04. DEC. 2025 KL. 09:00
Pilotprojekt viser vejen: Genbrug starter, før gravemaskinen ruller ind
To opgange i en af Gadehavegårds boligblokke i Taastrup er i et pilotprojekt blevet nænsomt nedrevet og genopbygget som prøveboliger. Det projekt skal skabe grundlag for den store forvandling af hele boligområdet Gadehavegård. Foto: Domea.dk
04. DEC. 2025 KL. 09:00
DFB ved Domea.dk’s pilotprojekt i Taastrup viser, at genbrug af byggematerialer kræver planlægning, samarbejde og mod. Erfaringerne skal nu bane vej for klimavenlige omdannelser i udviklingen af Gadehavegård.
I Taastrup er et ambitiøst genbrugsprojekt skudt i gang. Nærmere bestemt i boligområdet Gadehavegård, som de næste år skal igennem en stor omdannelse af boligområdet.
Her har Domea.dk sat sig for at bevare så mange byggematerialer som muligt fra de blokke, der skal nedtages, så de kan bruges igen.
Projektet med genbrugsmaterialer startede med en erkendelse, fortæller Lisbeth Engelbrecht, der er projektchef på Udviklingsplanen for Gadehavegård i Domea.dk:
”Store mængder velfungerende materialer bliver hvert år bortskaffet i danske renoveringer – selvom de både kan bruges igen og repræsenterer et stort CO₂-potentiale. Derfor satte vi os for at kombinere vores udviklingsplan for Gadehavegård med et tydeligt bæredygtighedstema – at respektere værdien i det, vi allerede har.”
Det førte til et pilotprojekt, støttet af Landsbyggefonden, som Domea.dk netop har gennemført. Her er to opgange i en af Gadehavegårds boligblokke blevet nænsomt nedrevet for at se, hvad der faktisk gemte sig af ”genbrugsguld”.
Og erfaringerne er ifølge projektchefen tydelige:
”Genbrug af byggematerialer kræver planlægning, samarbejde og mod til at prøve nyt. Det har vi nu fået afprøvet i mindre skala, og vi føler, at vi har et godt fundament til vores kommende renoverings- og byggeprojekt – også i forhold til, hvilke krav vi stiller til de bydende entreprenører.”
Et lille projekt med store perspektiver
Pilotprojektet i Gadehavegård, som Domea.dk selv kalder ”Etape 0”, er gennemført med støtte fra Landsbyggefonden. Her blev udvalgte byggematerialer taget nænsomt ned i forbindelse med nedrivningen af to opgange og forsøgt genindbygget i fire prøveboliger.
I samarbejde med DTU, Teknologisk Institut og flere andre specialister har Domea.dk fået værdifuld viden om, hvor i bygningen ressourcerne ligger, og hvordan de kan indgå i de kommende etaper af udviklingsplanen for området. En plan, som omfatter et Kvarterhus, sammenlægning af boliger til større, studieboliger, ældreboliger og private boliger.
“Vi ønskede med pilotprojektet at teste både teknikken og logistikken bag genanvendelse – altså, hvor meget kan vi reelt redde og genbruge, og hvordan får vi det indbygget igen på en sikker måde. Og hvad gør vi med de materialer, som vi ikke selv kan bruge,” forklarer Anja Gabelgård, projektleder i Domea.dk.
Domea.dk har i dag kortlagt 35 forskellige bygningsdele, der har så lang restlevetid, at de med fordel kan indgå lokalt i renoveringen af Gadehavegård – fx betonelementer, limtræsbjælker, trægulve og altan-betonelementer.
De har også undersøgt markedet for genbrug af de overskydende materialer, som de ikke selv får behov for – så de ikke ender som affald på lossepladsen.
Gadehavegård i tal
Projektet i Gadehavegård omfatter både nedrivning, renovering og nybyggeri:
- 250 lejemål nedrives
- 160 boliger sammenlægges til 80 større
- 105 boliger ommærkes til studieboliger
- 54 nye almene ældreboliger bygges
- 125 nye private boliger opføres
- 551 boliger renoveres
- Nyt Campus på 4.000 m², og kvartershus på 1.800 m² opføres
Gadehavegård – genbrug i tal
- Pilotprojekt gennemført 2023–2025
- 35 bygningsdele kortlagt til genbrug
- Betonelementer, tegl, døre, garderobeskabe og gulve genbruges
- Altaner, sideplader og brystningsplader bliver genbrugt som udendørs belægning
- Samarbejde med DTU og Teknologisk Institut om undersøgelse af betonelementer
- Udbudsforløb med stor vægtning af bæredygtighed
Altaner og brystningsplader fra nedtagningen af to opgange i pilotoprojektet i Gadehavegård er genbrugt som udendørs belægning ved de opførte prøveboliger. Nogle af de oprindelige skabe er også blevet indsat i de nyopførte prøveboliger. Foto: Domea.dk
Genbrug kræver plan og mod
Pilotprojektet i Gadehavegård har givet Domea.dk en realistisk forståelse af, hvor udfordringerne med nedtagning af bygninger ligger.
