01. DEC. 2025 KL. 09:14

To boligområder ude af regeringens lister: “En kæmpe sejr for beboerne”

Lundtoftegade Andreas Hansen (12)

Lundtoftegade på Nørrebro i København er nu helt ude af regeringens lister. Det skyldes blandt andet, at de ikke længere opfylder kriteriet for antal dømte i boligområdet. Foto: Andreas Holm Hansen

Intensivt samarbejde, forebyggelse og tæt arbejde med unge får æren for den positive udvikling i Odense og København.

Regeringens nye lister over udsatte boligområder viser, at flere områder ikke længere opfylder ”kriminalitetskriteriet” – altså har færre dømte beboere end regeringens grænse. Blandt dem er Højemarksvej-kvarteret i Odense og Lundtoftegade på Nørrebro, som begge nu er helt ude af regeringens listesystem.

Det udløser stor tilfredshed hos Civica i Odense og i den boligsociale indsats, NørrebroByggerne, i København:

”Det er da godt nok dejligt at høre, at vi er helt ude af de lister, men vi glæder os især over, at vi er lykkedes med at stoppe en uhensigtsmæssig udvikling i vores boligområder. Det viser, at vores indsatser virker,” er reaktionen fra Britt Kielstrup Hansen, direktør i Civica.

I Lundtoftegade i København er glæden lige så tydelig efter flere års målrettet arbejde med især de unge:

”Wow, det er en kæmpe sejr for vores beboere og for alle os, der har arbejdet for at gøre Lundtoftegade tryggere og federe at bo i. Vi er mange vindere i det her, og samarbejdet med beboerne, afdelingsbestyrelsen og kommunen har helt sikkert gjort forskellen,” fortæller Eline Cecilie Feldman, leder af Den Boligsociale Indsats Nørrebrobyggerne.

Se alle regeringens lister for 2025 her

Odense: Højemarksvej-kvarteret

Ifølge Civica skyldes succesen med at komme ud af forebyggelseslisten ikke én enkelt indsats, men en kombination af flere – monitorering af beboersammensætningen, fleksibel udlejning, som blandt andet kræver ren straffeattest hos beboerne i henhold til kriminalitetskriteriet og boligsociale indsatser, der forebygger kriminalitet.

”Sammen med kommunen har vi fuldt fokus på at tage det i opløbet, hvis et boligområde begynder at gå den forkerte vej. For eksempel hvis et boligområde har en for stor andel af dømte i forhold til regeringens grænse. Sammen med kommunen monitorerer vi områderne løbende, og det hjælper os til at reagere tidligt,” forklarer Britt Kielstrup Hansen fra Civica.

Flere af boligafdelingerne i Højemarksvej-kvarteret er omfattet af en boligsocial helhedsplan, som også har fokus på forebyggelse af kriminalitet.

Hvad er et forebyggelsesområde

Listen over forebyggelsesområder omfatter almene boligområder, som ikke er på udsatte- og/eller parallelsamfundslisten, og som har mindst 1.000 beboere, og en andel af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som overstiger 30 pct.

Herudover er mindst to af følgende fire kriterier opfyldt:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 pct. (toårigt gennemsnit).
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit).
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Se regeringens liste over forebyggelsesområder i 2025 her

"Sammen med kommunen har vi fuldt fokus på at tage det i opløbet, hvis et boligområde begynder at gå den forkerte vej. For eksempel hvis et boligområde har en for stor andel af dømte i forhold til regeringens grænse. Sammen med kommunen monitorerer vi områderne løbende, og det hjælper os til at reagere tidligt."

Britt Kielstrup Hansen, direktør i Civica

Skærpede udlejningsregler

En helt central del af værktøjskassen i Civica er den strategiske model med fleksibel udlejning: fortrinsret til boligsøgende, der er i arbejde, er under uddannelse eller over 65 – og som kan fremvise en ren straffeattest for hele husstanden.

“Alle boligsøgende skal dokumentere, at hele husstanden har en ren straffeattest. Opfylder de kriterierne, kommer de foran i køen. Gør de ikke, ryger de bag i køen igen,” siger boligdirektøren fra Civica.

