05. MAR. 2025 KL. 08:34
Kirsten er gadesygeplejerske og en del af et unikt team: ”Vi opsøger udsatte beboere”

Gadesygeplejersken Kirsten Clausen og den socialfaglige medarbejder Torben Christiansen har et tæt samarbejde om de udsatte borgere i Skanderborg Kommune. Foto: Andreas Holm Hansen
05. MAR. 2025 KL. 08:34
I Skanderborg har den almene boligorganisation SAB samarbejdet med kommunens særlige team, der opsøger og hjælper udsatte beboere. De sidste 11 år har Det Opsøgende Team været med til at forvandle blandt andet Højvangen fra et udsat kvarter til en succeshistorie.
For nogle udsatte beboere kan vejen til lægen være lang – selv når den fysiske afstand er kort.
Den afstand nedbryder gadesygeplejersken Kirsten Clausen og den socialfaglige medarbejder Torben Christiansen som en menneskelig bro mellem udsatte borgere og sundhedsvæsnet.
Sammen udgør de Det Opsøgende Team og rykker ud, når de hører om beboere i problemer.
"Mange af vores borgere har dårlige erfaringer med myndigheder og sundhedssystemet, men ikke med os. Vi tager ud til borgerne, hvor de opholder sig – i deres hjem, i skove, på marker eller ved mødesteder. Her mødes de ikke af lange ventetider eller af en sagsbehandler, de tidligere har haft dårlige oplevelser med," siger Kirsten.
Det Opsøgende Team har base i Højvangen, der hører under Skanderborg Andelsboligforening. Herfra modtager de henvendelser fra boligorganisationen, politiet, samarbejdspartnere og naboer om socialt udsatte beboere.
"Som sygeplejerske eller sagsbehandler har man ofte en køreliste eller faste patienter, men i vores job har vi ingen øvre grænse. Det gør indtryk på folk, at vi tager os tid til dem. Hvis en borger har brug for, at jeg bliver, og jeg ikke har andre aftaler, så bliver jeg. Vi er her ikke for at uddele medicin eller rense sår, men for at hjælpe dem videre til de rette instanser," siger Kirsten.
To fagligheder i én
Torben Christiansen, der er teamets socialfaglige medarbejder, er med sin baggrund den perfekte makker til gadesygeplejersken Kirsten.
Fordi de altid går sammen, fungerer de nærmest som én person, men med to forskellige ekspertiser.
"Vi ser hele mennesket. Jeg har arbejdet med sociallovgivning og udsatte borgere i mange år, mens Kirsten bidrager med sine sundhedsfaglige kompetencer," siger Torben, der har 45 års erfaring fra psykiatrien og arbejdet med socialt udsatte i Skanderborg og Aarhus Kommune.
Efter 11 år føler Kirsten sig stadig ikke færdig som gadesygeplejerske. Også hos SAB håber man, at indsatsen forsætter i mange år endnu:
"Vi skal have gjort Det Opsøgende Team til en permanent indsats. Der kommer kun flere ældre og socialt udsatte. Hvis vi stopper her, er jeg bange for, at vi hurtigt vil se en nedadgående kurve, og at problemerne vil vende tilbage," siger Erling Weber Jensen, der er direktør i Skanderborg Andelsboligforening.
Artiklen fortsætter under billedet
Det Opsøgende Team
Det Opsøgende Team er et tilbud til udsatte borgere i Skanderborg Kommune, herunder hjemløse og borgere med alkoholmisbrug. Teamet er etableret efter Servicelovens § 99 som et tilbud til socialt udsatte borgere mellem 18 og 65 år.
Målet er at hjælpe borgerne til at opnå og bevare kontakt til omverdenen samt gøre dem i stand til at benytte samfundets tilbud. Alle kan henvende sig anonymt til Det Opsøgende Team ved bekymring for en udsat borger.
Når der er skabt kontakt og tillid mellem borgeren og Det Opsøgende Team, vil teamets funktion i det videre arbejde være at bygge bro til omverdenen f.eks. andre kommunale myndigheder, væresteder, behandlingssystemet, sundhedsvæsenet etc.
Læs mere om teamet her.

