14. JAN. 2026 KL. 08:17
Når vandet kommer, er minutter afgørende: ”Vi har øvet ned til mindste detalje”
Når det står ned i stænger, rykker et oversvømmelseshold lynhurtigt ud i Vejle Midtby for at sikre boliger og kælderrum. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
14. JAN. 2026 KL. 08:17
I Vejle kæmper ØsterBo med massive regnmængder flere gange om året. Nu har de etableret et oversvømmelseshold, der står klar til at rykke hurtigt ud i midtbyen.
Når himlen for alvor åbner sig over Vejle, starter kampen mod tiden.
Jo flere minutter der går, desto større chancer er der for, at vandet samler sig i dele af midtbyen og oversvømmer boligerne. Det har den almene boligorganisation ØsterBo erfaret flere gange – og det koster millioner af kroner at udbedre skaderne hver gang.
Der gik blot 45 minutter, fra varslingen kom, til midtbyen stod under vand ved sidste skybrud. Stuelejligheder, kælderrum og alt, der lå under knæhøjde, var omsluttet af vand. Og ikke kun regnvand. Det stod bogstaveligt talt som springvand op af kloakdækslerne og toiletterne på grund af de massive oversvømmelser.
Alt imens knoklede medarbejderne i boligorganisationen for at sætte store sandsække og skodder op for at holde vandet ude, i det omfang det nu var muligt.
ØsterBo har altid haft en plan, når der er blevet varslet skybrud. Men i takt med, at de seneste to år har budt på flere skybrud, har boligorganisationen skruet op for deres beredskab og sammensat et oversvømmelsesteam. Et team, der både afholder øvelser og har en klokkeklar plan.
”Nu har jeg været ansat i otte år, og det øgede beredskab er jo afstedkommet af, at de massive regnskyl kommer hyppigere. Vi har selvfølgelig altid haft en måde at tackle det på, men når vi kan se, det sker oftere og oftere, og klimaet ændrer sig, begynder vi også at tænke, at vi skal gå anderledes til tingene. Det har ført til øget beredskab, hvor vi nu har oprettet et nyt oversvømmelsesteam," uddyber Aksel Nissen, der er projektleder og inspektør for midtbyen i Vejle.
”Midtbyen er det sted, der er særligt udsat. Sidst blev 14 lejemål ødelagt under det massive skybrud – plus kældre og teknikrum, som dækker 230 lejemål. Det er temmelig omfattende, og beboerne skal efterfølgende genhuses,” fortsætter han.
Vejle Kommune i top-3 over mest regn
Den 27. september 2025 fik Vejle ifølge DMI en gennemsnitsnedbør på 45,2 mm over et døgn.
Det gav dem en tredjeplads på top10-listen over de kommuner, der fik mest regn – kun overgået af Esbjerg og Fanø.
- Fanø: 100,6 mm
- Esbjerg: 69,9 mm
- Vejle: 45,2 mm
Kilde: DMI
Hvornår er det et skybrud?
Forsikringsmæssigt er der tale om voldsomt skybrud, når nedbøren er så kraftig, at utilstoppede, normalt konstruerede og velvedligeholdte afløbssystemer ikke kan lede vandet væk. Udtrykt i regnmængder dækker forsikringen som hovedregel ved mere end 40 mm regn på et døgn (24 timer)
Kilde: Forsikringsguiden