30. OKT. 2024 KL. 08:24

Sundhed i almene boligområder er i fokus, når regering skal fordele 850 millioner kroner

Sophie Og Ole

Forhandlingsleder og Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, blev tidligere på efteråret meget imponeret over sundhedshuset i Aalborg Øst. Her står hun sammen med Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening. Foto: Lars Horn

Forhandlingerne om fordelingen af de 850 millioner kroner i SSA-reserven er skudt i gang. Sundhed i almene boligområder og sociale viceværter er blandt opmærksomhedspunkterne for regeringen.

I sidste uge kunne Social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen, sætte sig til rette for enden af forhandlingsbordet.

Sammen med resten af folketingets partier skal hun finde frem til en fordeling af de 850 millioner kroner fra SSA-reserven – tidligere kendt som satspuljen.

Regeringen lægger i sit forhandlingsudspil op til, at pengene blandt andet skal bruges på at styrke den nære sundhed i de almene boligområder. For som BL – Danmarks Almene Boliger blandt andet har dokumenteret, er det blandt de almene beboere, at behovet er størst.

Ifølge Sundhedsminister, Sophie Løhde, er det også derfor, at regeringen vil have SSA-midlerne ud at arbejde i de almene boligområder.

”Vi ønsker at flytte sundhedstilbuddene tættere på og mindske uligheden i sundhed, og derfor foreslår vi blandt andet at styrke indsatsen i de almene boligområder, hvor hver fjerde beboer oplever at have problemer med helbredet. Det er langt flere end i den øvrige del af befolkningen,” lyder det fra Sophie Løhde.

Direktør for BL – Danmarks Almene Boliger, Bent Madsen, er glad for, at regeringen har blik for sundheden i de almene boligområder.

”Vi er virkelig glade for, at midler fra SSA-reserven prioriteres til nære sundhedsinitiativer i de almene boligområder. Det er vigtigt og viser den tætte sammenhæng mellem sundheds- og boligpolitikken,” siger Bent Madsen.

Boligpolitik er sundhedspolitik

Konkret foreslår regeringen, at der fra 2025 til 2028 skal kunne søges om midler til etableringen af sundhedsfremmende indsatser i de almene boligområder.

Indsatser, som BL – Danmarks Almene Boliger i samarbejde med KL fremlagde en række eksempler på i rapporten ’Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen’.

Og hos KL bliver opmærksomheden fra regeringen ønsket velkommen.

”Det er meget positivt, at regeringen vil bakke op om de visioner, vi har beskrevet med BL i udspillet ’Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen’. SSA-midlerne vil give mulighed for at få skabt nogle pionér-indsatser - og det giver værdifulde erfaringer,” siger næstformand i KL's Sundheds- og Ældreudvalg og borgmester i Gentofte, Michael Fenger (C).

Samtidig anerkender Michael Fenger, at ulighed i sundhed er en svær nød at knække og ikke noget, vi nemt kommer til livs:

”Det ville nok være lige lovlig optimistisk at tro, at en satspulje løser det hele. Men i KL tror vi på, at det ville være et vigtigt skridt i den rigtige retning. Og så håber vi på, at de her midler ikke skal stå alene. Vi har sammen BL peget på, at midlerne til sundhedshuse bør sendes den her vej. Og at den kommende boligaftale bør tænkes sammen med sundhedsreformen, så det bliver muligt for Landsbyggefonden at lave sundhedsrenoveringer.”

Sociale viceværter

Et andet element i regeringens udspil er, at der skal afsættes midler til at understøtte sociale viceværter i flere almene boligområder. For sociale viceværter spiller en central rolle i at sikre, at den igangværende hjemløseomlægning lykkes.

Et arbejde, vi for nylig kunne fortælle om i Fagbladet Boligen, da vi bragte artiklen om den sociale vicevært Nynne Robinson fra Øresundskollegiet i København.

Og ifølge Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen er der behov for en styrket indsats på området.

”Der er mennesker i Danmark, der ofte bliver overset. De lever ofte et hårdt liv på gaden og med psykisk sygdom og misbrug. De er særligt udsatte og har brug for bedre hjælp og støtte, end de får i dag,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

Læs senere artikler

Sundhedsstrukturkommission: Vi skal have sundhed ud til de borgere, der har mest brug for det

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Sundhedsminister: Nu skal boligpolitik og sundhed tænkes sammen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Malte Henriksen 03983
Malte Dan Møller Henriksen

Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.

Seneste Artikel

Flere almene boliger på vej i Carlsberg Byen: Kommunen har taget særligt redskab i brug – og det er ikke sidste gang

Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.

Seneste Artikel

Flere almene boliger på vej i Carlsberg Byen: Kommunen har taget særligt redskab i brug – og det er ikke sidste gang

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2979 )

0

Læseliste