23. JAN. 2025 KL. 12:31
”Der er stadigvæk mange arkitektstuderende, som ikke ved, hvad en almen bolig er”
23. JAN. 2025 KL. 12:31
På Det Kongelige Akademi er de studerende startet på et forløb med fokus på den almene sektor. Et forløb, der skal give de studerende kendskab til boligformen.
Omgivet af grå facader, der falder i med den tilsvarende grå himmel, går en flok unge mennesker rundt i Charlottekvarteret i Hedehusene. De er arkitektstuderende på andet semester fra Det Kongelige Akademi, og de har trodset sne og slud for at tage turen ud fra det indre København og se Charlottekvarterets almene boliger.
For almene boliger er en betydelig del af den danske boligmasse, hvorfor det er vigtigt, at fremtidens arkitekter har kendskab til dem. Ikke mindst fordi den almene sektor historisk har været en drivkraft for innovation i vores boligformer.
”Der er en vis tradition for, at en del af udviklingen af boliger finder sted i den almene sektor. Der har været arkitektkonkurrencer gennem årene, hvor man har afprøvet nogle ting i den almene sektor, som så efterfølgende er kommet ud på det kommercielle marked.”
Ordene tilhører Michael Asgaard Andersen, der er lektor på Det Kongelige Akademi. Det er ham, der har ansvaret for Det Kongelige Akademis netop kursus med fokus på almene boliger. Et kursus, som Domea.dk var med til at sætte i søen.
Formålet er at øge forståelsen for, hvad den almene boligform kan. For selvom hver sjette dansker bor alment, er det ikke hver sjette arkitektstuderende.
”Der er stadigvæk mange arkitektstuderende, som ikke ved, hvad en almen bolig er, og meget få arkitektstuderende, som har boet i en almen bolig,” siger Michael Asgaard Andersen.