05. FEB. 2025 KL. 08:44

Særlig almen indsats begejstrer ældreministeren: ”Jeg ser et stort potentiale i boligsociale indsatser”

BL 09919 2

Ældreudvalget ønskede med deres høringen at sætte fokus på udsatte ældre. På billedet ses fra venstre: Kirsten Normann Andersen (SF), Ældreminister Mette Kierkgaard (M), Nanna W. Gotfredsen (M), Erling Weber Jensen, Kira West (formand for Rådet for Socialt Udsatte og Bent Madsen (adm. direktør for BL - Danmarks Almene Boliger). Foto: Andreas Hansen

Medlemmer af Folketingets Ældreudvalg ser stor værdi i, at kommuner, helhedsplaner og boligorganisationer samarbejder om at hjælpe socialt udsatte ældre. Især i en tid, hvor antallet af udsatte ældre stiger, bliver sådanne samarbejder helt afgørende.

Vi bliver ikke blot flere ældre i Danmark – vi bliver også flere udsatte ældre.

For at komme udfordringerne med denne voksende gruppe i møde, inviterede Folketingets Ældreudvalg en række ledende organisationer til høring på Christiansborg for at kortlægge problemerne og de mulige løsninger.

Blandt andet gjorde BL's direktør Bent Madsen, flankeret af direktøren fra SAB, Erling Weber Jensen, Ældreudvalget klogere på, hvordan almene boliger allerede er en vigtig aktør i arbejdet med socialt udsatte ældre – blandt andet gennem konkrete eksempler på nære sundhedsindsatser i boligområderne.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) ser også kun fordele i at udbrede nære indsatser:

"Der er et virkelig stort potentiale i de boligsociale indsatser – især hvis de integreres i kommunernes arbejde. Det samarbejde er nøglen. Det spændende er, når en helhedsorienteret indsats involverer både boligsociale kræfter og andre fagligheder i kommunen. Jeg tænker ikke kun på sygeplejersker, men på mange forskellige faggrupper. Der er et enormt potentiale i at kombinere de stedlige indsatser med endnu flere professionelle fagligheder," siger hun.

BL 09929

1 / 2BL var blandt andet med til høringen for at gøre ældreministeren klogere på, at almene boliger er centrale i bekæmpelsen af hjemløshed og tilbyder en lang række forskellige boligformer til udsatte. Foto: Andreas Hansen

BL 09906

2 / 2Foruden BL var Kirkens Korshær, VIVE, KL og Rådet for Socialt Udsatteprogrammet også at finde på programmet. Foto: Andreas Hansen

Gadesygeplejersker og boligsociale medarbejdere

Under høringen blev udvalget præsenteret for en nær sundhedsindsats, Det Opsøgende Team, som Skanderborg Andelsboligforening (SAB) har arbejdet med siden 2014. En indsats, som også blev beskrevet i Boligen i 2018.

Her arbejder en gadesygeplejerske sammen med en socialfaglig medarbejder om at opsøge udsatte borgere direkte og skabe personlig kontakt til dem.

Under høringen blev Det Opsøgende Team fremhævet som et forbillede på, hvad der sker, når kommunale sundhedsressourcer og boligsociale indsatser går hånd i hånd.

"Det er en cadeau til projektet og medarbejderne – og en blåstempling af, at vi har gang i noget rigtigt. Nøglen til succesen har været, at mange parter har bidraget og hjulpet hinanden, både kommune, politi, helhedsplan og private aktører. Her har det været vigtigt, at det er sket på en uformel måde på borgernes præmisser," forklarer Erling Weber Jensen.

Danmarksdemokraternes ældreordfører, Marlene Harpsøe, ser også store muligheder i at udbrede konceptet til resten af landet:

"Jeg bliver rigtig glad for at høre, at det flere steder er lykkedes at etablere et samarbejde mellem almene boligforeninger og de kommunale sundhedsindsatser. Jeg er selv uddannet sygeplejerske og ved, at når man arbejder med borgere med komplekse, sociale problemstillinger, er det vigtigt at være opsøgende. De søger ikke altid selv læge eller hjælp. Mange medarbejdere i de almene boligforeninger har et særligt blik for, hvem der har brug for støtte. Derfor giver det god mening, at de fungerer som bindeled mellem de udsatte og sundhedssystemet," siger hun.

Den begejstring deles af Ældreudvalgets formand Kirsten Normann Andersen (SF):

"Jeg har selv været i Skanderborg og set boligområdets forvandling. Det har haft en mærkbar effekt på beboerne. Nu ved de, at de har et sted at gå hen, når de er i en sårbar situation. At skabe relationer og tryghed gennem faste medarbejdere i boligorganisationer virker – og det forebygger også ensomhed. Der er et kæmpe forebyggelsespotentiale for andre kommuner i at medarbejdere ansat på denne måde," siger hun.

Udover nære sundhedsindsatser pegede flere af høringens oplægsholdere – herunder VIVE og Rådet for Socialt Udsatte – på, at der i fremtiden vil være et stort behov for flere Housing First-indsatser.

Også her spiller almene boliger spiller en central rolle, blandt andet ved at skabe hjem for tidligere hjemløs. Nogle af disse boliger kaldes skæve boliger og er målrettet mennesker, der har svært ved at bo i en traditionel opgang.

Udsatte ældre

Udsatte ældre kæmper ofte med komplekse problemer, herunder hjemløshed, psykiske lidelser, misbrug og kroniske sygdomme.

Det anslås, at hver fjerde hjemløs er 50 år eller ældre.

I alt knap 1.500 borgere på 50 år eller ældre er i hjemløshed på landsplan. En stigning på godt 50 pct. siden 2009.

Personer på 50 år og ældre med både fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser er væsentligt overrepræsenteret i den almene sektor.

Kilde: VIVE. Hjemløshed i Danmark 2024.

BL 00003

1 / 1Direktør i Skanderborg Andelsboligforening Erling Weber Jensen var inviteret med til høringen for at fortælle om boligområdets succesfulde arbede med nærhed i sundhed. Foto: Andreas Hansen

Om skribenten

Andreas Holm 01745
Andreas Holm Hansen

Andreas er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere forskelligt videoindhold på tværs af BL’s platforme.

Seneste Artikel

Særlig almen indsats begejstrer ældreministeren: ”Jeg ser et stort potentiale i boligsociale indsatser”

Andreas er videojournalist og har fokus på at planlægge, udvikle og producere forskelligt videoindhold på tværs af BL’s platforme.

Seneste Artikel

Særlig almen indsats begejstrer ældreministeren: ”Jeg ser et stort potentiale i boligsociale indsatser”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3021 )

0

Læseliste