Ud af sin personlige tragedie voksede Lars Lehmanns ønske om at sætte fokus på sorg

Rasmus Lehmann blev blot 22 år gammel. Natten til den 9. juni 2024 var han på vej hjem fra en fest sammen med nogle venner, da han faldt ud ad et vindue på anden sal i en opgang på Frederiksberg. Vinduet var i stykker og gav derfor efter, da han lænede sig op ad det. Han døde øjeblikkeligt i faldet og stod ikke til at redde.

Boligkontoret Danmarks direktør og far til Rasmus, Lars Lehmann, befandt sig på det tidspunkt i Jylland, hvor der var planlagt møder. Dem nåede han aldrig til. For midt om natten blev han vækket af sin chokerede kone Nana, der kunne overbringe den rystende og ubærlige besked: Deres yngste søn var gået bort.

”Dit hoved, din hjerne, din krop kan ikke forholde sig til det. Jeg går i chok. Men så gik jeg også over i et eller andet overlevelses-mode. Jeg sætter mig i bilen og kører hjemad mod Nordsjælland, men har på en eller anden måde rationelt tænkt, at bilen skal have strøm på til de mange ture, der nok venter forude. Så jeg holder ind i Ringsted, lader bilen op og der får jeg også sendt en mail til ledelsen, hvor jeg beder dem iværksætte det beredskab, vi har aftalt, så mine opgaver blev overtaget af andre,” åbner Lars Lehmann den umådelig svære snak om den mørkeste tid i hans og familiens liv.

Selvom der snart er gået et år siden den tragiske ulykke indtraf, er sorgen stadig knugende og svær at tøjle. Det er den uanset, om der står direktør eller vicevært på visitkortet – og uanset hvem man har mistet. Og det er baggrunden for denne fortælling; at sorg er noget, vi skal kunne håndtere, også som chef, kollega og virksomhed.

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs

Da Lars Lehmann endelig når frem til sit hjem i Nordsjælland tidligt på morgenen, står han overfor en opgave, som selv en hærdet og erfaren topleder ikke kan forberede sig på: At skulle håndtere, at hans ene søn er død. Huset er fyldt med Rasmus’ venner, der også er i chok. Og langt væk fra Danmark sejler storebror Nicolas rundt på sit livs store eventyr.

”Det gik de næste par uger med. Alt det praktiske. Vi fik set Rasmus to gange faktisk – og det var enormt godt for os, at vi fik sagt farvel på den måde, selvom det var ufatteligt hårdt. Men storebror Nicolas var i Fransk Polynesien, da det skete, og vi skulle ikke kun overbringe beskeden om, at Rasmus var død, men også sørge for at der var akut psykolog klar samt derefter at hente ham hjem, så han kunne komme med til begravelsen.”

Den lille kirke i Hellebæk var fyldt til bristepunktet og lidt til, da Rasmus blev stedt til hvile en sommerdag, godt to uger efter sin alt for tidlige død. Nu kom tomheden og sorgen for alvor bragende. Og selvom man siger, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, så gør den stadig afsindigt ondt, uanset hvor den rammer i krop eller hoved.

”Man kan sige, at der bliver delt nye kort ud, og livet kan aldrig blive det samme, særligt ikke for Nicolas, som jo kun er 25 år gammel og skal leve resten af livet uden sin lillebror. Man kan få et liv, og det er det, vi arbejder på. Vi skal fandme tilbage til det gode liv, vi havde, og have Rasmus med i det. Det ville Rasmus også have ønsket. Hvis han havde haft muligheden, ville han have sagt undskyld for at have sat os i den situation, også selvom det jo overhovedet ikke var hans skyld, det var et frygteligt uheld.”

Lars Lehmann er fattet i fortællingen, for han har fortalt det før. Åbenhed omkring tabet har været hans og familiens tilgang. Det har været det rigtige for dem, men ”vi håndterer jo alle sorg på hver vores måde”, som han konstaterer.

Den lange vej tilbage endte med en erkendelse

For direktøren selv gik der nogle måneder, før han langsomt begyndte at vende tilbage til arbejde. Først nogle timer, derefter nogle dage og efter noget tid, var han igen chef på fuld tid.

