17. SEP. 2025 KL. 10:00
Sundhed på hjul: Screening i almene boligområder giver markante resultater

I Høje Gladsaxe mødte over 100 mennesker op ved sundhedsbussen for at blive testet. Foto: Søren Hytting
I et alment boligområde i Høje Gladsaxe blev der for knap en måned siden stillet en rød sundhedsbus op ved siden af en madbazar – og den endte med at være velbesøgt. Her kunne beboerne lade sig teste for risikoen for type 2-diabetes, og køen voksede i løbet af dagen.
”Vi oplevede en overvældende interesse for screeningen i Høje Gladsaxe. Over 100 beboere lod sig teste, og det bekræfter, hvor vigtigt det er, at vi rykker sundhedstilbud ud til de steder, hvor folk bor,” udtaler Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesfonden.
Bag initiativet står Integreret Diabetesintervention i Almene Boligområder (IDAB), Gladsaxe Kommune, almene boligorganisationer, Diabetesforeningen, Social Sundhed og Steno Diabetes Center Copenhagen, der med blandt andet Diabetesforeningens Sundhedsbus vil opspore uopdaget sygdom i almene boligområder.
Og resultaterne fra den første indsats var markante og understreger, hvorfor det giver mening med nære sundhedsindsatser i netop almene boligområder: 61 procent af de 104 deltagere havde høj eller meget høj risiko for at udvikle diabetes, mens 11,5 procent allerede havde diabetes eller forstadiet til samme, kaldet prædiabetes.
"Tallene fra Høje Gladsaxe viser, at vi med en enkel og tilgængelig indsats kan identificere mange med forhøjet risiko. Det er vigtigt for at sætte tidligt ind og forhindre, at sygdommen udvikler sig,” fortæller Tanja.
Bussen rykker ud
Ifølge specialkonsulent i Steno og projektkoordinator Mathilde Christine Boye udspringer idéen sig af et længerevarende sundhedsarbejde med blandt andre de almene boligorganisationer i Tingbjerg, som Fagbladet Boligen tidligere har beskrevet.
“Efter indsatsen i Tingbjerg har vi fået erfaringerne, relationerne og den nødvendige viden for at videreudvikle initiativet i andre almene boligområder. Før vi begyndte at gå mere sygdomsfokuseret til værks i Tingbjerg, har vi i mange år arbejdet med sociale initiativer,” forklarer Mathilde Christine Boye.
I 2022 begyndte Steno i samarbejde med Københavns Kommune og den Boligsociale Helhedsplan i Tingbjerg at tilbyde konkrete diabetesindsatser, hvor borgere havde mulighed for at måle deres risiko og langtidsblodsukker samt blive direkte henvist til behandling. I dag er der tilknyttet en diabetessygeplejerske, som har kontor i boligområdet.
“Diabetes er ikke kun noget, man har hos lægen – det er noget, man har hele livet, der hvor man bor. Nærhed er afgørende for de beboere, der har svært ved at komme til lægen. Med diabetesbussen tror vi på, at vi kan tilbyde flere beboere den rette støtte,” uddyber Mathilde Christine Boye.
Og jo før en borger opdager, at vedkommende er ved at udvikle type 2-diabetes, desto bedre – for så har man mulighed for at bremse sygdommen og de alvorlige følgesygdomme.