14. MAJ. 2025 KL. 10:00
Boligsociale medarbejdere hjælper unge: ”Hvordan taler man med sin chef?”

Lam Truong er boligsocial koordinator ved Albertslund Boligsociale Center. Han hjælper blandt andet unge med at skrive ansøgnigninger. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
14. MAJ. 2025 KL. 10:00
Almene renoveringer kan give lærepladser til beboere. ”Når man støtter lokalt, så kommer der også noget goodwill fra lokale den anden vej,” siger lærlingeansvarlig hos entreprenør.
Hvad skal man skrive i sin ansøgning, hvis man gerne vil have en læreplads som murer?
Det spørgsmål har Alfred på 17 år brug for hjælp til at svare på. Derfor er han dukket op onsdag eftermiddag i Ungehuset i det almene boligområde AKB Hedemarken i Albertslund. Her sidder den boligsociale medarbejder Lam Truong hver uge klar til at hjælpe unge beboere med at finde en læreplads.
”Det kan være svært for unge at finde en læreplads, hvis de ikke selv har et netværk i byggebranchen. Jeg har som boligsocial medarbejder kontakt med mange entreprenører, fordi der for tiden bliver gennemført flere store renoveringer af almene boliger i Albertslund, og det kan give mulighed for at finde en læreplads i området,” siger Lam Truong.
14 procent lærlinge på alle byggesager
Lam Truong er boligsocial koordinator i Albertslund Boligsociale Center, der blandt andet har fokus på at finde lærepladser til unge i almene boligområder.
I dag skal alle almene boligorganisationer nemlig stille krav om 14 procent lærlinge på bygge- og renoveringssager, der modtager støtte fra Landsbyggefonden. Det gælder også AKB Hedemarken, der er en del af KAB-Fællesskabet, og som for tiden gennemgår en omfattende renovering af næsten 900 almene boliger.
”Jeg har både lovet de lokale unge, at jeg hjælper dem med at finde læreplads, og lovet byggesagen at finde lærlinge, så de kan opfylde kravet om 14 procent lærlinge. Det er en indsats, der går begge veje,” siger Lam Truong.
Husk at give hånd
Alfred bor i en afdeling med almene boliger, der hedder Kærgården og administreres af BO-VEST. Han er smuttet forbi Ungehuset på vej hjem fra teknisk skole for at få hjælp til at sætte sin ansøgning pænt op. Lam Truong guider de unge hele vejen fra ansøgning til jobsamtale.
”Jeg klæder også de unge på til, hvordan man går til jobsamtale. Vi laver rollespil om, hvordan man opfører sig og taler med en chef. Husk nu at give hånd og tage kasketten af. Skub stolen ind, når du rejser dig og sæt kaffekoppen på plads. De kan jo ikke vide det, hvis de ikke har lært det,” siger Lam Truong.
”Jeg regulerer deres adfærd, hvis den er lidt gangsteragtig, og viser dem, at man nogle gange skal være ydmyg, når man søger læreplads,” siger han.
Få en fast kontaktperson på lærlingeindsatsen
Det er en stor fordel for den almene bygherre at have en fast kontaktperson på lærlingeindsatsen hos entreprenør og underentreprenører. En fast kontaktperson kan:
- Indhente tal til lærlingeplanen
- være dialogpartner for boligsociale medarbejdere
- være med til opstartsmøde om at få lærlinge i lære på byggesagen
Kilde: Lærlingehåndbogen 2025

Lam Truong hjælper Alfred med at skrive en ansøgning i Ungehuset. Foto: BO-VEST
Læs senere artikler
Boligorganisation hjalp ung ind i byggebranchen
Kontaktpersonen kan være første skridt til en læreplads
Lam Truong har en liste med kontaktpersoner på lærlingekravet hos alle de underentreprenører, der udfører renoveringen af AKB Hedemarken. Den liste blev lavet på opstartsmødet på byggesagen, hvor den almene bygherre, rådgiver, entreprenør, underentreprenører og boligsociale medarbejdere deltog.
En af underentreprenørerne er firmaet Tømrermester Troels Hansen. Her er Monika Gade lærlingeansvarlig og kontaktperson. Hun har været med til at ansatte en beboer som lærling efter kontakt med Albertslund Boligsociale Center.
”Vi vil egentlig gerne gøre en forskel i det lokalområde, hvor vi arbejder. Det er et fokusområde i vores ESG-arbejde. Vi tænker, at når man støtter lokalt, så kommer der også noget goodwill fra lokale den anden vej. Så kan beboerne måske leve med, at der er larm og stilladser, selvom vi selvfølgelig prøver at begrænse det,” siger Monika Gade, HR og marketingansvarlig.
Hun understreger, at beboere i almene boliger skal leve op til præcis samme krav som andre ansøgere.
”De bliver ansat på lige fod med andre. Vores fokus er, at de virker motiverede i ansættelsesprocessen, for eksempel at de har ringet eller selv været ude at aflevere en ansøgning på byggepladsen. Vi kan også godt lide, at de har haft et fritidsjob,” forklarer Monika Gade.
Lokale unge giver god mening
Hun mener, at det giver god mening at ansætte lokale unge på store almene byggeprojekter.
”Hvis en ansat fra et boligsocialt center gør opmærksom på, at der er en god dreng eller pige derude, man kan hjælpe, så vil vi gerne, hvis det passer med, at vi kan tage en lærling ind,” siger Monika Gade.
I AKB Hedemarken har Alfred fået lavet sin ansøgning færdig og klar til at sende afsted. De fleste håndværkere er gået hjem fra byggepladsen udenfor vinduerne. Måske bliver Alfred snart en af dem.
Albertslund Boligsociale Center (ABC)
ABC har gennem flere år haft fokus på at få unge ind i byggefagene, blandt andet gennem et samarbejde med Bygherreforeningen.
ABC er et samarbejde mellem blandt andre BO-VEST, KAB, Albertslund Boligselskab, Vridsløselille Andelsboligforening, AKB Albertslund, Albertslund Kommune og Landsbyggefonden.
ABC er en boligsocial helhedsplan. Den fokuserer blandt andet på at fremme aktivt medborgerskab og trivsel i boligområderne. ABC arbejder i disse år desuden for, at flere får en uddannelse og kommer i job.
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (3063)0