13. JAN. 2026 KL. 14:21
Fra spøgelseshus til ungdomsboliger: Grønt lys til at bevare Amagers ældste højhus
"Højhuset, som ikke ville dø" er nu endeligt godkendt til at leve videre på Peder Lykkes Vej på Amager. Foto: Domea.dk
13. JAN. 2026 KL. 14:21
Efter 15 år på nedrivningslisten får højhuset på Peder Lykkes Vej nyt liv som moderne ungdomsboliger – med respekt for kulturarv, bæredygtighed og det oprindelige funktionalistiske udtryk.
I flere år har det ikoniske højhus på Peder Lykkes Vej stået som et tomt og forfaldent vartegn på Amager – dømt til nedrivning. Et spøgelseshus med afskallede svalegange, tomme lejligheder og minder om et liv, der for længst er flyttet ud.
Nu får bygningen – med Amagers måske bedste udsigt – en ny chance. Den 18. december gav Københavns Kommune grønt lys til, at højhuset fra 1971 kan forblive en del af byens skyline og dermed undgå bulldozerens skæbne.
Den beslutning vækker stor glæde hos boligselskabet Domea København, som i årevis har arbejdet for at finde en alternativ slutning på historien om Amagers ældste højhus.
”Det er en meget stor og længe ventet nyhed for os. Vi har nu fået grønt lys til at føre en vision ud i livet, som i mange år har virket uopnåelig. Samtidig er det en beslutning, der kommer hele bydelen til gode, fordi vi både kan bevare et vigtigt lokalhistorisk vartegn og skabe nye, gode og betalbare ungdomsboliger,” siger Villy Brejning, der er formand for Domea København.
Beslutningen på Københavns Rådhus betyder, at det 16 etager høje højhus fra 1971 kan transformeres til et moderne boligbyggeri med 240 nye ungdomsboliger, samtidig med at bygningens karakteristiske arkitektur og kulturhistoriske værdi bevares.
”Det her er en helt afgørende milepæl for os. Det er ikke bare en godkendelse af et konkret projekt, men af en ambition om at tænke bevaring, bæredygtighed og boligudvikling sammen,” fortæller den begejstrede organisationsformand.
Om højhuset på Amager
- Peder Lykke-højhuset blev opført i 1971 og er 16 etager højt.
- Bygningen har stået til nedrivning i 15 år, og de sidste beboere fraflyttede i 2022, da det ikke længere var forsvarligt at opholde sig i højhuset.
- Renoveringen forventes at påbegynde i 2028.