”Delvise nedrivninger kræver meget præcis planlægning – og bygningerne er sjældent bygget helt, som tegningerne viser. Det gør selektiv nedtagning mere tidskrævende end en traditionel nedrivning,” fortæller Anja Gabelgård.
Desuden skal genbrugte materialer testes, renses og tilpasses, før de kan bruges igen. For eksempel kan gamle gulve ikke bare slibes og lægges på plads et nyt sted – de har levet et liv og skal behandles med omtanke.
Og selvom det i dag ikke er en økonomisk gevinst at nedtage bygninger nænsomt med henblik på genbrug, er Domea.dk ikke i tvivl om, at det er nødvendigt:
“I dag er det ikke billigere at genbruge byggematerialer. Men på sigt bliver det dyrere at lade være. Fremtidens byggeri får skærpede CO₂-krav, og så er de erfaringer, vi får nu, guld værd,” siger hun.
Markedet bevæger sig lynhurtigt
Et af de vigtigste resultater af pilotprojektet er erkendelsen af, at udviklingen på området går ekstremt hurtigt.
Under selve projektet, som er løbet over halvandet år, har Domea.dk oplevet, hvordan feltet nærmest udvikler sig fra måned til måned. Nye aktører, løsninger og samarbejder skyder frem – og entreprenørerne begynder at tage genbrug alvorligt.
”Vi kan jo se, hvordan flere boligorganisationer i dag arbejder på at genbruge fx brugte køkkener, beslag, vinduer og meget andet. Det viser, hvor hurtigt markedet bevæger sig,” siger Anja Gabelgård.
Derfor er bæredygtighed et krav i boligorganisationens udbudsmateriale. Entreprenørerne skal forholde sig til, at udviklingen ikke står stille – og være klar til at tilpasse sig nye muligheder og teknologier undervejs.
”Vi kan ikke projektere et langvarigt byggeprojekt én gang for alle. Udviklingen går for stærkt. Derfor beder vi entreprenørerne om at tænke med – og være åbne for innovation,” siger hun.
Domea.dk, som om ganske kort tid udvælger den vindende entreprenør til den store ombygning af Gadehavegård, oplever heldigvis, at de bydende er ambitiøse og konstruktive i deres forslag til, hvordan genbrug kan indarbejdes i både proces og design.
“De har forstået budskabet: Miljø og bæredygtighed er ikke pynt – det er et vilkår. Og det har løftet kvaliteten markant,” tilføjer projektchefen.
Læs senere artikler
Nyt boligbyggeri med gamle byggematerialer: Boligorganisation har genanvendelse som et krav
Boligorganisation genbruger mest muligt fra nedrivning: Solgte toiletter og gav køkkener væk
Konkrete resultater – og nye standarder
Pilotprojektet har beregnet betydningsfulde CO₂-besparelser, især ved genbrug af beton, tegl og træ. Derfor har Domea.dk søgt ydelsesstøtte fra Landsbyggefonden til nænsom nedrivning og genbrug i de næste etaper.
Målet er ikke kun at bygge grønnere – men også at dele viden med resten af sektoren.
“Vi skal ikke være hinandens konkurrenter og alle sammen opfinde det samme. Det er simpelt hen for dyrt på alle plan. Vi burde hellere som sektor arbejde på at lave en fælles almen database med genbrugsmaterialer og erfaringer, så vi boligorganisationer kan dele ressourcer og viden på tværs,” foreslår projektchefen, Anja Gabelgård.
5 gode råd til almene bygherrer
- Vær konkret i jeres krav. Beskriv tydeligt, hvilke materialer I ønsker at genbruge, og hvordan entreprenøren skal håndtere det.
- Del risikoen. Stil krav til entreprenøren. Læg dele af ansvaret for CO₂ og genbrug over på entreprenøren – det motiverer til innovation.
- Start i det små. En pilotnedrivning giver vigtig viden, inden det store projekt går i gang.
- Dokumentér. Det er afgørende for både økonomi, kvalitet og CO₂-regnskab.
- Del viden. Samarbejd med andre boligorganisationer og byggeriets parter – og del jeres erfaringer.
Ny rolle for de almene bygherrer
For Domea.dk handler projektet om mere end Gadehavegård. Det handler om at flytte hele sektoren.
”Kravene til genanvendelse kommer ikke fra entreprenørerne – de kommer fra os som bygherrer. Hvis vi stiller kravene og deler erfaringerne, kan vi flytte hele branchen,” siger Anja Gabelgård.
Og hun slutter med et klart budskab:
”Det er måske ikke den billigste løsning i dag – men det er den klogeste for fremtiden.”
Om skribenten
Anja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Solceller på taget: Sådan undgår I dyre fejlAnja Andersen er journalist og skriver om drift, byggeri, renoveringer, personportrætter og livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Solceller på taget: Sådan undgår I dyre fejlMest læste
Se alle artikler (3144)0