06. NOV. 2025 KL. 09:00
Ny kortlægning: Så mange almene boliger er i fare for oversvømmelser
Vejene stod under vand i det meste af Esbjerg den 27. september 2024. Men beboerne i AB Esbjergs rækkehuse slap til alt held, at vandet trængte ind i boligerne. Foto: AB Esbjerg
06. NOV. 2025 KL. 09:00
Landsbyggefonden udgiver en af Danmarks største klimascreeninger af bygninger.
Klimaforandringerne medfører varmere, vådere og vildere vejr. Det øger risiko for oversvømmelser, både fra oven, fra neden og fra siderne. Oversvømmelser og påvirkning af vand er en tiltagende udfordring.
Klimaforandringer medfører mere ekstremregn, stigende grundvand og øget risiko for oversvømmelser. Det rammer også den almene boligsektor, hvor mange bygninger er udsatte.
Landsbyggefonden offentliggør nu en af Danmarks største klimascreeninger af bygninger under navnet ”Almen Klimakortlægning”. Det er en helt ny model og rapport, der kortlægger klimaudfordringerne i den almene boligsektor, som består af cirka 92.000 bygninger, som indeholder boliger.
Giver et datadrevet overblik
”Med ’Almen Klimakortlægning’ er det første gang, at vi får et landsdækkende datadrevet overblik over risikoen for oversvømmelser i den almene boligsektor. Med rapporten og modellen kan vi nu opgøre klimaudfordringerne på både bygnings- og boligniveau i den almene boligsektor,” forklarer afdelingschef i Landsbyggefonden, Anita Pedersen.
Kortlægningen viser, at 75 % af den almene bygningsmasse – svarende til 89 % af boligerne – er klimaudsat i forhold til vand i mere eller mindre grad.
Den nye rapport har to hovedformål: At give de almene boligorganisationer og kommuner et datadrevet overblik over risikoen for oversvømmelser – og at opgøre de samlede udgifter til klimasikring.
”Nedbørsmængderne stiger, og klimakortlægningen viser, at tusindvis af danske hjem potentielt er udsatte for oversvømmelser. Samlet set anslås udgifterne til klimasikring i den almene boligsektor til omkring 34 milliarder kroner. Med den nye kortlægning har vi fået et konkret værktøj til at handle på konsekvenserne af klimaforandringerne,” siger Anita Pedersen.
En væsentlig del af udgifterne knytter sig til beskyttelse mod ekstremregn, som sammen med terrænnært grundvand udgør den største klimarisiko for mange boligområder.
Bag om rapporten ’Almen Klimakortlægning’
Rapporten bygger på en modelbaseret kvantitativ screening af ca. 92.000 almene bygninger med boliger med data fra bl.a. Scalgo, KAMP og DMI’s Klimaatlas. Analysen dækker fem oversvømmelseskilder:
- Stillestående vand ifm. ekstremregn
- Strømningsveje ifm. ekstremregn
- Stormflod
- Overløb af vandløb og åer
- Højtliggende grundvand
En bygning betegnes som udsat, hvis den rammes af mindst én af de fem nævnte oversvømmelseskilder.
Almen Klimakortlægning er udviklet af Landsbyggefonden i samarbejde med Sweco. Metoden og beregningerne er kvalificeret af faglige eksperter fra bl.a. DTU, CONCITO, Scalgo og DMI.
Læs senere artikler
Usikkerhed om forsikring efter massive regnskyl: "Det kan blive rigtig dyrt"
Om skribenten
Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Ny kortlægning: Så mange almene boliger er i fare for oversvømmelserNiklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.
Seneste Artikel
Ny kortlægning: Så mange almene boliger er i fare for oversvømmelser