18. NOV. 2025 KL. 12:00

Stort samarbejde om beredskab: Sådan kom boligorganisation og kommune i gang

BL 09482

Francisco Ortega, vicedirektør i Boligselskabet Sjælland og Lars Robetje, Beredskabsdirektør i Roskilde Kommune. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

I Roskilde har man med stor succes etableret samarbejde mellem Boligselskabet Sjælland og kommunens beredskab i flere år.

Samarbejde. Det er et ord, der går igen mange gange i denne artikel. Og det er langt fra tilfældigt eller på grund af mangelfuldt ordforråd. For det er grundstenen i fortællingen om beredskaber i domkirkebyen.

Lars Robetje, Beredskabsdirektør i Roskilde Kommune og Francisco Ortega, vicedirektør i Boligselskabet Sjælland er sat i stævne for at tale om netop samarbejde. Et samarbejde, der startede i det små, men som i dag er blevet til et tæt bånd i arbejdet omkring beredskabet i Sjællands tredjestørste kommune.

Det er faktisk blevet så godt, at boligselskabet har fået en plads ved bordet, når det strategiske arbejde omkring beredskabet i kommunen skal udtænkes.

"Vi har nu trukket Boligselskabet Sjælland med ind i vores beredskabskommission, hvor vi har repræsentanter fra erhvervslivet, handelslivet og de politiske aktører. Det giver os en finger på pulsen og adgang til nogle stærke netværk, som den almene sektor altså også er en vigtig del af,” fortæller Lars Robetje.

Kadetter, covid og krise

Det, der startede med uddannelsen af brandkadetter i et alment boligområde, er i dag blevet til et langt større samarbejde om mange forskellige opgaver. Og undervejs, for fem år siden, kom der turbo på, da covid-krisen ramte verden, Danmark og Roskilde.

”Under covid-krisen skulle vi også agere med andre aktører fra sundhedssektoren, det gælder også i dag, ” fortsætter Lars Robetje. Francisco Ortega følger hurtigt op:

”Det er ikke en opgave, vi selv vælger. Det er en opgave, der har valgt os. Sådan var det også med covid-krisen og alt det, der fulgte med. Dengang blev vi bekræftet i, at der findes stærke ressourcer i den almene sektor, som vi skal blive bedre til at inddrage.”

Ny beredskabsside på bl.dk

BL har lanceret en ny temaside med samlet viden, skabeloner og værktøjer til beredskab i den almene sektor. Siden rummer overblik over risici, vejledning til beredskabsplanlægning, juridiske rammer og inspiration til lokalt naboberedskab – og opdateres løbende.

Find siden her: Beredskab – i en ny risikotid | BL - Danmarks Almene Boliger

Vi kommer igen tilbage til ordet i denne samtale: samarbejde. For når kræfterne og ressourcerne i boligselskabet og blandt beboerne skal identificeres og aktiveres, kræver det også, at parterne kan arbejde sammen og kan skabe en udvikling sammen.

Det understreger Lars Robetje med et par eksempler fra virkeligheden.

”Vi har fået mulighed for at træne på boligselskabets bygninger og i deres områder, så vi på den måde får et indgående kendskab til infrastrukturen og områdernes befolkning. Og så har vi fået kontakt til rigtig mange forskellige beboergrupper, der på forskellig vis enten allerede er engageret i beredskab på den ene eller anden måde, eller som er klar på at engagere sig.”

”Der er utrolig mange ubekendte faktorer, når det kommer til det med at forberede sig på kriser og endda katastrofer.  Man siger jo, at det kræver stor forberedelse, hvis man vil improvisere. Og man ved jo også, at rettidig omhu aldrig går af mode.”

Stort potentiale kan blive forløst

Derfor understreger begge to vigtigheden af, at man skal komme i gang så hurtigt som muligt med at kortlægge risici og potentielle samarbejder om indsatser. Man kantrække på de erfaringer man allerede har, om det så er fra covid-krisen eller andre situationer, der relaterer sig til ordet beredskab.

”Det viste sig jo blandt andet, da vi gik i gang med det her feltarbejde, hvor vi vil søge nogle fonde til vores beredskabsindsatser, at der allerede var beboere, der havde lavet beredskabsplaner for deres område. Vi har også set, at vores beboerdemokrati har gang i nogle ting, ligesom der også er aktiviteter i boligsocialt regi, som allerede kører. Men der kan stadig være flere andre aktører derude, som vi gerne vil bringe i spil, lige fra madklubber, sundhed- og ensomhedsindsatser og meget mere,” lyder opfordringen fra Francisco Ortega.

Hvem har ansvaret for samfundets beredskab?

Det overordnede ansvar for samfundets beredskab ligger hos Staten, regionerne og kommunerne. Nationalt fastlægger Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab de overordnede strategier, mens Styrelsen for Samfundssikkerhed kortlægger risici og rådgiver myndigheder. Beredskabsstyrelsen står for den operative indsats og uddannelse af frivillige. Regionerne har ansvaret for sundhedsberedskabet, mens kommunerne håndterer den lokale indsats – fx evakuering, nødcentre og kritiske velfærdstjenester i krisesituationer.

Boligorganisationerne har ikke et formelt ansvar for beboernes beredskab, men de kan spille en vigtig rolle i at styrke tryghed og naboskab i hverdagen.

Paco Citat (1)

1 / 1Francisco Ortega og Lars Robetje. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

Potentialet er stort, det er begge parter helt enige om. De er også enige om, at samarbejdet ikke bare er oplagt og indlysende, men kan virke som inspiration for andre sektorer.

”Beredskab går jo på tværs af sektorer, så det gælder om at gribe ud efter alle de interessenter der kan være,” opfordrer Francisco Ortega, mens Lars Robetje følger op;

”Jeg tror faktisk at alle mine kollegaer rundt om i landet har en vis fokus på det her område, for det er jo os, der bliver aktiveret, når noget går galt. Det kan måske være svært at få skabt den første dialog, men start med den, så er man i gang.”

Samtale fremmer forståelsen, skal man huske. Og samtaler fører ofte videre til samarbejde.

Både Lars Robetje og Francisco Ortega opfordrer deres respektive kolleger i beredskab og boligsektoren til at åbne dørene og undersøge potentialerne i et samarbejde om kriseberedskab:

”Vi har haft stor glæde af at skitsere værdikæden hvor er den stærk, hvor er den svag, hvem kan hvad. Vi er ikke specialister på alle områder, men vi har vores, og I har jeres. Det er jo der, vi kan spille hinanden stærkere.”

Om skribenten

Lars Graesborg 00924
Lars Græsborg Mathiasen

Lars er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere video, foto og lyd på tværs af BL’s platforme.

Seneste Artikel

Stort samarbejde om beredskab: Sådan kom boligorganisation og kommune i gang

Lars er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere video, foto og lyd på tværs af BL’s platforme.

Seneste Artikel

Stort samarbejde om beredskab: Sådan kom boligorganisation og kommune i gang

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3130 )

0

Læseliste