22. APR. 2025 KL. 11:30
Boligorganisation skaber sund rotation på boligmarkedet

Der er fuld gang i byggeriet i Grenaa. Når B45 renoverer og bygger nyt, tilføjer de elevator i opgangen. Foto: Christina Ove Holm
22. APR. 2025 KL. 11:30
I Grenaa er der fuld gang i byggeri og renovering af almene boliger. Strategien er klar: At sikre en sund rotation på boligmarkedet, så flere får adgang til den rette bolig på det rette tidspunkt i livet.
Boligorganisationen B45 i Grenaa har iværksat en strategi, der sikrer, at byens boligmarked er i konstant bevægelse. Nøglen er at opføre attraktive, moderne boliger, der gør det lettere for seniorer at flytte fra deres ældre parcelhuse. Det frigør samtidig billige boliger til unge familier, der har mod på at investere i og renovere ældre ejendomme.
B45 har opført 60 lejeboliger i bydelen Åbyen, der ligger ned til åen, som snor sig gennem Grenaa. De senest byggede lejligheder blev taget i brug i januar 2023. De ligger i to etagebyggerier på hver 5 etager og er på mellem 89-105 kvadratmeter med en månedlig husleje på 6.959 kroner plus forbrug for de mindste lejligheder og 9.022 kroner for de største. Der er elevator direkte til alle lejlighedernes hoveddør samt parkeringskælder under hver bygning.
Desuden opføres det p.t. yderligere 34 boliger på nabogrunden, og her er de 33 allerede udlejet, selvom der først er indflytning d. 1. oktober 2025.
Til spørgsmålet om, hvem der er flyttet ind, kommer svaret prompte.
"Det er seniorer, der ser fordelene i at få en ny og funktionel bolig til en overkommelig leje, en vicevært til at ordne reparationer og ingen dårlig samvittighed over haven, som man måske ikke længere har kræfter til at holde," forklarer Lisvad.
En tredjedel har planer om at flytte
Kigger man på de seneste undersøgelser om danske boligejeres lyst til at flytte, giver B45’s strategi om at bygge lejeboliger til ældre rigtig god mening. Cirka en tredjedel af de danske boligejere over 50 år har planer om at flytte inden for 10 år, og de fleste af dem vil forlade ejerboligmarkedet og bo til leje i stedet.
Samtidig gør befolkningsfremskrivningen, at der er et stigende behov for boliger til seniorer. For lidt mere end 50 år siden udgjorde andelen af danskere i alderen 50 år og op lidt under 30 procent af den samlede befolkning – i dag er andelen godt 40 procent, og udviklingen ventes at fortsætte de kommende år.
"Når vi renoverer og bygger nyt, tilføjer vi elevator i opgangen foruden alle moderne bekvemmeligheder som opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler. På den måde bliver lejlighederne attraktive for de ældre, som så sælger deres parcelhus og frigiver dem til den unge generation. Den rotation på boligmarkedet er hamrende nødvendig for at skabe en sund udvikling," siger Lisvad.
De unge køber parcelhuset
Mange af de ældre, der flytter ind i lejeboligerne hos B45, kommer fra parcelhuse rundt omkring på Djursland. Og netop de parcelhuse står en anden gruppe på spring for at overtage: De unge børnefamilier, der arbejder i og omkring Grenaa, og som ikke har en stor sum at købe for. De har derimod masser af energi og mod på at gøre noget ved de ældre parcelhuse, og får altså meget hus for pengene, når man kommer et stykke væk fra storbyen Aarhus.
Selvom nogle politikere i Grenaa havde ønske om flere almene boliger til familier, fordi de vil tiltrække unge til byen, holder Anders Lisvad fast:
"Unge familier vil som udgangspunkt helst eje og ikke bo til leje, og derfor skal der være billige parcelhuse til salg. Mange af de unge familier har ikke råd til at opføre dyre parcelhuse, men må satse på et ældre hus, de kan gå og renovere på over tid," forklarer han.
Artiklen fortsætter under billedet.

Når boligorganisationen B45 bygger nyt lægger de vægt på, at der er elevator, opvaskemaskine og vaskemaskine. Det er afgørende for at skabe attraktive boliger. Foto: Christina Ove Holm
Urbanisering på landet
I de senere år har B45 gennemført projekter for 700 millioner kroner og forventer at runde en samlet investering på en milliard kroner i løbet af få år. Med cirka 30 nye boliger om året og gennemgribende renoveringer af 300 eksisterende boliger er boligorganisationen en central spiller i den lokale byudvikling.
Anders Lisvad begrunder væksten med paradokset urbaniseringen på landet.
”Folk flytter fra de helt små landsbyer til de mindre byer som for eksempel Grenaa. Det betyder, at alle familieboliger er udlejet hos os. Dog har vi pt. tomme ungdomsboliger, da der er mindre årgange, og der nu også bliver udbudt uddannelser i de omkringliggende større byer,” forklarer Lisvad og tilføjer, at nogle af de tomme ungdomsboliger bliver forsøgt mærket om og ombygget til tilgængelige ældreboliger eller slået sammen til familieboliger.
Bygger for kvalitet
Når B45 opfører en ny bygning, går de ikke på kompromis. Der bliver brugt ordentlige materialer, der er vedligeholdelsesfrie, og som kan holde i mange år.
”Det er dyrt at være fattig. Med det mener jeg, du lige så godt kan investere dyrt (og rigtigt) fra starten," siger Lisvad og fortsætter:
"Vi føler et meget stort ansvar, og vi arbejder ud fra, at man skal opføre sig ordentligt. Derfor gør vi hellere tingene ordentligt første gang, i stedet for at vi skal til at lave det om senere."
Almene boliger i skoven
Udover renoveringer og etagebyggeri har B45 også investeret i at bygge almene boliger i naturskønne omgivelser. I Auning på Djursland er 23 nye almene parcelhuse skudt op mellem majestætiske fyrretræer.
”Det er bare et fantastisk sted det her. Ideen er, at man kan bo i skoven i moderne huse, der passer ind i naturen. Og så er der fem minutter på gå-ben til Gammel Estrup Herregård og få minutters gang til SuperBrugsen, slagter, bager og andre butikker i Auning,” siger Anders.
Han peger på de grå vandskurede huse med skrå vinkler og store vinduespartier.
"Vi viser, at almene boliger kan være lækre og moderne. Det er med til at flytte billedet af, hvad en almen bolig er," siger Lisvad.
Også her mellem fyrretræerne er boligerne primært lejet ud til seniorer:
”Ældre ønsker ikke at bruge tiden på at vedligeholde deres bolig. Den skal være mindre, og mange vil gerne undgå trapper. Derfor er Skovlunden optimal,” forklarer Anders Lisvad.
Projektet i Auning har været så efterspurgt, at et lignede projekt er undervejs i en anden mindre by, nemlig i Glesborg. Her starter opførelsen af 6 dobbelthuse (12 boliger) med egen carport snart. Der har netop været afholdt licitation, og igen er det lykkedes B45 at få kontrakt med en lokal totalentreprenør på et godt projekt med tæt/lavt boligbyggeri inden for det laveste rammebeløb.
Læs senere artikler
YouTube-kanal, ejendomsmægler og fællesspisning: Tomgang fik boligorganisation til at gå nye veje
Om skribenten

Christina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Boligorganisation skaber sund rotation på boligmarkedetChristina Ove Holm er kommunikationschef og uddannet journalist. Hun bidrager i det redaktionelle arbejde med sparring og idé- og konceptudvikling.
Seneste Artikel
Boligorganisation skaber sund rotation på boligmarkedetMest læste
Se alle artikler (3053)0