20. AUG. 2025 KL. 10:00
BL's 5. kreds har åbnet valgkampen

Ikke mindre end 10 partier var repræsenteret til valgdebatten i Centralværkstedet i Aarhus. Foto: Henrik Kastenskov
20. AUG. 2025 KL. 10:00
De aarhusianske boligorganisationer var værter, da byens lokalpolitikere stillede op til den første kommunale valgdebat. Emnerne var støtten til psykisk sårbare og flere familieboliger.
Den 18. november i år skal der stemmes til kommunale og regionale valg i Danmark, og valgkampen er skudt i gang.
Det blev den af BL's 5. kreds, der i mandags havde inviteret spidskandidater fra ikke mindre end 10 partier til at krydse verbale synspunkter om to udvalgte emner.
Forholdene for psykisk sårbare personer, og hvordan man kan tiltrække og holde på familier i Danmarks næststørste by, hvor boligpriserne er accelereret.
Vælgermødet fandt sted i Centralværkstedet i Aarhus. Tilhørerne var cirka 100 administrative og beboerdemokratiske ledere fra byens boligorganisationer. Betydningsfulde meningsdannere blandt ikke mindre end 87.000 almene beboere i byen.
De politiske partier kvitterede da også med at stille i meget stærke opstillinger. Panelet talte, udover en borgmester, tre af byens fem rådmænd. Og alle ti var tydeligt bevidste om, hvem de bejlede til.
Støtte til sårbare personer
Alle ti politikere kappedes da også om, hvem der kunne tale pænest om den indsats, boligorganisationerne og deres beboere gør for at bakke op om deres psykisk sårbare beboere og naboer. De var også enige om, at de gerne ville have mere af det samme.
Moderaternes Polly Dutschke og Det Radikale Venstres Metin Lindved Aydin var blandt flere enige om, at et løft af vores psykisk sårbare medborgere kun er muligt, hvis civilsamfundet bakker op.
De fleste talte også positivt om muligheden for, at boligorganisationerne opretter stillinger som sociale viceværter. Et tiltag, alle var enige om, at de kun havde hørt positive beretninger om.
Byens socialdemokratiske borgmester, Anders Winnerskjold, var også konkret.
”Det er skammeligt, at Landsbyggefonden har fået beskåret sine midler til boligsociale helhedsplaner,” sagde borgmesteren.
”Det vil jeg arbejde for bliver lavet om,” lovede han videre.
Han, såvel som mange andre i det det brede politikerpanel, vedkendte sig dog også, at kommunen har et ansvar.
”Det er et stort privilegie, at vi har de almene boliger, som vi kan anvise til. Selvfølgelig har vi så også et ansvar for, at der følger den nødvendige støtte med,” sagde Anders Winnerskjold.
Sundheds- og folkehuse
Ellers blev der klart givet udtryk for, at den fremtidige kommunale støtte skal findes i de indsatser, der allerede er i gang.
”Vi har rigtig mange indsatser, der først lige er søsat eller på vej til at blive det,” sagde Venstres rådmand for sundhed og omsorg, Christian Budde.
”Det gælder eksempelvis folke- og sundhedshuse, som i høj grad rykker støtten ud, hvor der er behov for den,” fortsatte han.
Moderaternes Polly Dutschke mente, at de kommunale indsatser og gerne i samarbejde med boligorganisationerne, så vi får mest muligt ud af dem.

