Morten Pape undersøger sin historie i ny roman: ”Min families forfald var ikke Urbanplanens skyld”

”Min nye roman Nøglebarn starter med en scene, hvor jeg lige er debuteret med Planen. Jeg beskriver, hvor overvældet jeg er over den flotte modtagelse, og samme dag modtager jeg et brev fra min far med titlen ”Til mine børn”.

Sådan starter Morten Pape samtalen, da jeg beder ham fortælle om Nøglebarn, der netop er udkommet på Politikens Forlag.

Jeg har kun haft lejlighed til at læse de første 75 sider, som Morten har sendt mig. Og jeg er spændt på, hvordan den ene hektiske dag i bogen forløber, hvor forfatteren forsøger at begribe, hvad Planen har gjort ved ham selv og det forliste forhold til den far, der nu har sendt ham et brev, han ikke tør åbne.

Hvad handler din nye roman om?

"Nøglebarn har to spor: Et nutidsspor, der varer den ene dag, hvor jeg får brevet af min far. Og så et fortidsspor, som jeg vender tilbage til.

Samme dag som jeg modtager brevet fra min far, skal jeg holde mit første forfatterforedrag i Urbanplanen, hvilket for mig føles som at vende tilbage til gerningsstedet. Jeg har fået stor anerkendelse for at skrive en roman om virkeligheden i boligområdet i 1990’erne, og jeg er blevet hyldet som en mønsterbryder, der er kommet ud af ghettoen. Men jeg er også nervøs og spændt på, hvordan folk, der i dag bor i Urbanplanen, ser på mig.”

Romanens nutid væver sig ind og ud af fortiden og dykker ned i henholdsvis Papes oldefars, farfars og fars kampe og kriser, succeser og fiaskoer.

”Ved siden af nutidssporet kører et fortidsspor, hvor jeg har forsøgt at skrive en personlig beretning om, hvordan min familie gennem generationer har brudt den sociale arv – men i en nedadgående spiral. Min oldefar var en rig og respekteret ingeniør, som boede i en stor villa i Emdrup med tjenestefolk. Hvordan kunne det ende med min far, som er en forhutlet og fattig person? Det måtte jeg undersøge, og der opdager jeg så, at der er en frygtelig tragedie, som blev starten til det negative sociale mønsterbrud – til min families forfald”.

Hvordan startede din interesse for din slægts historie?

"Jeg har egentlig aldrig været særligt interesseret i, hvor jeg kommer fra, men den her nye roman er baseret på noget, jeg har holdt hemmeligt, og som jeg ikke nævner med et ord i Planen, nemlig at jeg har en halvstorebror, som er fem år ældre end mig, og som har samme far som jeg. Det, der tændte min interesse for min fars slægt, var, at min halvstorebrors mor fortalte os, at vores oldefar lavede film med Carl Th. Dreyer. Det fangede mig, fordi jeg har læst film- og medievidenskab og er stor beundrer af Dreyer. Og den historie er central i bogen.”

Hvordan har din fars families historie sat sig i dig?

"Planen, som handler om mit eget liv, handler også om min fars rolle – eller mangel på samme – i mit liv. Det blev startskuddet til en undersøgelse af, hvad det er, jeg kommer fra. Det, at jeg dykkede ned i min fars historie, gjorde, at jeg kunne se, hvor hårdt han har haft det, og hvor ringe muligheder han har haft for selv at blive en god far. Det har da helt sikkert gjort mig mere empatisk over for min far. Jeg har trådt et skridt væk fra den fordømmende position, jeg havde i Planen. Jeg har gennem skriften fundet en måde at forbinde mig med ham, men det er stadig svært at gøre det personligt. Vi har stadig ikke et tæt forhold, men jeg har fået en større mildhed i hjertet over for ham ved at dykke ned i hans historie."

I Planen beskrev du, hvordan umulige vilkår i et understimuleret miljø præget af vold og kriminalitet prægede din opvækst. Men hvor meget tror du, du er rundet af dels miljø og dels arv, nu hvor du kender til din fars slægts historie?

"Det er klart, at når man vokser op i et miljø, som Urbanplanen var i 1990’erne og 00’erne, bliver de følelsesmæssige oplevelser ofte forstærket af de ydre omstændigheder. Sociale og økonomiske udfordringer kan gøre sorg og svigt mere gennemgribende. Det er ikke kun de individuelle erfaringer, men også det miljø, man er i, der spiller en rolle."

”Men min families forfald var ikke Urbanplanens skyld. Det var ikke Urbanplanens skyld, at min mor og far gik fra hinanden. Det var sket alligevel. De har ikke selv set i deres egne familier, hvordan man passer på hinanden i et ægteskab. Eller hvordan man tager sig af sine børn, så de ikke begår samme fejltagelser.”

Hvordan ser du på den almene boligsektors rolle i at skabe trygge rammer for børn og unge, som måske ellers ville være udsatte?

"Da jeg voksede op, følte vi os ikke altid set eller hørt. Jeg husker tydeligt, hvordan betonen bare blev mere og mere grå – både i direkte og overført betydning. Jeg husker følelsen af at være et nul, fordi jeg boede i et stigmatiseret område. Det sætter sig dybt i en som menneske. Derfor synes jeg, boligorganisationer og arkitekter og bygherrer har en vigtig opgave i at tale boligområderne op og give beboerne en følelse af medejerskab og stolthed.”

Hvordan synes du, de almene boligområder har udviklet sig, siden du boede der som barn?

”Jeg kan tydeligt se, at der er sket en kæmpe forbedring rent fysisk i Urbanplanen. Jeg har også set, at der er ved at blive bygget nye ejer-boliger i den ene ende af Urbanplanen, som nok er et forsøg på at lave en blandet beboer-sammensætning. Men jeg er spændt på at se, om det får nogen effekt. Om folk i området kommer til at møde hinanden og drage fordel af hinandens ressourcer. Jeg er lidt bange for, at de bare bygger et nyt kvarter, og at man aldrig bliver blandet, fordi de ”gamle” beboere føler, at de nye kommer og er højere på den sociale rangstige."

Har du selv oplevet det?

”Da jeg var 11-12 år, ringede min ven på døren hos mig. Han sagde: Gumme har fået pool. Gumme var en af vores gode venner. Han boede også i rækkehusene, hvor jeg boede med meget små haver. Der havde hans far anlagt pool. I stedet for at sige; 'lad os finde badeshortsene og stille os i kø foran Gummes pool', så blev vi pissehamrende jantelovsagtige. Vi blev misundelige og smålige. De skulle ikke tro, de var bedre end os, så vi samlede sten og indtørrede hundelorte og stod bag hækken og kylede dem ned i Gummes pool.

Morten griner.

”Ha ha, det var meget barnligt og meget sigende for, at vi tog det som en hån, at nogen troede, de var noget. Sådan nogle følelser kan komme i spil, når nye rykker ind. Især hvis de har et skilt i panden, hvor der står, jeg er her for at inspirere dig ud af din triste tilværelse. Så det her med at blande beboere er da klart en god ting. Det skal bare gøres, så det ikke får den omvendte effekt og virker ekstremt provokende.”

Til sidst: Fik du åbnet brevet fra din far? Og hvad stod der?

”Vil du gerne vide det?”

Morten smiler skævt og lader spørgsmålet hænge i luften. Der er en pause.

”Du må hellere selv læse resten.”

Nøglebarn er netop udkommet på Politikens Forlag. Den er første roman i et tobindsværk om Morten Papes forældres familiehistorier. Begge romaner kan læses som en forløber såvel som efterfølger til hans prisvindende bestsellerdebut fra 2015, Planen.