Fra filmproduktioner til flygtningecentral

På Bundesallee 171 i det centrale Vestberlin ligger en grålig kontorbygning, som længe har stået tom, men som nu har fået en vigtig funktion. Den fungerer som et af flere steder i Berlin, hvor nyankommne asylansøgere kan tage til for at lade sig registrere.

Et rødhvidt jernstakit, fire-fem orangeklædte vagter og en gruppe flygtninge er det eneste, der skiller denne bygning ud fra de andre på alléen. På stakittet, der snor sig hele vejen rundt om bygningen, hænger laminerede A4-ark, der med tekster på tysk, engelsk, fransk og arabisk henvender sig til bygningens nye brugere.

For nylig blev den 18.000 kvadratmeter store bygning eksproprieret af LaGeSo, Berlins sociale myndighed, for at lette presset på deres hovedkontor i Turmstraße, hvor horder af asylansøgere havde forsamlet sig.

Hjælper sin bror
Ved hovedindgangen, hvor de fleste vagter og flygtninge har samlet sig, er det tydeligt, at ikke alle er helt forberedte på den sene novemberkulde. Mange af de omkring tyve flygtninge, de fleste mænd, men også nogle kvinder og børn, skutter sig, mens de venter på at blive lukket ind.

En af dem, 29-årige Mohammed Mosalmeh fra Syrien, står et lille stykke uden for gruppen, mens han tænder en cigaret. Han er kommet til Tyskland for nogle uger siden, men har før det boet et år i Jordan. Her måtte han ikke arbejde, så han var nødt til at flygte videre.

”Jeg er selv blevet registreret som flygtning i Tyskland, men jeg er her i dag for at hjælpe min bror. Han er kun 19 år, så han har ikke nået at få et syrisk pas. Derfor er det sværere for ham at blive registreret,” siger Mohammed Mosalmeh.

Han roder med en bunke papirer, han har medbragt, og forsøger at forklare, hvor han lod sig registrere, og hvor han bor nu. I flæng bliver nævnt en række ”straßer“, som han har skrevet ned.

”Kvinden på jobcentret fortalte mig den forkerte adresse tidligere, men nu håber jeg, jeg er det rigtige sted,” siger han.

Filmproduktioner
Køen til bygningen står stort set stille, men vi beslutter alligevel at forsøge at komme ind. Vi vil opklare, hvad den bliver brugt til, om den er beslaglagt, og hvorfor den så har stået tom.

Vagten går ind og forhører sig hos sin overordnede og kommer hurtigt ud igen for at vise os ind. Der går lige et øjeblik, før en ledende person vil komme ned at tage imod os til et interview, forklarer manden bag skranken. Vi stiller os ved et bord i den lille, men varme forhal, hvor vi kan se ud på de ventende flygtninge.

I et af vinduerne hænger et skilt fra ”DB Bahn”. Vi spørger et par af vagterne, som også har stillet sig ind i varmen, om det er dem, der ejer bygningen. Den ene mener bestemt, bygningen har været brugt af DB Bahn, men den anden protesterer. Så vi spørger i stedet manden bag skranken.

DB Bahn lejer blot nogle få kontorer, forklarer han. Bygningen har stået tom længe, men har af og til været brugt til forskellige filmproduktioner. I august blev den beslaglagt af delstaten Berlin. Et tocifret millionbeløb blev givet til gengæld.

Forfulgt af pressen
Efter godt et kvarters ventetid bliver manden bag skranken ringet op. Der bliver alligevel ikke tid til et interview, får vi at vide. Der er for travlt.

På vej ud tager vi i stedet endnu en snak med vagterne fra før. De har nu stillet sig udenfor igen. ”Fortæl sandheden,” beordrer den ene, da han hører, vi er fra pressen. I den seneste tid har den tyske boulevardpresse kørt en række negative historier om de vagter, som bevogter flygtninges modtagecentre, og det er de to fortørnede over.

Angiveligt skulle en fotograf endda have lejet et værelse i bygningen overfor, så han kunne holde øje med dem.

Selve spørgsmålet om de mange flygtninge ved de ikke helt, hvad de skal sige til. Den ene af dem er selv andengenerationsindvandrer, men hans forældre og ham selv har arbejdet hele deres liv, forklarer han. Det er han ikke helt sikker på, om alle de nytilkomne flygtninge også har tænkt sig.