08. APR. 2025 KL. 12:49
Viden om kriminelle bør deles med andre boligtyper

Tingbjerg er et af 17 omdannelsesområder, hvor der for at opfylde parallelsamfundslovens bud om maksimalt 40 procent almene boliger, er bygget en del boliger med anden ejerfom end alment. Er en kriminel sat ud af en af områdets almene boliger på grund af utryghedsskabende kriminalitet, er der idag ingen lovgivning, der forhindrer, at gerningsprsonen flytter ind i en af områdets private udlejningsboliger. / Foto: Lars Græsborg Mathiasen
08. APR. 2025 KL. 12:49
Et lejemål kan ophæves, hvis en beboer begår en utryghedsskabende forbrydelse inden for en kilometers afstand fra boligafdelingen. BL ønsker at forebygge, at gerningspersonen får ny bopæl i samme lokalområde.
”Det er desværre et realistisk scenarie. En lejer sættes ud i en afdeling, fordi et medlem af husstanden begår en alvorlig forbrydelse, der er utryghedsskabende for alle afdelingens beboere. Umiddelbart efter udsættelsen kan vedkommende flytte ind i et ikke alment udlejningsbyggeri på den anden side af gaden,” siger den administrerende direktør for Brabrand Boligforening, Kristian Würtz.
”Der er en reel risiko for, at forbryderen efter flytningen bor tættere på offeret end før udsættelsen. Det er krænkende for retsfølelsen for alle beboere og ikke mindst for offeret. Udsættelser skal fremme tryghed. Men det sikrer reglerne ikke altid,” fortsætter han.
Utryghedsskabende kriminalitet
Når en person, som er dømt for utryghedsskabende kriminalitet kan sættes ud af boligen, sker det med baggrund i lov om leje af almene boliger § 90, stk. 1, nr. 10. Ifølge paragraffen kan almene boligorganisationer hæve lejeaftalen, hvis en lejer eller medlemmer af lejerens husstand idømmes ubetinget fængselsstraf eller anden straf af frihedsberøvende karakter for utryghedsskabende forbrydelser.
Minimum en kilometer væk
Paragraf 63 e i almenboligloven tillader almene boligorganisationer indbyrdes at dele oplysninger om ophævelsen af lejemålet med andre boligorganisationer, der har boliger i samme boligområde. Når oplysningen deles, har de øvrige udlejere af almene boliger mulighed for at afvise vedkommende fra at få en bolig i samme boligområde.
”Desværre må oplysningerne ikke deles med eksempelvis private udlejere eller andelsboligforeninger, og de har derfor ikke den nødvendige viden for at kunne afvise eller undlade at udleje til den pågældende. Derfor er det en reel risiko, at den dømte efter ophævelsen af lejemålet kan flytte endnu tættere på gerningsstedet, end han eller hun boede før,” siger chefjurist hos BL – Danmarks Almene Boliger, Sanne Steen Petersen.
Ifølge chefjuristen er risikoen blevet endnu mere aktuel, efter at der i de 17 omdannelsesområder er bygget private udlejningsboliger for at nedbringe andelen af almene boliger.
”Uanset om man bor alment eller privat, har man krav på tryghed. Derfor håber vi, at justitsministeren i arbejdet med det lovede udspil til bekæmpelse af multikriminelle familier vil indtænke, at hele lokalsamfundet skal kunne beskytte sig mod personer, der er dømt for utryghedsskabende kriminalitet," siger Sanne Steen Petersen.
Udbredelse af oplysnings-deling
Udover deling af oplysninger om kriminelle med en bredere kreds af boligudbydere ønsker BL’s chefjurist også, at den nuværende formulering i paragraf 63 e om, at oplysningerne kun kan deles med boligudbydere i samme boligområde, revideres.
”Det er ifølge paragraffen kommunalbestyrelsen, der skal afgøre, hvad der udgør et boligområde. Mange vil nok være tilbøjelig til at identificere boligområdet med afdelingen eller den sammenhængende almene bebyggelse,” siger Sanne Steen Pedersen.
”Skal vi for alvor forhindre, at man bare kan flytte over på den anden side af gaden i forhold til boligafdelingen eller den almene bebyggelse, vil det være mere hensigtsmæssigt med en afstandsradius. I dag er der eksempelvis også en afstandsgrænse for ophævelse af lejemål på grund af kriminalitet. Gerningsstedet må maksimalt være en kilometer fra boligafdelingen. Det bør undersøges, om lignende afstandskrav i forhold til ny bopæl kan skabe større tryghed lokalt,” fortsætter hun.
Læs senere artikler
Justitsministeren: Lokal politi-indsats bag fremgang i trygheden
Om skribenten

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Viden om kriminelle bør deles med andre boligtyperRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Viden om kriminelle bør deles med andre boligtyper