24. SEP. 2025 KL. 10:00

Løb Mellem Husene slår deltagerrekord

2025 09 06 L├©Bmellemhusene 045

Løb Mellem Husene slog deltagerrekord. I Aarhus løb næsten 1.000 mennesker. På billedet er vi i Aalborg, som også havde bragende succes i solen. Her havde Himmerland Boligforening sammen med Plus Bolig, Viva Bolig og Alabu arrangeret et flot løb i Aalborgs vestby. Foto: Riishede Media

Motionsløbet Løb Mellem Husene nåede i 2025 nye rekorder for deltagelse. Lokalt skaber konceptet sundhed og fællesskab, men også stærke samarbejder mellem boligorganisation og erhvervs- og foreningsliv.

De almene boligers helt eget Royal Run.

Motionsløbet Løb Mellem Husene har ikke royale hovedpersoner med, men i stedet hundredvis af børn og voksne fra landets almene boliger helt i centrum. Og flere vil være med til det sjove og sunde koncept.

I 2025 blev der igen i september afviklet løb over hele landet under motionskonceptet Løb Mellem Husene. Det handler om motion, fællesskab og et sundt byliv. Og ikke mindst om at vise det lokale samarbejde frem.

Ruterne bevæger sig rundt i landets boligområder, ad snoede stiger og ind mellem blokke, over veje og rundt i parker. Steder, man måske normalt ikke betræder.

I år var det sjette gang, at Løb Mellem Husene løb af stablen. Og konceptet er vokset i flere af byerne. I 2025 blev der løbet i Varde, Kolding, Aarhus, København og Aalborg.

Erfaringerne fra løbsarrangørerne er, at Løb Mellem Husene styrker det gode lokale samarbejde og slår et slag for sundhed og fællesskab. Arrangørerne i boligorganisationerne koordinerer og får stor hjælp fra både frivillige, lokale netværk, fonde og samarbejdspartnere til logistik, ruteplanlægning, præmier, sponsorater og praktisk hjælp.

Deltagerrekord i Aarhus med 1.000 glade mennesker
I Aarhus var det femte gang, at Løb Mellem Husene blev afviklet – og i år med deltagerrekord.

Næsten 1.000 mennesker deltog den 13. september i Løb Mellem Husene i Brabrand i højt solskin.

I Aarhus er løbet et af årets helt store arrangementer i Brabrand Boligforening. Og det kræver planlægning.

Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune står bag. Og der er et hav af sponsorer og fonde med ombord, såsom C.A.C. Fonden, Østifternes Fond, Jascha Fonden og ikke mindst Landsbyggefonden, der i alle byer sørger for, at deltagerne ser godt ud i ens løbetrøjer.

Deltagerne kunne i Aarhus vælge mellem 1 mile (1,6 km) og 5 km. Undervejs var ruten peppet op med både maskotter, musik og opmuntrende tilråb, som sørgede for højt humør.

Løb Mellem Husene er blevet et samlingspunkt for hele Aarhus.

På mile-ruten i Brabrand deltog blandt andre Martin Holm og sønnen Anton på fire år fra boligforeningens afdeling i Søvangen. Familien deltog for tredje år i træk og nød igen oplevelsen – med støtte fra Antons mor på sidelinjen.

"Det er et virkelig hyggeligt familieløb. Vi kender området godt, og det er dejligt at komme og være en del af fællesskabet," fortalte Martin Holm, mens Anton stolt viste sin medalje frem.

Familien har tidligere boet en kortere periode i Gellerupparken og var glade for at være tilbage i dagens anledning.

"Jeg løber selv tit gennem Gellerup op til Hasle Bakker og True Skov. Det har faktisk været en øjenåbner at opdage, hvor tæt man er på de grønne områder her. Men i dag handlede det ikke om at løbe hurtigt, men om at hygge med sønnike."

Hvad er Løb Mellem Husene

Løb Mellem Husene er et motionsevent, som landets almene boligorganisationer har mulighed for at benytte. Flere boligorganisationer organiserer hvert år Løb Mellem Husene for beboere og naboer. Det handler om sundhed, fællesskab og motion. Læs mere om konceptet her.

2025 09 06 L├©Bmellemhusene 040

1 / 3Løb Mellem Husene blev i 2025 en stor succes i de byer, der valgte at stable eventet på benene. Her strækker vi ud i Aalborg vestby, inden løbet skydes i gang. Foto: Riishede Media

Brabrand Far Søn Løb Mellem Husene

2 / 3Martin Holm og sønnen Anton på fire år fra Brabrand Boligforenings afdeling i Søvangen løb også med. "Jeg løber selv tit gennem Gellerup op til Hasle Bakker og True Skov. Det har faktisk været en øjenåbner at opdage, hvor tæt man er på de grønne områder her," siger Martin Holm

Kolding MG 9249

3 / 3Kolding afholdt også Løb Mellem Husene. Og løb både fredag og lørdag omkring bydelen Munkevænget. Det var anden gang, man aktiverede konceptet i Kolding med succes.

