Boligdirektør: Om to år er vores organisation ikke til at kende

Journalist: Fortæl noget om dig selv, jeg vil blive overrasket over at høre?

Inge: Jeg er medlem af en Puch Maxi-bande.

Journalist: A’ hvad er du?

Inge: Ja, en rigtig knallertbande, hvor vi er 14 kvinder og én mand, der kører rundt i landet på vores Puch Maxier.

Og så er det ikke engang løgn. Når Inge Nielsen ikke er direktør for VAB (Vestsjællands Almene Boliger), drøner hun riget rundt på sin sorte Puch Maxi sammen med et hold af sine bedste venner fra hjembyen Asnæs i Odsherred.

Knallertpassionen siger meget om Inge Nielsen – både som person og som direktør.

Inge Nielsen har nemlig kort til latter og langt til begrænsninger. Og hun har ikke tænkt sig at lade sig bremse i de ting, hun sætter sig for.

Som når hun siger, at hun vil forandre hele VAB’s drift, er man ikke i tvivl om, at hun mener det – og at hun nok skal få det til at ske:

”Næsten 20 procent af mine medarbejdere nærmer sig pensionen. Vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes og organisere os bedre for at tilpasse os fremtiden. Det bliver en stor forandring – større, end jeg troede. Men vi har et stærkt udgangspunkt.”

En nødvendig forandring

Inge Nielsen blev valgt som styrmand for VAB tilbage i november 2024.

Ansættelsen kom ikke på baggrund af anciennitet i boligorganisationen. For selvom Inge Nielsen har arbejdet for den vestsjællandske organisation siden 2007, forlangte hun selv, at en konsulentvirksomhed skulle stå for udvælgelsen af den nye direktør, så hun blev professionelt rekrutteret og ikke bare fik stillingen.

”På den måde kan ingen blive overrasket over mine valg og min måde at styre organisationen på. Lige fra starten har jeg gjort det klart, hvad mine planer er. Når jeg begynder at ændre på tingene, er de forberedt.”

Og ændringer er, hvad der er i vente.

Inge Nielsen har givet sig selv to år til at forandre hele driften med henblik på at blive endnu mere effektiv. Ikke fordi det gik dårligt under den tidligere direktør – tværtimod.

Men for at gøre VAB stærkere til at modstå de udfordringer, der uundgåeligt vil komme i et accelererende, digitalt samfund:

”Vi skal tænke på næste generation, så vi skal have elever ind. Det er 40 år siden, vi sidst havde en elev – det holder ikke. Det er også en samfundsopgave, og den skal vi tage på os.”

”Vi har 200 afdelinger og har været meget traditionsbundne. Det skal vi ikke i alle henseender blive ved med. Vi har historisk haft mange lokale håndværkere, og det er fint – vi vil stadig gerne handle lokalt. Men vi bliver også nødt til at handle strategisk og lave nogle større, fælles indkøb. Vi skal bruge vores ressourcer bedst muligt.”

Inge Nielsen om …

… Udkantsdanmark

”Jeg bryder mig ikke om at kalde Vestsjælland for udkantsdanmark. Det har en alt for negativ klang, og det er ikke fair, når vi befinder os i den smukkeste del af landet. Men derfor skal vi heller ikke pakke problemerne væk. Vi har også et ansvar for at løfte vores del af samfundet og det såkaldte udkantsdanmark. Vi skal tilbyde jobs og solide boliger, hvor andre ikke kan.”

… Ledelse

”For mig er god ledelse at være ordentlig – det er et mantra for mig, men vi har ikke været gode nok. Da jeg havde ansvar for både drift, HR, IT, udlejning og 25 medarbejdere samt kontakt til 120 afdelingsbestyrelser, var det svært at prioritere ledelse. Vi skal være bedre til at være til stede og sikre gode vilkår – også i forhold til arbejdsmiljø og tryghed. Det er vigtigt for mig, at vores medarbejdere har en høj markedsværdi – at de udvikler sig både fagligt og personligt.”

… Fremtiden

”Jeg håber, vi fortsat kan være vores egen organisation. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har vores egen administration og ikke bliver underlagt en boligadministration. Der er en stor forskel på at være sit eget selskab og have sit eget præg. Det handler i høj grad om relationer og nærvær. Vi skal kunne se beboerne i øjnene, og det gør vi bedst, hvis vi ikke bliver for store.”

Det skal give mening

Noget, som gør VAB til et særligt sted at være direktør, er den geografiske størrelse, som organisationen dækker. Som navnet antyder, har VAB ansvaret for stort set hele Vestsjælland – helt fra toppen af Odsherred og ned syd for Slagelse og Køge, små 100 kilometer derfra.

Det kan godt give hovedbrud, når man som direktør skal få det hele til at gå op fra sit hovedsæde i Jyderup:

”Vores organisation hører ikke til blandt de største, men vores 200 afdelinger er spredt ud over et relativt stort område. Jeg misunder nogle gange andre direktører, som ’bare’ har én by at bekymre sig om. Vi har 120 afdelingsbestyrelser at forholde os til.”

”Jeg har næsten altid tre medarbejdere på vejene. Men hvis vi skal sikre kvaliteten i alle afdelingerne, er vi nødt til at være til stede derude. Vi har heller aldrig tomgang, så det vidner om, at vi gør det godt, og at efterspørgslen på vores boliger er der.”

Netop ansvaret for at være ordentligt til stede ligger Inge Nielsen meget på sinde. Hun er ikke bleg for at sige lokalpolitikerne imod eller træffe upopulære beslutninger, hvis hun føler, at det er nødvendigt:

”Jeg har nogle gange sagt nej tak til byrådsmedlemmer, som tilbyder os at bygge nyt. Men det vil ikke være forsvarligt at bygge nye almene boliger i Ringsted, når vi holder til i Jyderup. Vi skal ikke gabe over mere, end vi kan håndtere. Min forretning behøver ikke vokse.”

Kendte ikke sektoren - og det var en fordel

En tilfældighed bragte Inge Nielsen ind i sektoren.

Den daværende direktør, Karsten Krüger, var hendes nabo længere nede ad vejen, og han spurgte hende efter et sammentræf, om hun var interesseret i at blive økonomichef for VAB. Og uden at vide hvad den almene sektor var for en størrelse, takkede hun ja:

”På det tidspunkt havde jeg været i Skat i 23 år som fagchef og med en revisionsuddannelse. Jeg kan huske, at i de første måneder syntes jeg, at regnskaberne stod på hovedet – udgifter først, indtægter til sidst. Det var en helt anden logik.”

”Men jeg tror, at det var sundt at komme udefra. Man ser tingene på en anden måde, og man tør stille spørgsmål. Jeg husker for eksempel en klage, der var blevet behandlet, mens Karsten var på ferie. Jeg tænkte: ’Hvad er det her? Der er jo ikke én eneste paragrafhenvisning!’ Men sådan blev tingene gjort. Siden da er vi blevet langt mere formaliserede – og det gælder nok hele sektoren.”

Efter 18 år er Inge Nielsen stadig klar på mere. Som hun selv forklarer, føler hun, at hun kun lige er begyndt:

”Vi bliver aldrig 100 procent effektive – men måske skal vi heller ikke være det. For mig er det vigtigt, at vi har en nærhed, en ægthed og en relation til vores beboere. Det vil jeg ikke give køb på,” siger hun.