18. DEC. 2024 KL. 08:29

Småjobs gør trinnet til arbejdsmarkedet lavere

IMG 6625 (1)

En ny jobmesse med alternativ rekruttering af ufaglærte fandt sted i Fælleshuset – Bispehaven. 107 jobsøgende og interesserede deltog. Foto: Trine Wiese

Jobmesser, hvor virksomheder og jobsøgende kan møde hinanden, er blevet populære. Nu er en ny en af slagsen dukket op. Den adskiller sig ved primært at henvende sig til ufaglærte med ønske om at arbejde få timer om ugen.

”Her er en grønthandler, der søger en medarbejder nogle timer om ugen. Måske var det noget?” sagde Annika Bech til en ældre dreng, mens hun pegede på en jobannonce, der hang på en tavle i Fælleshuset – Bispehaven, hvor en ny alternativ jobmesse fandt sted.

Annika er pædagogisk leder i fritids- og ungdomsklubben i Bispehaven og var mødt op til jobmessen sammen med en dreng fra den lokale klub, der mangler noget at beskæftige sig med.

”Jeg hørte om jobmessen fra Lars Andersen, der er boligsocial beskæftigelsesmedarbejder hos Østjysk Bolig. Han mente, at det ville give mening at dukke op med drengen, selvom han endnu ikke er fyldt 18 år,” fortalte Annika Bech og fortsatte:

”På denne her jobmesse er der rent faktisk nogle småjobs at søge, og det er attraktivt. Det handler ikke bare om at skrive jobansøgninger og CV. Har du slet ingen joberfaring, uddannelse eller netværk, kan det være vanskeligt at finde et fuldtidsjob, og det kan være rigtig fint at starte med et job få timer om ugen.”

Initiativtageren til jobmessen er ReDi School of Digital Integration, som i samarbejde med den boligsociale indsats i Bispehaven afholdt en jobmesse i Fælleshuset – Bispehaven, hvor småjobs og en håndholdt jobindsats var i fokus. 

ReDi School of Digital Integration er en non-profit tech-skole, som tilbyder kvinder med flygtninge- og indvandrerbaggrund en række kurser med fokus på digitale kompetencer. I Aarhus har ReDI School et tæt samarbejde med Bispehaven, som også danner rammen om flere af de beskæftigelsesrettede computerkurser. Kurset har eksisteret i to og et halvt år i Aarhus. Fra at tælle 12 elever, er der nu fire kurser med næsten 50 elever på flere lokationer.

Alle er velkomne på jobmessen 

”Vores kursus er til mennesker, der kunne tænke sig at blive bedre til det digitale. Skal du noget som helst jobmæssigt i dag, begynder det på internettet, og mange af kursisterne er som udgangspunkt ikke særligt sikre digitalt. I løbet af 12 uger bliver kursisterne klædt på til blandt andet at arbejde i online-programmer, håndtere billeder og skrive og sende mails, og de lærer også om jobsøgning,” fortæller Jonas Sepstrup, der er koordinator på jobmessen. Han tilføjer:

”Ambitionen er at gøre kursisterne mere digitalt selvsikre og empowered, og også i den kontekst giver det rigtig god mening, at vi også er med til at arrangere jobmessen, der er en hjælp til at komme i kontakt med relevante virksomheder.”

Alle er velkomne til messen, men den er først og fremmest skruet sammen til mennesker, der har vanskeligt ved dansk og sjældent har prøvet at aflevere en jobansøgning til en arbejdsgiver.

Hvad er ReDi School of Digital Integration DK?

ReDI School of Digital Integration DK er den danske udgave af en international non-profit tech-skole, som hjælper kvinder og nonbinære med flygtninge- og migrantbaggrund tættere på arbejdsmarkedet via digitale kompetencer. Målgrupperne spænder fra de digitale begyndere, som aldrig har lært at bruge en computer, og det kan både være nytilkomne og nogle, der har været længe i Danmark - til højtuddannede, som ikke kan få job i Danmark. For sidstnævnte tilbyder ReDI School en lang række re- og upskilling kurser målrettet it/tech-jobs samt karriereforløb i tæt samarbejde med virksomheder. For begge kurser gælder, at al undervisning er gratis og varetages af dedikerede frivillige. ReDI School drives uden offentlige midler og er finansieret af bidrag fra filantropiske fonde og virksomheder. Skolen har afdelinger i København og Aarhus.

