. ”Siden man ændrede støttemulighederne for solceller for tre år siden, har vi kæmpet for, at almene boliger skulle være ligestillet med private ejerboliger. Det er nu lykkedes.”


Syv målere i en afdeling
Boligen har tidligere skrevet om, hvordan almene boligafdelinger var dårligere stillet, hvis de ville opsætte solcelleanlæg. Det gjaldt således beboerne i de 83 boliger i AKB’s afdeling Grøndalsvænge i København, hvor energiselskabet DONG ejede ledningsnettet imellem de syv boligblokke. Der skulle derfor opsættes syv selvstændige solcelleanlæg i stedet for et samlet.  

”Det har været historiske tilfældigheder, der har afgjort, om en boligafdeling ejede det interne net. Dermed har det været vilkårligt, hvor det var relevant at opsætte solcelleanlæg, og hvor det ikke var. Det er det ikke længere. Der har været forskellige udfordringer undervejs, som er blevet løst, men hængepartiet med den virtuelle nettoafregning har BL været i dialog med energimyndighederne om i næsten to år, uden at der er sket noget. Så det siger sig selv, at vi er glade for, at den nye minister har prioriteret sagen højt,” siger Frans Clemmesen.


Flere om at finde løsning

Når sagen er trukket ud, hænger det blandt andet sammen med, at flere ministerier har skullet ind over for at finde en løsning. Nu er Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i samarbejde med Skatteministeriet og SKAT blevet enige om, at bekendtgørelsen om nettoafregning giver mulighed for virtuel nettoafregning. Det gælder i de tilfælde, hvor der er tale om et solcelleanlæg på over 50 kW, som er placeret inden for et forbrugssted. Det vil sige en forbruger af elektricitet på et samlet matrikelnummer eller til sammenhængende bygninger fordelt på flere matrikelnumre.

Sagen er nu positivt landet, fordi den nye energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, har presset på. Han har fulgt sagen, siden han var energiordfører for Venstre under den forrige regering, og han takker BL for, at de almene boligers landsforening har ydet et konstruktivt bidrag til at finde en løsning.

Lars Chr. Lilleholt er bortrejst, men socialdemokraternes energiordfører, Jens Joel, der også har arbejdet hårdt for at nå ligestillingen, vil gerne kommentere:

”Det burde ikke have taget så lang tid at finde denne løsning, men nu er den her, og det er godt,” siger Jens Joel. 

”Jeg har mange gange undret mig over, at der ikke har kunnet findes en løsning, i betragtning af hvor meget boligforeninger går foran på energiområdet. Det bør samfundet værdsætte, og alene af den grund bør almene boliger selvfølgelig være ligestillet, når det gælder støtte til at etablere solcelleanlæg.”


Tæt på deadline

Det er i sidste øjeblik, at problemet er løst. Ansøgningsfristen til de støttepuljer, der omfatter den del af strømmen, der sælges til nettet, udløber nemlig snart. 

”Vi har hele tiden efterspurgt, at rammevilkårene blev afklaret, så den samlede økonomi i solcelleanlæg blev kendt. Det er de nu, men vi forventer ikke, at der vil komme et boom i nye anlæg. Dels har mange almene boligafdelinger allerede opsat anlæg, dels er støttemulighederne jo blevet ændret, så de økonomiske fordele ved solceller ikke længere er så store,” siger Frans Clemmesen. 


Boligen nr. 11 - 2015

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2879 )

0

Læseliste