Udover udlejningspolitikken peger Civica på det tætte samarbejde med politiet og lokale foreninger.

“Vi har løbende møder med politiet og samarbejder bredt med kommunen og foreninger. Det er alt sammen med til at skabe tryghed og forebygge kriminalitet. Og det arbejde fortsætter selvfølgelig, selvom vi nu er sluppet ud af listesystemet,” siger Britt Kielstrup Hansen.

Læs senere artikler

Se kortene: Disse boligområder er på listerne

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Ingen boligområder er nu i akut fare for at blive omdannelsesområde

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

København: Lundtoftegade

I den boligsociale indsats på Nørrebro, Nørrebrobyggerne, som Lundtoftegade er omfattet af, peger Eline Cecilie Feldman på en bred og langvarig kriminalitetsforebyggende indsats som forklaringen på, at området nu ligger under kriminalitetskriteriet. De seneste år har især arbejdet med de unge været i fokus.

“Da Lundtoftegade røg af listen over udsatte boligområder i 2021, vurderede kommunen, at der skulle gøres endnu mere. Derfor afsatte de ekstra midler til håndholdte indsatser for unge mellem 12 og 25 år, og det har været helt afgørende for vores succes,” fortæller Eline Cecilie Feldman fra den boligsociale helhedsplan i området.

Her blev kommunale medarbejdere tilknyttet boligområdet gennem projektet Ny Start, hvor de er fysisk til stede i Lundtoftegade og opsøger de unge i deres hverdag. Sammen med helhedsplanen og lokale aktører som FRAK, der har base i området, arbejder de tæt på de unge og deres familier.

Tæt kontakt til de unge – og tidligt udsyn

Indsatserne spænder fra individuelle samtaler til gruppeforløb, lommepengejobs og dannelsesprojekter. Lommepengejobbene er blevet en stor succes:

“De unge får tilbudt et lommepengejob, så de kan lære at arbejde – og det har været et hit, både hos dem og deres forældre,” fortæller Eline Cecilie Feldman.

Et af de andre projekter, der har trukket mange af de unge til, er Opråb – et 20-ugers forløb, hvor de unge får træning i at bruge deres stemme og opdage, at deres mening har værdi. Den læring styrker dem i turde deltage i det samfund, de er en del af.

“Det giver dem et demokratisk selvværd, og det har helt klart været med til, at de holder sig på stien,” fortæller hun.

Den boligsociale helhedsplan har også arbejdet målrettet med relationer mellem unge og autoriteter. Politiet har blandt andet lavet “Margretheskål”-samtaler, hvor de unge stiller spørgsmål, som betjentene skal svare på – en metode, der nedbryder fordomme på begge sider.

Stærkt lokalt engagement

Afdelingsbestyrelsen i Lundtoftegade har ifølge Eline Cecilie Feldman spillet en helt central rolle.

“De har gjort et kæmpe arbejde og har virkelig fokus på de unge. Det er vores unge, siger de altid, og dem investerer vi i,” fortæller Eline Cecilie Feldman, der understreger, at AKB København har været meget aktive i den forebyggende indsats gennem årene.

Det er det lange seje træk i boligområdet – og ikke placeringen på regeringens lister – som i sidste ende har vist sin værdi.

“Listerne betyder selvfølgelig noget for vores arbejde, men det vigtigste er, hvordan det går de unge – og om vi kan være med til at bryde de mønstre, der holder dem tilbage fra at være aktive medborgere,” siger Eline Cecilie Feldman.

De boligsociale indsatser på Nørrebro og i Odense er finansieret af Landsbyggefonden med medfinansiering fra kommune og boligorganisationer.

Om skribenten

Anja Andersen 02823
Anja Robstrup Andersen

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

To boligområder ude af regeringens lister: “En kæmpe sejr for beboerne”

Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.

Seneste Artikel

To boligområder ude af regeringens lister: “En kæmpe sejr for beboerne”

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3140 )

0

Læseliste