Det Opsøgende Team holder til i Højvangen. Det håber Erling Weber Jensen, der er direktør i Skanderborg Andelsboligforening, at de bliver ved med. Foto: Andreas Holm Hansen
Nordens bedste boligområde
Det er ikke uden grund, at Det Opsøgende Team holder til i Højvangen, til trods for at de er ansat af kommunen og har hele Skanderborg Kommune som arbejdsplads.
Når man er gadesygeplejerske, er det nemlig vigtig, at man er ’på gaden’ og møder beboerne der, hvor de er, og ikke med et skrivebord imellem sig.
En analyse fra Syddansk Universitet viser blandt andet, at de almene boligområder huser en stor del af de udsatte beboere i Danmark. For eksempel er andelen, der har psykiske lidelser, langt større blandt almene end de ikke-almene beboere. Derfor giver det kun mening, at det Det Opsøgende Team deler hus med de boligsociale medarbejdere:
"Torben og Kirsten bygger ikke kun bro mellem beboere og sundhedsvæsenet. De skaber også kontakt mellem boligorganisationen og kommunen. Takket være dem kan vi nemmere få fat i de rette folk på kommunen," siger Erling Weber Jensen
Samarbejdet har da også haft en mærkbar, positiv effekt og været med til at forvandle det tidligere udskældte boligområde til et trygt sted at være. Ja, faktisk vandt Højvangen NBO-prisen som nordens bedste boligområde i 2022.
Succesen har vakt opmærksomhed helt til Christiansborg, hvor Erling Weber Jensen for nylig blev inviteret til en høring i Ældreudvalget for at dele erfaringerne med nære sundhedsprojekter.
Ingen journalpligt – og det gør en forskel
De positive resultater er ikke kommet af sig selv. Både Erling, Kirsten og Torben fremhæver samarbejdet mellem boligorganisationen, kommunen og Det Opsøgende Team som noget helt unik.
"Det betyder noget, at vi har base hos SAB, men er ansat af kommunen. Vi lægger ikke skjul på vores kommunale tilknytning, men vi optræder ikke som klassiske myndighedspersoner," siger Torben.
En vigtig forskel fra andre kommunale indsatser er, at teamet ikke har journalpligt.
"Hvis Erling ringer og udtrykker bekymring for en beboer, så undersøger vi det – men vi skriver ikke rapporter. Vi kommer ikke som politiet og afhører folk. Vi lytter og vurderer situationen," forklarer Torben.
Som et ægtepar
Når man møder Kirsten og Torben, er man ikke i tvivl om, at de er et godt kollegialt match. De beskriver også deres forhold som et slags andet ægteskab og fuldender sågar hinandens sætninger:
"Vi rækker hånden ud til de svageste. Hvis ikke de tager imod den, er vi der stadig næste gang," siger Torben, og Kirsten tilføjer:
”Ja, for vi er vedholdende og tålmodige. Vi bliver ved, fordi vi ved, at tillid tager tid. Ofte åbner folk først op, når vi kommer igen."
For at mindske mistillid efterlader teamet altid et personligt kort i beboernes postkasse, så de ikke virker skræmmende næste gang, de banker på.
"Vi kører også rundt for at vurdere boliger. Er de overgroede? Vokser tingene op foran vinduerne? Hvis vi får mistanke om, at en beboer er i problemer, undersøger vi det," siger Torben.
Læs senere artikler
Særlig almen indsats begejstrer ældreministeren: ”Jeg ser et stort potentiale i boligsociale indsatser”
Om skribenten

Andreas er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere forskelligt videoindhold på tværs af BL’s platforme.
Seneste Artikel
Kirsten er gadesygeplejerske og en del af et unikt team: ”Vi opsøger udsatte beboere”Andreas er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere forskelligt videoindhold på tværs af BL’s platforme.
Seneste Artikel
Kirsten er gadesygeplejerske og en del af et unikt team: ”Vi opsøger udsatte beboere”Mest læste
Se alle artikler (3033)0