Læs mere på deres hjemmeside.

IMG 6574

Jobmessen var velbesøgt. Habiba var - sammen med bladt andre Rukia for boligområdet - en af de besøgende på den nye jobmesse i Bispehaven. Foto: Trine Wiese

Manglende beskæftigelse kan bunde i en bred vifte af problematikker, og det er ofte nødvendigt med en meget bred vinkel på hjælpeindsatsen. En jobmesse med fokus på småjobs og håndholdt hjælp kan være et af mange elementer

Lars Andersen

Boligsocial beskæftigelsesmedarbejder

Læs senere artikler

Hvordan åbner man boligområder op? Kvartershuse kan være nøglen

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Rukia arbejder allerede seks timer om ugen

En af de besøgende på jobmessen var Rukia, der er født og opvokset i Tyrkiet. Hun er gift og flyttede til Tilst i Aarhus for to år siden. Hun ønsker flere arbejdstimer som enten rengørings- eller køkkenassistent.

I forvejen arbejder hun seks timer om ugen med at gøre rent. Det er hos Ken Storkøkkener, der sælger udstyr, inventar og maskiner til storkøkkener.

”Jeg arbejder allerede, men jeg kunne rigtig godt tænke mig endnu flere timer om ugen. Måske 10 eller 15 arbejdstimer om ugen til en start,” sagde hun og fortalte videre: 

”Jeg går også på sprogskole et par dage om ugen, og jeg vil gerne blive ved med at træne mit danske sprog. Men det ville jeg jo også gøre på en arbejdsplads.” 

Virksomheder med job i baglommen

”Når småjobs kommer i spil, bliver der gjort op med, at beskæftigelse kun handler om 37 timer om ugen, som nogle tror,” siger Lars Andersen fra Østjysk Bolig, der hjælper folk fra det almene boligområde i job og uddannelse.

”En fuld arbejdsuge kan for mange opleves som alt for udfordrende, og et job i få timer kan være det første trin ind på arbejdsmarkedet,” fortsætter han og peger på, at en del af beboerne i det almene boligområde i og omkring Bispehaven ikke er i job.

”Manglende beskæftigelse kan bunde i en bred vifte af problematikker, og det er ofte nødvendigt med en meget bred vinkel på hjælpeindsatsen. En jobmesse med fokus på småjobs og håndholdt hjælp kan være et af mange elementer,” siger han.

Masser af håndholdt jobhjælp

På messen var der netop også tilbud om håndholdt hjælp til jobsøgning. Der var blandt andet et ”værksted” med præudfyldte jobansøgninger til konkrete virksomheder.

”Det er den håndholdte jobhjælp, der batter noget, hvis et menneske er meget langt fra arbejdsmarkedet og ikke er god til dansk,” er organisator Jonas Sepstrups erfaring.

”Vi kan se, at mange ønsker et job i nogle få timer om ugen, og det er jo et godt trinbræt til, at man på sigt kan få et job med flere timer, på deltid eller fuldtid,” siger han.

Jobmessen, der fandt sted mellem klokken 16 og 19, var placeret i Bispehaven, fordi der er tale om et boligsocialt område med en stor gruppe af beboere, der er forholdsvis nye i Danmark og ikke er i job.

”De virksomheder, der havde en stand på jobmessen, var udvalgt, fordi de i flere tilfælde har vist, at de evner at rumme medarbejdere uden den store joberfaring,” fortæller Jonas Sepstrup, der er ovenud tilfreds med forløbet af den første version af den alternative jobmesse.

”I alt 107 deltagere mødte op, og det er jeg meget, meget tilfreds med. Og så kom der 32 oveni i form af virksomheder, frivillige og personale. Så jep, vi laver også en jobmesse til foråret, og den bliver endnu større med endnu flere virksomheder,” lover han.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 3003 )

0

Læseliste