”Folk så mig ikke som hjemløs, fordi jeg havde rent tøj på”

Med velfriseret hår, tyk dunjakke og en ungdommelig selvsikkerhed, ville man ikke gætte på, at Samuel engang har været hjemløs.

Men det har han.

For tre år siden, da Samuel blot var 17 år, blev han smidt ud hjemmefra. Pludselig stod han uden tag over hovedet og skulle finde ud af, hvor han skulle sove om natten.

”Det var en svær tid, der var rigtig meget, der rumlede i hovedet på mig. Og jeg tænkte meget på, hvad jeg skulle gøre,” siger Samuel.

Samtidig med at tankerne rumsterede i hovedet på ham, følte Samuel sig alene, og at omverden havde svært ved at se hans problemer. Heller ikke dengang lignede han det stereotype billede af en hjemløs, der florerer i manges hoveder.

”Folk så mig ikke som hjemløs, fordi jeg havde rent tøj på. Det var generelt svært at se det på mig. Det var en mærkelig følelse at være hjemløs, men ikke at blive anset for at være det,” siger Samuel, der levede som hjemløs i tre måneder.

Selvom de unge hjemløse kan have en tendens til at gå under radaren for mange, er Samuel langt fra alene. Ifølge den seneste hjemløsetælling, som bliver udarbejdet af VIVE hvert andet år, er der 768 mennesker under 24 år i Danmark, der lever i hjemløshed i 2024.

Følte sig som en fejltagelse

Samuel voksede op i Københavns Sydhavn og siden på Nørrebro. En barndom, han selv beskriver som værende bittersød, hvor de gode øjeblikke var gode, men de dårlige også var meget dårlige.

”Jeg havde en følelse af, at jeg ikke passede ind. Min nærmeste familie var splittet op, og jeg følte, at jeg var den fejltagelse, der gjorde, at de ikke kunne komme videre. Samtidig er jeg biseksuel, og med en anden etnisk baggrund var det ikke acceptabelt at være andet end hetero i min familie,” fortæller Samuel.

Den til tider turbulente opvækst kulminerer, da Samuel som 17-årige bliver smidt ud. Familien kunne ikke acceptere ham og hans seksualitet.

”Det blev hurtigt sådan, at mine venner blev min nye familie. Det var dem, jeg gik til, når jeg havde brug for støtte eller et sted at sove,” siger Samuel.

Det var også der, at Samuel søgte tilflugt, da han stod uden tag over hovedet:

”I starten sov jeg hos en veninde, men hver anden weekend skulle hun hjem til hendes far, så jeg blev nødt til at finde et andet sted at sove.”

”Kan jeg sove hos dig?”

Når weekenden nærmede sig, og veninden skulle hjem til sin far, fyldte det Samuel med en følelse af angst.

For hvis sofa kunne han sove på nu? Og hvad skulle han gøre, hvis han ikke fandt en, han kunne sove hos?

”Jeg rystede og forsøgte mentalt at forberede mig på, hvordan en kold nat på bænken ville blive,” siger Samuel.

For at undgå den kolde nat på bænken ledte han vidt og bredt efter en bekendt, der kunne give ham et varmt sted at sove. Også mennesker, han næsten lige havde lært at kende.

”Det er svært at spørge en person, man lige har mødt, om man kan sove hos dem. Der er en eller anden skam og et stigma forbundet med at være hjemløs,” siger Samuel og tilføjer:

”De fleste skulle også spørge deres forældre om lov. Når de så fik at vide, at det var en hjemløs, var nogle meget velkommende, men andre kunne godt være lidt: uha, det ved jeg ikke, om er en god idé.”

Hvis der ikke var nogen, der kunne stille en sofa til rådighed, var der kun en vej tilbage: En kold bænk på Nørrebro. Og dermed en nat, der for Samuel var alt andet end tryg og afslappende.

”Jeg var meget bange og enormt meget på vagt. Jeg prøvede at lade være med at sove, for at der ikke skulle ske mig noget. Og jeg sørgede altid for, at jeg ikke havde de vigtigste ting på mig, men at de lå hos en veninde,” fortæller Samuel.

Vendepunktet

Samuel nåede at bo på sofaer og bænke i tre måneder, inden det hele blev for meget, og han endte med at bryde sammen.

”Jeg kunne ikke klare mentalt at bo på gaden og alt det pres, der var i mit liv, så jeg endte med at blive indlagt på psykiatrisk,” fortæller Samuel.

Og det skulle vise sig at være et vendepunkt. Efter at have været indlagt i 14 dage blev Samuel udskrevet, og denne gang fik han en mere stabil hverdag med en plads på et herberg.

Nogenlunde samtidig med hans indlæggelse havde hans egen læge henvist ham til psykiatrien. Derfor kunne han, kort efter han blev udskrevet, starte i OPUS-forløb.

OPUS er et behandlingsforløb på op til to år for personer mellem 18 og 35 år, som har, eller har haft, en psykose.

”Det var en hård tid, og mit mentale helbred var meget ustabilt. Men det begyndte stille og roligt at blive bedre, de jeg startede i OPUS, kom på medicin og fik en mere stabil hverdag med en plads på et herberg,” siger Samuel.

Eget værelse med egen dør

I dag sover Samuel hverken på herberg eller venners sofaer. Han har fået sit eget kollegieværelse, hvor han har boet i lidt over et år.

”At jeg har fået en stabil, fast bolig, har givet mig mulighed for at mærke efter, hvem jeg i virkeligheden er. Jeg har fået mere ro i mig selv og mere selvtillid,” fortæller han.

Et sted, hvor der ikke er nogen andre end Samuel selv, som kommer og bestemmer, hvordan tingene skal være.

”Jeg kan huske, da jeg lukkede min egen dør for første gang. Jeg hoppede rundt af glæde. Her er der ingen, der blander sig i, hvordan jeg lever mit liv eller indretter mig. Jeg kan selv vælge alt fra min påklædning, til hvad jeg skal spise,” siger Samuel.

Alt i alt er Samuel i dag et helt andet sted, end han var for tre år siden. I sommer startede han på HF, og han drømmer om at læse videre bagefter. En besked, han gerne ville give til sit tidligere jeg.

”Jeg ville gerne fortælle mig selv: Hav tålmodighed, det skal nok gå,” siger Samuel og tilføjer:

”Og husk, det er okay at spørge om og tage imod hjælp.”