06. NOV. 2024 KL. 09:00
Flere almene boliger på vej i Carlsberg Byen: Kommunen har taget særligt redskab i brug – og det er ikke sidste gang
06. NOV. 2024 KL. 09:00
Københavns Kommune og Fonden for blandede byer har ydet et ekstraordinært grundkøbslån til boligorganisationen fsb. I et interview med Fagbladet Boligen fortæller teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), at det ikke er sidste gang, kommunen gør brug af muligheden.
I lang tid så det ud som om, at der ikke ville komme mange almene boliger i Carlsberg Byen i København. Carlsberg Byens lokalplan er nemlig fra før, at det blev muligt at stille krav om almene boliger gennem planloven.
Samtidig er grundpriserne i København så høje, at det er svært for byens almene boligorganisationer at betale grundprisen, når de skal holde sig inde for det såkaldte maksimumbeløb.
Men til trods for de udfordringer, ser det alligevel ud til, at der nu bliver bygget almene boliger i Carlsberg Byen.
Københavns Kommune har nemlig sammen med Fonden for blandede byer besluttet at yde et særligt grundkøbslån til boligorganisationen fsb, der gør det muligt at bygge i området.
København skal have flere almene boliger, som er til at betale, lyder det fra teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).
”Det er rigtig vigtigt for byen, at vi får mange flere almene boliger. Vi, der er en del af det store flertal på Københavns rådhus, ønsker at få en by med mange flere boliger, der er til at betale for helt almindelige mennesker,” siger Line Barfod til Fagbladet Boligen.
Og hos modtageren af lånet, fsb, er der også stor tilfredshed med, at de nu kan begynde at bygge i Carlsberg Byen.
”Vi er glade for, at politikerne i Københavns Kommune med dette særlige lån sikrer opførelsen af almene boliger i Carlsberg Byen. Det er første gang, at fsb får det særlige grundkøbslån, men det er nødvendigt i denne situation på grund af de meget høje grundpriser,” lyder det fra fsb’s formand, Mads Malik Knudsen.
Fonden for blandede byer
I 2021 vedtog Folketinget en række ændringer i Lov om almene boliger, som trådte i kraft 1. juli 2022. Heriblandt blev en landsdækkende mulighed for at opnå grundkøbslån indført. Formålet var at øge antallet af billige almene boliger i områder med høje grundpriser.
Der kan søges om lån til finansiering af en del af udgiften til køb af grunde, som skal anvendes til etablering af almene boliger.
Der er afsat 1.778 millioner kroner under Fonden for blandede byer. Det er Landsbyggefonden, der giver tilsagn og udbetaler midlerne, når en række forudsætninger er opfyldt.
Disse betingelser er blandt andet:
- De samlede grundudgifter muliggør ikke byggeri inden for maksimumsbeløbet.
- Kommunalbestyrelsen giver tilsagn om at yde 28 procent af grundkøbslånet.
- Boligledigheden i kommunen overstiger ikke 2 procent.
- Ansøgningen er i overensstemmelse med kravene til lokalplan.
Ikke sidste gang
Lånet, som Københavns Kommune giver, er på 8,4 millioner kroner og er betinget af, at Fonden for Blandede Byer bevilliger et lån på 29,8 millioner kroner.
At kommunen kan give støtte til grundkøbslån via Fonden for blandede byer, er en metode, som kommunerne har haft mulighed for at bruge, efter en politisk aftale i 2021 gav nye redskaber til at sikre opførelsen af flere almene boliger.
Lovændringen gav mulighed for, at landets kommuner kan give grundkøbslån på 28 procent, forudsat at Fonden for blandede byer, som udspringer af Landsbyggefondens Nybyggerifond, yder de resterende 72 procent.
Ifølge Line Barfod er det forhåbentlig ikke sidste gang, at det redskab bliver taget i brug.
”Den store udfordring for de almene boligorganisationer er at finde steder, hvor de kan få lov til at bygge og kan holde det indenfor for maksimumbeløbet, som regeringen foreløbigt har nægtet at forhøje. Så de steder, hvor vi har mulighed for at give grundkøbslån og dermed kan få realiseret nogle almene boliger, vil vi gerne,” siger teknik- og miljøborgmesteren.
40 procent almene boliger
Københavns Kommune kan yde grundkøbslån i Carlsberg Byen, fordi der ikke er stillet krav om opførelsen af almene boliger i lokalplanen.
Grundkøbslånet kan nemlig ydes, hvis der ikke er stillet krav om andel almene boliger, eller at der skal bygges flere almene boliger, end der kan kræves via planloven.
”Vi fik muligheden for nogle år siden for at stille krav om 25 procent almene boliger i lokalplaner, og det har vi brugt i stort set alle lokalplaner siden da. Men der er jo en del gamle lokalplaner, hvor der ikke har været det krav. Og så er der jo nogle steder, hvor vi gerne vil bygge mere end 25 procent almene boliger,” siger Line Barfod.
Et af de steder, hvor grundkøbslånet efter planen kommer i spil, er i Københavns Nordhavn.
”Vi har jo indgået en aftale med staten om, at på By & Havns arealer, det er så primært i Nordhavn, kan der bygges 40 procent almene boliger. Det ligger ud over de 25 procent, vi kan kræve i lokalplanen, så for de 15 procent ekstra almene boliger er det relevant at bruge grundkøbslånene,” fortæller Line Barfod og tilføjer:
”Nu skal By & Havn bare levere på det.”
Læs senere artikler
Ny rapport: Derfor bliver der ikke bygget flere betalelige boliger i Norden
Om skribenten
Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Korskærparken er helt af parallelsamfundslisterne: ”Vi har arbejdet hårdt i mange år”Malte Dan Møller Henriksen er journalist i BL’s kommunikationsafdeling, hvor han primært skriver artikler for Fagbladet Boligen. Derudover er Malte i gang med at færdiggøre sin uddannelse i Journalistik og Politik og Forvaltning på Roskilde Universitet.
Seneste Artikel
Korskærparken er helt af parallelsamfundslisterne: ”Vi har arbejdet hårdt i mange år”