15. JAN. 2025 KL. 09:08

Flere unge i almene boliger skal hjælpes tættere på job og uddannelse

Stock Nyhedsbrev (47)

I den almene boligsektor arbejdes der intensivt med lokale indsatser, der kan styrke unges sociale og faglige kompetencer. Foto: BL/Canva

En ny analyse viser, at unge i almene boliger uden tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet typisk står med en række mere komplekse udfordringer. Derfor er det oplagt, at den almene boligsektor inviteres med i et nyt partnerskab, som skal finde løsninger på netop den udfordring, lyder det fra BL’s viceadministrerende direktør.

Alt for mange unge står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse.

I Danmark er der 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som hverken har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet. Unge, som ikke har anden uddannelse end grundskolen.

28 procent af de unge bor i en almen bolig – helt præcist 12.000. Det viser en ny analyse fra AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Analysen ser blandt andet nærmere på, hvordan unge i almene boliger uden job og uddannelse adskiller sig fra andre unge i samme kategori.

Som det fremgår af grafikken herunder, har analysen inddelt de unge i en række såkaldte klynger med samme grad af udfordringer, blandt andet lav faglighed, psykiske diagnoser og kriminalitet.

Her viser tallene, at gruppen af unge uden job og uddannelse – herunder dem som bor i en almen bolig – generelt har flere udfordringer end andre unge. Særligt hvad angår svag forældrebaggrund, lav faglighed og en skolegang med specialtilbud er unge fra almene boligområder overrepræsenteret i forhold til andre unge uden job og uddannelse og andre unge i øvrigt.

Derfor er den almene boligsektor også en del af løsningen, når det kommer til at løfte den gruppe af unge, lyder det fra analysens hovedforfatter.   

”Helt overordnet hæfter jeg mig ved, at de unge uden job og uddannelse generelt er en gruppe med mange udfordringer. Men at der er endnu flere udfordringer blandt de unge uden job og uddannelse i almene boliger. Skal man løse problemet og hjælpe de unge, synes jeg, at vores analyse viser, at man er nødt til at tænke hele vejen rundt om den enkelte unge. Er der brug for en social indsats, en uddannelsesmæssig støtte eller måske sundhedsbehandling?” siger Emilie Damm Klarskov, der er analysechef i AE og står bag analysen.

”Jeg hæfter mig samtidig ved, at mange af disse unge burde kunne spottes ret tidligt, så man kunne sætte tidligt ind og hjælpe dem, mens de stadig er børn,” fortsætter Emilie Damm Klarskov.

AE 3

Figuren viser hver af de 11 klynger af 15-24-årige uden job og uddannelse fordelt efter om de bor i en almen bolig eller ej. Foto: AE/analyse

I den almene boligsektor arbejder vi intensivt med lokale indsatser, der kan styrke beboeres sociale og faglige kompetencer og give flere muligheder i livet – også blandt unge.

Solveig Råberg Tingey

Viceadministrerende direktør hos BL – Danmarks Almene Boliger

Læs senere artikler

Aftale om ungeløft skal hjælpe unge i arbejde

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Allerede gode erfaringer

Tilbage i oktober 2024 blev regeringen, sammen med en række partier, enige om en aftale, der netop skal hjælpe med at løfte de godt 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller har et arbejde.

Aftalepartierne har afsat 1,3 milliarder kroner frem mod 2035 til blandt andet at styrke indsatsen til unge med psykiske eller sociale problemer. I aftalen er der samtidig lagt op til at etablere et nyt, stærkt partnerskab mellem relevante aktører – kaldet ungeløftet.

Heri tænkes kommuner, virksomheder og civilsamfund at skulle indgå. Set i lyset af den nye AE-analyse er det oplagt, at den almene sektor inviteres med om bordet, når der skal oprettes et bredt, nationalt partnerskab, lyder det fra Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør hos BL – Danmarks Almene Boliger. En af styrkerne er blandt andet, at den almene boligsektor er helt tæt på borgerne, der hvor de bor, og har blik for udfordringerne.

”I den almene boligsektor arbejder vi intensivt med lokale indsatser, der kan styrke unges sociale og faglige kompetencer og give flere muligheder i livet – også blandt unge, som har flere og mere komplekse udfordringer. Det er indsatser, vi ved, der virker - og som sker i tætte samarbejder med kommuner, foreninger og private virksomheder.”

Den almene boligsektor er en del af løsningen

Indsatserne inkluderer alt fra lommepenge- og fritidsjobsindsatser til mentorordninger, som styrker de unges selvværd og motiverer dem til at påbegynde uddannelse eller job.

For et år siden pegede Reformkommissionen ligeledes på den almene sektor som en vigtig del af at få hjulpet flere udsatte unge i job eller uddannelse. Der findes i dag omtrent 50 boligsociale helhedsplaner i almene boligområder rundt om i landet, som bygger på strategiske samarbejdsaftaler mellem kommuner og boligorganisationer – samt erhvervsliv og civilsamfundsaktører. Og hvoraf mange målrettet arbejder med indsatser overfor gruppen af unge, som hverken er i arbejde eller uddannelse. Tidligere analyser har vist en dokumenteret effekt af helhedsplanerne.

”Vi har tidligere givet dette input til Reformkommissionen (Reformveje 3), som har anbefalet en mere systematisk brug af partnerskaberne. Og det er oplagt at tænke ind og bygge ovenpå som en del af løsningen i en ny partnerskabsmodel for unge,” fortsætter Solveig Råberg Tingey.

Om skribenten

Jbn Niklas Asp 00579
Niklas Asp Nielsen

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Flere unge i almene boliger skal hjælpes tættere på job og uddannelse

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Flere unge i almene boliger skal hjælpes tættere på job og uddannelse

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3011 )

0

Læseliste