18. JUN. 2025 KL. 10:03
Private og almene boligaktører kræver politisk handling

Finansteltet, hvor Finansforbundet og Finans Danmark afholdte deres debatter, var viceadm. direktør i BL, Solveig Råberg Tingey, også i debat om temperaturen på det danske boligmarked. Foto: Lars Græsborg Mathiasen
18. JUN. 2025 KL. 10:03
Udfordringerne på boligmarkedet skal løses nu. Sådan lød konklusionen på årets Folkemøde, hvor eksperter og aktører fra både den almene og den private boligsektor deltog i debatter om, hvordan vi sikrer fremtidens boliger til alle – uanset indkomst og postnummer.
BL – Danmarks Almene Boliger var igen i år til stede på Folkemødet på Bornholm med fuld styrke.
På egne scener i Domen blev der sat spot på alt fra grønne nabofællesskaber og behovet for en ny boligaftale til beboerdemokrati, nære sundhedsydelser, og hvordan vi i Danmark håndterer hjemløshed.
Men BL deltog også aktivt i en række debatter uden for Domen – blandt andet på DI Byggeris hovedscene og i Finans Danmarks telt – hvor flere udfordringer blev drøftet: De store byer mangler betalbare boliger, mens boliger står tomme i yderområderne, demografien er under hastig forandring, og samtidig nødvendiggør klimapolitikken mere bæredygtigt byggeri og renoveringer.
Et varmt boligmarked – med store forskelle
I en debat arrangeret af Finans Danmark beskrev Kamilla Hammerich Skytte, administrerende direktør i Realkredit Danmark, det private boligmarked som ”balanceret som badevandstemperaturen på en sommerdag”. Men det samme kan ikke siges om det almene marked, særligt i hovedstaden.
”Hvis vi ser på København, er temperaturen alt for høj. Der er akut mangel på almene boliger, og ventelisterne er alt for lange,” sagde Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL.
Årsagen er klar: Der er ikke bygget nok nye almene boliger i årevis. Samtidig ligger mange byggeprojekter klar i skuffen, men bliver bremset af et rammebeløb, der ikke er fulgt med de stigende byggepriser.
”Det er stort set umuligt at bygge nyt, når byggepriserne er høje, og rammebeløbet ikke følger med byggepriserne,” påpegede Solveig Råberg Tingey på Finans Danmarks scene.
Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark, delte bekymringen:
”Vi står med et behov for 80.000 nye boliger i København frem mod 2060 – og det bekymrer os, om vi kan tilvejebringe dem.”
Et todelt boligmarked
Uden for de store byer er problemet ikke mangel på boliger – men at mange af dem ikke matcher dagens behov. Der efterspørges især boliger, der er egnede til ældre.
”I rigtig mange byer mangler vi boliger, der lever op til krav om tilgængelighed og fx har elevator. Vi har brug for at renovere og tilpasse vores boligudbud. Og vi skal i gang nu. Om bare ti år vil Danmark have 200.000 flere ældre,” sagde Solveig Råberg Tingey.
Paradokset er tydeligt: Vi mangler egnede boliger – men samtidig står tusindvis af almene boliger tomme, især i yderområder som Skive og Frederikshavn. I dag kan omkring 4.000 familie- og ungdomsboliger og 3.000 ældreboliger ikke lejes ud.
Løsningen kræver politisk vilje. Som Solveig Råberg Tingey sagde afslutningsvis:
”Jeg håber, at vi næste år står her med en ny boligaftale i hånden. En aftale, der giver os nogle konkrete redskaber, som vi kan bruge til at løse de samfundsproblemer, vi har debatteret i dag.”
Unge skal også med
Debatten kom også ind på de unges muligheder for at komme ind på boligmarkedet. Anne Dyrberg Rommer fra Nationalbanken viste, at boligpriser og lønninger følges nogenlunde ad. Men det kræver en opsparing at købe en bolig.
Elias Dalgaard, anlægsgartner og næstforperson i Lærlinge for bæredygtighed, opfordrede til at stille krav til, hvordan pensionsmidler investeres, så de ikke kun går til luksusbyggeri.
”Det er jo rent spekulationsbyggeri, hvor pensionskasser bygger meget dyre lejligheder til få. Vi skal stille krav til, hvordan vores pensionspenge investeres. De skal ikke bruges til at bygge luksusboliger, som almindelige mennesker ikke har råd til,” sagde han.
Solveig Råberg Tingey understregede, at den almene ungdomsbolig ofte er en god indgang til boligmarkedet:
”I modsætning til mange andre europæiske lande gør almene ungdomsboliger det muligt for unge studerende at flytte hjemmefra tidligt – også for unge uden stor opsparing.”
Læs senere artikler
Se billeder og højdepunkter fra Folkemødet
Debat: Hvorfor er der ikke en bolig til mig og min familie i København?
Om skribenten

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Private og almene boligaktører kræver politisk handlingChristina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Private og almene boligaktører kræver politisk handling