Alfabo og Kolding løb to dage
I Kolding var det anden gang, man arrangerede Løb Mellem Husene. Og ligesom sidste år, så lavede man hele to dage ud af det.

Om fredagen tyvstartede man med et mini-løb for bydelen omkring Munkevænget Skoles institutioner, skole og plejehjem. Her deltog 230 mennesker og rigtig mange børn.

Om lørdagen gik starten så til 5 km, og her dukkede 125 deltagere op. Løb Mellem Husene Kolding 2025 blev arrangeret af KriXrun, Bydelsnetværket i Bydelen omkring Munkevængets Skole og ALFABO med sponsorater fra blandt andre Rambøll, Dyrlægehuset Kolding, JMA Byg, Jorton A/S, Vandt & Vandt og andre.

Varde havde foder til dyrene med
Varde slog også deltagerrekord. Sidste år prøvede Det Boligsociale Team kræfter med konceptet for første gang. Og i år hentede de dobbelt så mange deltagere til løbet. Over 100 deltagere var troppet op og var klar til bevægelse. Der blev løbet omkring boulevard-bebyggelserne i Varde. Der var gullasch-suppe fra Krææs og sågar forplejning sponsoreret til hundene fra Chrisco og Henne Pet Food.

Udover løbere var der 6 hunde, som deltog i en helt særlig hundelufter-ruten, som Det Boligsociale Team havde oprettet. 

Varde Løbemotion var medarrangører og stod for rutens markering. I fem uger op til afviklingen har man haft fælles løbe og gåture på ruten – det har skabt opmærksomhed. I Varde er der desuden et ønske om, at man kan tilmelde sig på sin handicapscooter næste år, så flere af de ældre også kan deltage.

"Det var en rigtig god dag. Og vi kommer i kontakt med mange lokalt. Hjemløse-herberget ville gerne have stillet et hold, men det lykkedes ikke helt, men for os er det fedt at få kontakt til nye grupper i området. Vi får generelt rigtig meget ud af konceptet med ganske få midler og timer i et lille område som vores," siger Hanna Esmarch Lund, projektleder i Det Boligsociale Team i Varde.

Himmerland Boligforening med nye samarbejder
I Aalborg var det fjerde gang, man arrangerede Løb Mellem Husene, og i år blev der løbet i Aalborg vestby.

Det lyder fra arrangørerne, at det var en stor succes på en flot efterårs-lørdag. Det hele blev tilrettelagt af Himmerland Boligforening, Plus Bolig, Viva Bolig og Alabu. I Aalborg havde man besluttet sig for tre forskellige ruter (1 mile, 5 km, 10 km) i de meget bynære omgivelser i Aalborgs vestby.

Amagerplanen koblede løb med byfest
I København var det igen Amagerplanen, der havde arrangeret motionsløbet. Over 200 deltagere løb på ruten, der gik gennem Hørgården, Urbanplanen og Ørestad Nord, hvor både løbere og gående kunne nyde de naturskønne omgivelser på de to ruter. De var på henholdsvis 5 km og 1,6 km.

Arrangementet blev sikret af ca. 30 løbsguider på ruten, og vinder blev Rasmus Jessing med en rekordtid på 17:49 minutter. Løbet var arrangeret, så det passede med Ama'rFest, som havde omkring 1.500 gæster, der kunne nyde teater, livemusik, aktiviteter til børn, unge og voksne og madboder.

"Det er altid en stor fornøjelse at invitere til og afvikle Løb Mellem Husene. Det er vores fjerde gang, og vi synes, at vi kører noget nyt hver gang, så både vi og deltagerne er glade for at være med. Det er vigtigt, at der sker noget positivt her i området – og det er fedt, at det trækker folk til, som ikke bor her til daglig," siger Julie Abitz, leder af Amagerplanen.

Og at det ikke kun er beboere, der dukker op til de mange løb rundt om i landet, er Matthias Gilbert, som studerer fransk i København, et bevis for. Han havde fundet vej til Amager for at være med for første gang:

"Jeg løber normalt flere gange om ugen og var glad for at være med her. Det er var et superfint løb og godt organiseret. Jeg hørte om løbet gennem en ven, og så skrev vi os op. Jeg studerer og bor i København og har også løbet Eremitageløbet. Løbekulturen i Danmark er cool, og jeg nød at være på ruten. Hvis jeg kan, kommer jeg helt sikkert tilbage næste år."

"Det er altid en stor fornøjelse at invitere til og afvikle Løb Mellem Husene. Det er vores fjerde gang, og vi synes, at vi kører noget nyt hver gang, så både vi og deltagerne er glade for at være med."

Julie Abitz

Leder af Amagerplanen

Læs senere artikler

Løb Mellem Husene har vokseværk

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Løb Mellem Husene fik kendt besøg

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Kristoffer
Kristoffer Friis Sørensen

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Løb Mellem Husene slår deltagerrekord

Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

Løb Mellem Husene slår deltagerrekord

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3105 )

0

Læseliste