Modstand mod parallelsamfundslovgivning

Cirka 100 almene beboere var i søndags samlet i Folketingets Fællessal på Christiansborg. Sammen ville de med en konference markere, at det var den 1. december – den årlige dag for offentliggørelsen af skiftende regeringers lister over boligområder, hvor beboerne lever op til kriterier om manglende beskæftigelse, lavt uddannelsesniveau, ikke-vestlig baggrund, relativt lave indkomster og relativt høj kriminalitet (antal domme).

Inviteret var politikere og forskellige forskere, der præsenterede holdninger og fakta. Konferencen var arrangeret af Almen Modstand, Aktive Ældre på Nørrebro, afdelingsbestyrelsen i Mjølnerparken samt det tidligere seniorbofællesskab Midgården.

Når et politisk skabt dyr bliver et fakta

Ifølge lektor, Ph.d. ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC, Troels Schultz Larsen, er begrebet ghetto et historisk og politisk dyr. Et begreb, der for få år siden frastødte os, men nu noget vi tager for givet.

”Når vi åbner en avis, tager vi det i dag for givet, at der er parallelsamfund. Selvfølgelig er der ghettoer. Det er blevet et helt almindeligt begreb i debatten. Det er i dag acceptabelt at have områder, som vi kan tale anderledes om og behandle folk anderledes,” sagde Troels Schultz Larsen.

Men sådan har det ikke altid været, og han fremhævede blandt andet regeringen, der i 1993 trak sig, da den fik et flertal imod sig.

”Årsagen var diskrimination af tamilske flygtninge,” sagde han. Han fremhævede også Gentofte og Hvidovre Kommune, der i 90’erne fik alvorlige næser for at forsøge at stoppe tilflytningen af flygtninge.

Transformationen

Men allerede 10 år senere i 2003 får vi den første regeringsstrategi mod ghettoisering.

”En strategi der baserer sig på, at vi skal udpege bestemte boligområder og bestemte typer mennesker ud fra en negativ terminologi,” fortsatte Troels Schultz Larsen.

Siden har det ifølge forskeren udviklet sig hurtigt. I 2010 kom den første såkaldte parallelsamfundsliste. Kulminerende med loven fra 2018, der på baggrund af beboeres oprindelse, indtægt, uddannelse med mere, stiller krav om, at hele bykvarterer skal ændres.

”Det er politikere, der italesætter problemerne med de pågældende boligområder og mennesker, der nu diskrimineres. Senest ser vi en minister, der på baggrund af egne personlige erfaringer med en voldelig opvækst, finder det naturligt, at der så skal laves en særlig politik for bestemte boligområder,” sagde Troels Schultz Larsen.

”Det er en tendens, jeg vil beskrive som policy-skizofreni,” fortsatte han.

De levende kriterier

Troels Schultz Larsen blev fulgt op af økonom (cand.polit.) Jean Thierry, der, udover at være medlem af Københavns Borgerrepræsentation, også er aktiv i beboerbevægelsen Almen Modstand og forperson for Bispeparkens afdelingsbestyrelse.

Han præsenterede forskellige fakta om de boligområder, der står og har stået på regeringens lister. Han kunne blandt andet dokumentere, at hvis de kriterier, der gjaldt for antallet af dømte, da man præsenterede den første såkaldte ghettoliste i 2010, var dem, man regnede efter i dag, så ville der ikke være nogen boligområder overhovedet, der levede op til det såkaldte kriminalitetskrav. En lignende udvikling har fulgt de øvrige kriterier.

”Hvis alle de kriterier, regeringen præsenterede i 2010, stadig gjaldt, så ville der i dag kun være tre områder på listen,” sagde han.

På den første liste, regeringen præsenterede i 2010, figurerede der ikke mindre end 40 boligområder.  

Loven strider mod skabernes idegrundlag

Enhedslistens folketingsmedlem Pelle Dragsted fortalte i sit oplæg om den almene boligsektors historiske udvikling.

Startende med håndværkere i 1912, der satte sig for at bygge billigere boliger og oprettede byggeforeninger, over statens begyndende støtte i 20’erne til det udprægede socialdemokratiske projekt, der slutteligt resulterede i de mange hundrede tusinde almene boliger til en for de fleste overkommelig husleje, vi har i dag. Boliger hvilende på et idegrundlag, som politikeren lovpriste:

”De almene boliger er noget helt unikt, som ikke kendes andre steder i verden. Det er selvejende og demokratisk. Det er beboerne, som bestemmer. Det er en sektor, der er non-profit. En sektor, der gennem Landsbyggefonden har en cirkulær økonomi. Og har man noget unikt, bør man passe på det,” sagde Pelle Dragsted.

"Grundideen er, at de almene boligorganisationer skal udvikle sig nedefra gennem beboerdemokratiet. Parallelsamfunds-lovgivningen er statslig indblanding hen over hovedet på beboerne og demokratierne. Udføres kravene om gennemførelse af de fastsatte udviklingsplaner ikke, er staten villig til ekspropriation. Hvor ideen bag de almene boliger handler om at bygge op… Bygge fællesskaber, bygge fysiske boliger, så betyder ghettolovgivningen det diametralt modsatte. Den smadrer fællesskaber og river gode sunde boliger ned,” fortsatte han.

Håber på EU-domstolen

Mange af de fremmødte gav udtryk for, at de håbede, at EU-domstolen i forbindelse med den igangværende sag om parallelsamfundslovgivningen vil nå til en udtalelse, der siger, at regeringen og Folketinget med vedtagelsen af lovene gik alt for langt. Derfor var indlægget fra advokaten, der repræsenterer Mjølnerparkens beboere ved retssagen, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, ventet med spænding.

”Jeg håber, jeg kan hjælpe beboerne med at gendrive alle påstande om, at etnicitet har noget at gøre med de problemer, der er i Mjølnerparken og andre boligområder. Og det tror jeg, vi gør. I hvert fald har jeg en god mavefornemmelse i forhold til den dom, der skal afsiges,” sagde beboernes advokat.

Efter konferencen i Folketingets Fællessal tilsluttede mange af deltagerne sig en demonstration mod parallelsamfunds-lovgivningen, som var arrangeret på Christiansborg Slotsplads.