29. OKT. 2024 KL. 14:35

Boligforening vil gerne bygge lægehus til tre læger i Tønder, men regler spænder ben: ”Det burde være en no-brainer”

BL 02796

Nadja Westergaard, Elinor Sønderby og Helene Hørløck Karstensen har alle tre slået sig ned i Tønder-området, efter de for flere år siden skulle ud i turnus som en del af deres lægeuddannelse. Nu vil de gerne etablere et lægehus i byen. NORD Architects har tegnet et eksempel på, hvordan man kan tænke nære sundhedsydelser og et lægehus ind på en tom grund i boligområdet i Tønder. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

Tre læger vil gerne etablere et lægehus i Tønder. Tønder Andelsforening vil gerne se på muligheden for at bygge et lægehus på en tom grund, de ejer. Men der er brug for at ændre rammerne, hvis boligorganisationen skal kunne hjælpe lægerne med deres drøm.

Vi står på en tom grund centralt i Tønder, der bader sig i eftermiddagssolens stråler. Tidligere stod der en karré af almene boliger, som for godt tre år siden blev revet ned. På den anden side af vejen ligger et alment boligområde.

Står man midt på grunden og drejer snuden den ene vej, kan man ane togstationen. Vender man hovedet 180 grader den anden vej, kigger man på et kommunalt plejehjem og et større rækkehuskvarter. Og går man i et rask tempo, kan man være i bymidten på små 10 minutter.

Som det er i dag, er der endnu ikke lagt planer for det veltrimmede græsareal, som ejes af Tønder Andelsboligforening - administreret af Salus. Men står det til den tekniske chef i Salus, Brian Skou Juhler Larsen, er byggegrunden et oplagt sted at placere det lægehus, som tre læger drømmer om at etablere i Tønder, når de i 2026 er færdige med deres speciale.

Nadja Westergaard, Ellinor Sønderby og Helene Hørløck Karstensen, som lægerne hedder, har allerede formuleret et fælles værdigrundlag og er gået i dialog med både Tønder Kommune og Tønder Andelsboligforening om mulige lokaler og lokationer til et lægehus. 

”Vores drøm er en bygning med lokaler til os tre, et laboratorie, en reception samt plads nok til, at alt vores personale kan have egne kontorer, fordi vi godt kan se, at vores kolleger hernede får mere og mere travlt. Det kræver derfor også, at det er et lægehus med plads til mere personale, som kan understøtte nogle af vores opgaver,” siger Helene Hørløck Karstensen.

Det er ikke, fordi de tre læger ikke er fleksible i deres jagt på lokaler. Men de vil gerne drive et lægehus på deres egen måde, og her er det nuværende lægehus ikke stort nok kvadratmetermæssigt.

Derudover giver det ifølge lægerne ”rigtig god mening”, hvis man kan samle mere af den ambulante behandling under et tag – for eksempel i et større sundhedshus, hvor der ligeledes kan være mulighed for genoptræning eller lokaler, som kan understøtte forebyggende sundhedsindsatser.

Burde være en no-brainer
 
Udfordringen er imidlertid, at de gode lokaler ikke hænger på træerne. Og det er her, at Salus og den almene boligsektor kommer ind i billedet.

Boligorganisationen vil gerne – også i stærkt samarbejde med Tønder Kommune – være med til at understøtte og udvikle Tønder, så man holder lægerne i byen og bringer sundhedsydelserne tættere på borgerne.

Noget, som Brian Skou Juhler Larsen omtaler som en ’no-brainer’.

”Vi har i den almene sektor altid løftet vigtige samfundsopgaver. Derfor er det også oplagt, at vi med vores viden hjælper med at skabe rammerne og bygninger til et lægehus, når tre læger gerne vil blive i Tønder – til gavn for området og i samarbejde med kommunen,” siger Brian Skou Juhler Larsen, der er teknisk chef i Salus.

