20. MAJ. 2025 KL. 10:41
Ny partnerskabsaftale: ”Vi får adgang til 50 hjerner på en gang”

De fire bygningskonstruktørstuderende Kristin, Jacob, Frederik og Frederikke har stor glæde af en ny partnerskabsaftale med Himmerland Boligforening. Foto: Professionshøjskolen UCN
20. MAJ. 2025 KL. 10:41
En treårig partnerskabsaftale mellem professionshøjskolen UCN og Himmerland Boligforening styrker både medarbejdere og studerende. Mens de studerende lærer virkeligheden bedre at kende, får boligorganisationen nye ideer til alt fra at renovere boliger til at styrke den nære sundhed.
Hvorfor har I valgt netop det ventilationsanlæg? Hvorfor vælger I netop den måde at renovere på? Hvordan er rammerne for byggerier i en almen boligorganisation?
Sådan lyder nogle af de utallige spørgsmål, som projektleder Rasmus Hjorth fra Himmerland Boligforening bliver bedt om at svare på, når han vejleder og viser studerende fra den lokale bygningskonstruktøruddannelse rundt på nogle af de byggepladser, han arbejder på.
”Det er fantastisk at få alle de her spørgsmål,” siger Rasmus Hjorth fast og uddyber:
”Det er en kæmpe fornøjelse med de studerendes nysgerrighed og friske øjne. Det er den allerbedste medicin mod at falde i 'det plejer vi'-grøften.”
Himmerland Boligforening er Nordjyllands største boligorganisation med mere end 7.500 boliger i Aalborg, Svenstrup, Skørping og Mariager, og et samarbejde med bygningskonstruktøruddannelsen er blot et enkelt element i en treårig partnerskabsaftale mellem boligorganisationen og den nordjyske professionshøjskole UCN.
Det strategiske samarbejde handler overordnet om, hvordan de to organisationer kan udvikle hinanden via konkrete samarbejdsprojekter.
Foreløbigt er der udpeget tre aktiviteter:
-
Renovering af tomme studieboliger: En af Himmerland Boligforenings afdelinger har aktuelt omkring 60 studieboliger. Nu samarbejder man om at søge midler til at renovere og omdanne dem.
-
Mere sundhed til beboerne: Partnerskabet søger midler hos fonde og andre eksterne kilder med henblik på tværfagligt at booste sundhed, boliger og boligområder. Herunder den fysiske indretning, jobformidling og beboeraktiviteter.
-
Rundvisninger og sparring: På bygningskonstruktøruddannelsens 4. og 5. semester er Himmerland Boligforening blandt andet sparringspartner ved en række af de studerende projektopgaver om lavenergibyggeri. Og boligorganisationen holder desuden oplæg og viser rundt på byggepladser.
Givende at nogen fra virkeligheden lytter
Frederik Frøkjær Andersen er en af de studerende, der har haft glæde af partnerskabsaftalen. Han er ved at uddanne sig til bygningskonstruktør, og sammen med tre medstuderende fik han for nylig en projektopgave med udgangspunkt i et renoveringsprojekt, som Himmerland Boligforening var bygherre på.
Opgaven handlede om at omdanne en af Aalborgs gamle bygninger til en attraktiv og bæredygtig byejendom, og i 20 uger arbejdede de fire studerende på projektet, der efterfølgende blev præsenteret for og evalueret af tre repræsentanter fra den nordjyske boligforening.
”Det er uvurderligt at opleve virkeligheden på en byggeplads. Det giver meget bedre erfaringer, end hvis du blot læser noget i en bog. Det var spændende at løse en opgave, som bunder i en rigtig case,” fortæller Frederik.
De fire studerende kom med en række bud på, hvordan bygningen kunne forbedres. De foreslog et renoveringsprojekt med en række bæredygtige og energimæssige løsninger, og herefter fik de feedback fra boligorganisationen.
”Det var rigtig givende, at nogen fra 'virkeligheden' lyttede til os. Vi fremlagde vores ideer, de var lydhøre, og så fortalte de, hvordan de selv ville gribe projektet an,” fortæller han.
Frederik er oprindeligt uddannet tømrer og har førhen arbejdet for almene boligorganisationer, men det var alligevel nyt for ham at få indsigt i, hvordan de konkret agerer og tænker.
”Jeg fik en ny viden om den ramme, en boligorganisation arbejder indenfor, og det er helt sikkert noget, jeg kan tage med mig videre frem,” siger Frederik og forklarer videre:
”Det gik blandt meget andet op for os, at den almene boligorganisation er låst på en række parametre. Blandt andet foreslog vi en løsning til en udvendig facaderenovering af en gavl, som de ikke godtog. Så blev vi det klogere.”
Perspektiv i samarbejde om den nære sundhed
”Den nære sundhed! Dette er på sigt den absolut vigtigste dagsorden, som professionshøjskolen UCN og Himmerland Boligforening kan samarbejde om at styrke via partnerskabsaftalen,” siger Ole Nielsen, boligorganisationens direktør.
”Mens UCN har en bred vifte af sundhedsuddannelser, har vi for eksempel vores Sundheds- og Kvartershus i det østlige Aalborg. Vi supplerer dermed hinanden på sundhedsområdet og vil i fællesskab kunne bidrage til at håndtere den vigtige sundhedsdagsorden,” siger direktøren.
Sundheds- og Kvartershuset er et resultat af et samarbejde mellem Region Nordjylland, Aalborg Kommune og Himmerland Boligforening, og det er flere gange fremhævet som et fint eksempel på, hvordan sundhedsindsatser kan blive rykket tættere på, hvor mennesker bor og lever.
Thomas Kastrup-Larsen, direktør i UCN Erhverv, ser også perspektiver i et fremtidigt samarbejde om at løse borgernes sundhedsudfordringer.
”De studerende på vores otte sundhedsuddannelser skal alle i praktik, og herudover kan vi via partnerskabet bygge endnu en dimension på. Vores studerende kan være med til at udvikle nye praksisser og måder at gøre tingene på. Og så ser vi også et perspektiv i, at vores studerende får øjnene op for at arbejde frivilligt som et nødvendigt supplement til fremtidens sundhedsprofessionelle.”

Det er nu 18 år siden, at projektleder Rasmus Hjorth fra Himmerland Boligforening afsluttede uddannelsen til bygningskonstruktør på den lokale professionshøjskole. Dengang kendte han kun ganske lidt til den almene boligsektor, og han oplever det som uhyre tilfredsstillende, at han nu kan give viden tilbage til den uddannelse, han er rundet af. Foto: Himmerland Boligforening
Boligdirektør: Meget værdifuldt
Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening, fremhæver, at partnerskabsaftalen åbner op for en frugtbar kontakt og dialog mellem boligorganisation og en stor gruppe resursestærke studerende.
”Det er meget værdifuldt, at vi får anledning til at præsentere os selv og dermed kan vække de studerendes interesse. De studerende kan jo både vise sig at være nogle af fremtidens lejere og medarbejdere. Samtidig giver de studerende os rigtig mange relevante indspark til, hvordan vi løser vores udfordringer,” siger direktøren og fortsætter:
”Som et enkelt eksempel har vi en udfordring med tomme ungdomsboliger i Aalborg, og nu sidder vi så med 50 studerende fra UCN og kan for eksempel spørge dem 'hvad kan få jer til at vælge en almen studiebolig?', og det får vi en række fine bud på, uden at vi nødvendigvis behøver at igangsætte omfattende markedsundersøgelser og fokusgrupper.”
Prioriterer opgaver fra virkeligheden
Også professionshøjskolen er tilfreds med det tættere samarbejde, som partnerskabsaftalen lægger op til.
”Vi prioriterer, at de studerende løser opgaver ude i virkeligheden. De lærer rigtig meget, når de får indsigt i, hvad for eksempel en bygherre som Himmerland prioriterer. Når de studerende arbejder med helt konkrete cases, får de et rigtig godt blik på de udfordringer, de fremadrettet skal være med til at løse,” siger Thomas Kastrup-Larsen, direktør i UCN-Erhverv, og peger på, at professionshøjskolen ønsker at komme endnu tættere på lokale virksomheder og organisationer.
”Vi har en klar strategi om at være med til at skabe værdi for og udvikling i Nordjylland, og netop Himmerland Boligforening er en god samarbejdspartner, da de gennem de seneste år har gjort en kæmpe forskel, når det gælder at skabe en positiv transformation af Aalborg og omegn,” slår UCN-direktøren fast.
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (3068)0