”Det var ikke virksomhedens behov, men mit eget. Jeg kunne komme gradvist tilbage, men folk var også gode til at huske mig på, at der skulle holdes fri om fredagen og den slags.”

Det var i denne periode, hvor Lars Lehmann langsomt blev sluset tilbage i arbejde, at han stødte på et opslag fra en direktør på Fyn. Her beskrev hun, hvordan hendes virksomhed valgte at udforme en sorgpolitik i kølvandet på hendes egen mands dødsfald.

”Jeg tænkte egentlig ikke på at lave en sorgpolitik for vores virksomhed, men vi har jo en politik for næsten alt i dag og tager ansvar for rigtig mange ting, så hvorfor ikke have en sorgpolitik?”, spørger Lars Lehmann – og giver selv svaret.

For det skulle Boligkontoret Danmark have. Når det kan lade sig gøre for direktøren at få tid til sin sorg uden at skulle være ængstelig for sit job eller sin position, så skal det også være sådan for resten af firmaet.

”Det er afgørende for en organisation, at man er i stand til at sætte sådanne rammer op. Vi havde det igennem hele systemet fra bestyrelse, direktion og samarbejdsudvalget, hvor der kom forskellige tilføjelser og vinkler på, og det var godt. Det bekræftede bare den holistiske og pragmatiske tilgang, vi har generelt - den rummes også i vores sorgpolitik. Nu er det tydeliggjort, at vi har en politik på området. Ingen skal tænke over, hvad de er berettigede til, om deres job er truet og alt det,” fortæller Lars Lehmann.

Nogle af de konkrete tiltag, som Boligkontoret Danmark har nedfældet og kundgjort med sorgpolitikken, er blandt andet:

• Ved dødsfald af en ægtefælle eller sidestillet partner tilbydes ansatte i Boligkontoret Danmark sorgorlov med fuld løn i op til otte uger efter dødsfaldet
• Ansatte har - jf. barselsloven - ret til sorgorlov i op til 26 uger, såfremt man mister sit barn fra 22. graviditetsuge og frem til barnet/bonusbarnet fylder 18 år. Det samme gælder ved bortadoption.
• Ved dødsfald af et barn/bonusbarn mellem 18 og 25 år tilbydes ansatte i Boligkontoret Danmark sorgorlov med fuld løn i op til 20 uger efter dødsfaldet

Derudover er der i politikken indskrevet, at medarbejderen skal imødekommes med fleksibel og gradvis tilbagevenden til arbejdsopgaverne, at den sorgramtes fravær kan påvirke andre kolleger, og dette skal minimeres så godt som muligt, at der tilbydes hjælp og assistance fra HR-afdelingen til aktivering af sundhedsforsikring samt en mulighed for udvidelse af sorgorlov efter aftale med nærmeste leder.

Alle har noget i bagagen

Lars Lehmann har valgt at være meget åben om sin proces, både overfor kollegaerne og medarbejderne i Boligkontoret Danmark, men også overfor omverden, hvor han har delt sin fortælling på sine egne platforme.

Ledere er som regel ikke dem, der viser deres følsomme sider frem, men det kan betale sig, hvis man spørger Lars Lehmann.

”Jeg er blevet mødt med respekt og kærlighed af kollegaer i branchen. De deler også gerne deres historier om tab og sorg, for vi har alle noget i bagagen - de færreste har forhåbentligt noget så voldsomt som vores, men alle har noget i bagagen. Og vi kan føle, vi kender hinanden nok så godt, men det er kun til overfladen, så det giver mening at dele og tale om det.” 

Om åbenheden og samtalen om sorg samt hans egen organisations politik på området har inspireret andre, er Lars Lehmann ikke bekendt med – men han er overbevist om, at mange rundt om i sektoren har gjort sig lignende tanker, uanset om det er nedfældet på papir eller ej.

”Vi er en branche, hvor vi er gode til at tage hånd om hinanden, og det er det her et udtryk for også. Det vigtige er at forholde sig til det. Jeg er sikker på, at min kon-kollegaer i branchen gør som vi; med en holistisk og pragmatisk tilgang,” lyder det fra Lars Lehmann.