Cirka 100 ansatte og beboerdemokrater overværede valgdebatten. Foto: Henrik Kastenskov
Læs senere artikler
Den almene boligsektor fremhæves i en ny aftale om sundhedsreform
Beskæringen af kontanthjælpen
En tilhører mente ikke, at segmentet af psykisk sårbare kun er sårbare på psyken.
”Rigtig mange af dem er også økonomisk sårbare. Deres muligheder for at arbejde er ofte nedsat,” sagde hun.
”Er I ikke bekymret ved udsigten til de beskæringer, mange får med den seneste kontanthjælpsreform?” spurgte hun.
De fleste af panelets aktører kommenterede det ikke. Men repræsentanterne fra SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten svarede alle klart ”jo!”
Børnefamilier søges
Det andet emne, arrangørerne havde valgt, at politikerne skulle fokusere på, var det forhold, at mange familier - især børnefamilier - fraflytter byen. Mens kun meget få kommer til.
En problemstilling, mange politikere i læserbreve og kronikker på det seneste havde markeret sig på i de lokale medier.
Som udgangspunkt var alle enige om, at problemstillingen først og fremmest hang sammen med de tårnhøje priser på ejerboliger, som rigtig mange børnefamilier meget gerne flytter ind i.
På nær en var der enighed om, at løsningen var byggeri af flere boliger – også almene.
”Jeg mener grundlæggende, at vi skal have flere af alle boligtyper. Vi er store tilhængere af, at vi fortsætter politikken om, at 25 procent af boligerne i ny byudvikling skal være almene,” sagde Anders Winnerskjold.
”En tilstrækkelig forsyning af almene boliger er det eneste, der kan holde igen på de stigende ejerboligpriser," fortsatte han.
Blandt andre blev han bakket op af Det Konservative Folkepartis rådmand for Teknik og Miljø, Nikolaj Bang.
”Ideologisk er jeg nok mest tilhænger af ejerboliger. Men kendsgerningerne har vist mig, at de almene boliger er nødvendige,” sagde rådmanden.
”I de områder, hvor der ikke i forvejen er mange almene boliger, er jeg også tilhænger af, at 25 procent af nybyggeriet skal være alment. Ellers kommer vi i underskud af rigtig mange faggrupper, som vi har virkelig brug for,” fortsatte han.
Enhedslistens Sarah Jarsbo gav udtryk for, at hun ville have mere end 25 procent.
Hensynet til klima går forud
Omvendt meldte Alternativets Bjørn Olsen som den eneste ud, at han ikke ønskede mere nyt boligbyggeri.
”Af hensyn til klima og miljø skal vi bruge den boligmasse, vi har, bedre. Hvis I ønsker at bygge mere og blive større, så er det ikke mig, I skal stemme på,” sagde repræsentanten fra Alternativet ærligt.
”Også selvom det betyder, at ikke alle, der måtte ønske det, så kan komme til at bo i Aarhus,” fortsatte han.
Synspunktet blev øjeblikkeligt responderet fra borgmesteren.
”Hvis det synspunkt føres ud i livet, vil det kun medføre en ting. De i forvejen rigeste på Fedet bliver endnu rigere. Det medfører kun stigende huspriser,” sagde han.
Flyttekæder
Panelets deltagere var til gengæld helt enige om, at et alternativ til omfattende nybyggeri, som ofte er for dyrt for de unge familier, er, at de ældre, der bor - og ofte alene - i de familie-egnede huse, gerne må rykke ud i noget mindre, så der kan blive plads til børnefamilierne.
”Her kan de almene boliger virkelig gøre en forskel ved at byde sig til for de ældre, der søger en mindre bolig,” sagde repræsentanten for Dansk Folkeparti, Tenna Røberg. Et synspunkt, der vandt bred genklang blandt de øvrige kandidater.
En tradition
Politikerne fik præsenteret sig. Og dem, der gav dem muligheden, var BL's 5. kreds.
”Vi har gjort det her i mange år. Det er en tradition. Og vi gør det altid tidligt,” siger formanden for kredsens aktivitetsudvalg, Per Knudsen.
”Det giver politikerne muligheden for at lytte til os. På den måde kan vi måske påvirke deres holdninger til os, og de ting vi går op i, inden de for alvor går i valgkampsmode,” fortsætter han.
En af bonusgevinsterne er, at vælgermøderne gennem årene har ført de almene boligfolk og politikerne sammen.
”Vi har generelt en rigtig god dialog med politikerne – også i valgperioden. Og det kan godt hænge sammen med, at vi møder hinanden her, og at vi efterfølgende følger op på det, vi snakker om,” siger Per Knudsen.
Om skribenten

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
BL's 5. kreds har åbnet valgkampenRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
BL's 5. kreds har åbnet valgkampenMest læste
Se alle artikler (3090)0