01. DEC. 2025 KL. 09:03

Ingen boligområder er nu i akut fare for at blive omdannelsesområde

askeroed_scanpix.jpg

Hos beboerne i Askerød er julen reddet. Deres boligområde er efter tre år på parallelsamfundslisten sluppet fri. Området er dermed ikke længere i overhængende fare for at blive et omdannelsesområde. Foto: Scanpix/Emil Hougaard

Antallet af boligområder på regeringens lister falder igen. Det er især kriteriet om kriminalitet, områderne ikke længere opfylder.

Hvert år den 1. december får almene boligområder en særlig kalendergave fra Social- og Boligministeriet. Det er dagen, hvor ministeriet offentliggør forskellige lister over boligområder, hvor beboerne lever op til kriterier om offentligt forsørgelse, lavt uddannelsesniveau, ikke-vestlig baggrund, relativt lave indkomster og relativ høj kriminalitet (andel dømte).

Det er også tilfældet i dag.

Parallelsamfundslisten

Den liste, beboerne i alle boligafdelinger frygter mest, er den over såkaldte parallelsamfund. Fem år i træk på parallelsamfundslisten medfører, at området bliver et omdannelsesområde. Ifølge parallelsamfundsloven fra 2018 betyder det, at andelen af almene familieboliger i området skal reduceres til 40 procent, ved enten salg, ommærkning, fortætning eller nedrivning.

På parallelsamfundslisten, der er offentliggjort i dag, er der fem områder mod otte sidste år. I 2023 var der 12.

De tre områder, der ikke længere opfylder kriterierne for at være på listen, er Askerød i Greve, Stengårdsvej i Esbjerg og Skovvejen / Skovparken i Kolding.

Specielt i Askerød kan de nu drage et lettelsens suk. Havde området været på listen, ville det have været fjerde gang i træk. Det vil sige, at næste år kunne blive fatalt.

Alle fem nuværende områder har på et tidspunkt været fem år i træk på listen og er allerede under omdannelse. Der er derfor ikke længere områder på listen, som er i fare for at blive såkaldte omdannelsesområder.

Baggrunden for, at de tre områder har forladt parallelsamfundslisten, er, at de ikke længere opfylder kriteriet for kriminalitet.

Et langt sejt træk

Hos BL – Danmarks Almene Boliger glæder man sig over den positive udvikling i listerne.

”Det er en bred vifte af indsatser, der har løftet områderne ud af listerne. Kriminalitetsforebyggelse har være vigtig, men også mange års arbejde med job, uddannelse og sociale indsatser gennem helhedsplanerne. Det er et resultat af et stærkt lokalt samarbejde, hvor boligorganisationer sammen med kommuner, skoler, politi, erhvervsliv og foreninger har hjulpet unge væk fra kriminalitet og ind i fritidsjobs – og voksne videre i uddannelse og job,” siger viceadministrerende direktør hos BL – Danmarks Almene Boliger, Solveig Råberg Tingey.

”Og samtidig har fleksibel udlejning været et effektivt redskab, der har givet folk i arbejde eller uddannelse fortrinsret på ventelisterne. Det er også en del af forklaringen på den positive udvikling,” fortsætter hun.

De øvrige lister

Også listen over såkaldt udsatte områder er reduceret. Ud over områder, der allerede har prædikatet parallelsamfund, er der nu kun to områder på listen mod fire sidste år. De to, der er udgået er Præstebakken / Syrenparken, der heller ikke længere lever op til kriteriet om kriminalitet, og Hedelundgårdparken, som ikke længere opfylder kriteriet om lavt uddannelsesniveau. Begge områder ligger i Esbjerg.

Endelig er der ifølge dagens offentliggjorte lister 61 forebyggelsesområder mod 63 sidste år. 13 boligområder er udgået fra listen. Seks af dem, fordi de heller ikke længere opfylder kriteriet om kriminalitet. For de øvrige områders vedkommende er der to områder, hvor der ikke længere er tusind beboere.

To, hvor man ikke længere lever op til  kriteriet for lavt uddannelsesniveau. To områder, hvor indtægterne er steget, så man ikke længere opfylder indkomstkriteriet. Og endelig til sidst et område, hvor offentlig forsørgelse er faldet til akkurat 30 procent.

Der er 11 nye områder på listen. Af dem er fire områder rykket ned fra de hårdere lister over parallelsamfund og udsatte områder.

Ministeren vil mere

I Social- og Boligministeriet er man glad for udviklingen. Men ambitionerne rækker videre.

"Min ambition er nul parallelsamfund i Danmark, så selvom jeg glæder mig over, at lovgivningen virker, så er jeg også bevidst om, at vi ikke er helt i mål endnu. Vi skal virkelig holde fast. For færre udsatte boligområder betyder, at flere børn vokser op i familier, hvor forældrene har arbejde og en uddannelse. At færre har naboer, der er dømt for kriminalitet," siger social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen.

Kriterier for parallelsamfund

Mindst 1.000 personer, og mere end halvdelen af beboerne er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande. Boligområdet skal desuden leve op til to af nedenstående kriterier:

  • Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
  • Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Du kan læse om kriterier for udsatte boligområder, forebyggelsesområder, omdannelsesområder og områder med høj arbejdsløshed på bl.dk lige her.

 

 

Læs senere artikler

Se kortene: Disse boligområder er på listerne

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

To boligområder ude af regeringens lister: “En kæmpe sejr for beboerne”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Regnar 06111
Regnar M. Nielsen

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ingen boligområder er nu i akut fare for at blive omdannelsesområde

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.

Seneste Artikel

Ingen boligområder er nu i akut fare for at blive omdannelsesområde

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3140 )

0

Læseliste