Boligforeningen har i den forbindelse fået lavet en konkret tegning fra NORD Architects, som har specialiseret sig i sundhedsarkitektur. Det er en skitse over, hvordan man kan tænke nære sundhedsydelser ind på den tomme grund. Det fremgår blandt andet, hvordan man kan opføre seniorbofællesskaber og et spritnyt lægehus på grunden - gerne suppleret af lokaler til konsultationer af en sygeplejerske og tilhørende genoptræningslokaler.
 
Brian Skou Juhler Larsen understreger, at tegningerne skal ses som et oplæg, man kan tale ud fra. Men, tilføjer han: ”Salus er klar til at gå i dialog om byggeriet, hvis man når så langt.”

DJI 0669.MP4.00 01 35 19.Still001

1 / 1Her er grunden, som Tønder Andelsboligforening ejer. Den ligger nær togstationen, 10 minutter fra midtbyen og i et alment boligomåde. Foto: Lars Græsborg Mathiasen

Der er akut brug for en ny boligaftale, hvis vi overhovedet skal have muligheden for at hjælpe de tre læger

Brian Skou Juhler Larsen

Teknisk chef i Salus, som administrerer Tønder Andelsforening

Brug for en ny boligaftale

Der er nemlig en stor sten, der skal ryddes af vejen, hvis det overhovedet skal være en mulighed for Salus som almen boligforening at bygge og understøtte den nære sundhedsdagsorden.

Det kræver simpelthen en ændring af de nuværende regler og rammer. Og det ærgrer i høj grad den tekniske chef. Det er nemlig nu, der er brug for at ændre rammerne, så blandt andet Landsbyggefonden får mulighed for at støtte opførelsen af et sundhedshus. Et udlæg, som således kan tilbagebetales af lejere af klinikkerne over tid - det vil sige læger, kommune og region.

”Problemet er, at vi i den almene sektor ikke må opføre sundhedshuse, som loven er nu. Derfor er der også akut brug for en ny boligaftale, hvis vi overhovedet skal have muligheden for at hjælpe,” lyder den store appel fra Brian Skou Juhler Larsen.

”Vi vil jo virkelig gerne hjælpe de tre læger og Tønder Kommune. Og i sidste ende borgerne, som også vil få glæde af, at der fortsat er gode lægetilbud i kommunen,” fortsætter han.

Vil gerne tiltrække lægestuderende til Tønder

For Nadja Westergaard, Elinor Sønderby og Helene Hørløck Karstensen er det samtidig vigtigt at skabe nogle rammer – også fysiske – som kan gøre Tønder til et attraktivt sted for andre læger at uddanne sig i fremtiden.

”Vi vil meget gerne have mulighed for at have uddannelseslæger, som synes, at det er et fedt sted at være. Det skal også være en del af det at rekruttere læger til fremtiden. At de kommer og tænker, at det er fedt at være læge i Tønder, selvom det måske var lidt langt væk,” siger Helene Hørløck Karstensen.

Det er også en af grundene til, at de gerne vil starte et lægehus fra bunden. På nuværende tidspunkt er det imidlertid visioner og tanker på et papir, men der er ingen tvivl om, at både lægerne og Tønder Andelsboligforening ser spændende perspektiver i projektet.

”For mig er det egentlig bare et spørgsmål om, hvornår vi får mulighed for at komme i gang,” slutter Brian Skou Juhler Larsen med et glimt i øjet.

Læs senere artikler

Tre læger drømmer om at åbne et lægehus i Tønder: ”Det kan være hårdt – men her kan vi gøre en forskel”

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Jbn Niklas Asp 00579
Niklas Asp Nielsen

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Ændring af regler vækker begejstring i Tønder: Kan bane vejen for lægehus

Niklas Asp Nielsen er uddannet journalist. Han sidder som indholdsredaktør på Fagbladet Boligen, skriver om den almene sektor og er samtidig en del af presseteamet i BL.

Seneste Artikel

Ændring af regler vækker begejstring i Tønder: Kan bane vejen for lægehus

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste